Det gav masser af medieomtale, da forfatter Kaspar Colling Nielsen i efteråret 2019 blev ansat som taleskriver for daværende klimaminister Dan Jørgensen. Men efter 16 måneder og 142 taler stoppede han i ministeriet efter eget valg. Taleskriverjobbet blev nemlig den ’kode’ han ’aldrig knækkede helt’, fortæller han nu, 14 måneder efter at han stoppede som embedsmand.

”Til sidst følte jeg bare ikke, at jeg kunne vinde den kamp. Og det er faktisk første gang, jeg har haft den oplevelse, hvor jeg virkelig har prøvet at give den en skalle og så ikke er lykkedes,” siger Kaspar Colling Nielsen.

Han har fortalt om sine frustrationer over taleskriverjobbet i Berlingske og fortæller videre om det i denne uges udsendelse af Journalistens podcast ’Budskab’.

Hans primære frustration i jobbet udsprang af, at ministeren ikke holdt de taler, han skrev, fortæller han.

”Det var en konstant frustrationskilde, og jeg stillede mig hele tiden spørgsmålet: Hvad er det, jeg gør forkert?”

”Det var bare, som om jeg ikke rigtigt kunne levere det, han havde brug for.”

’Skulle fodre F2 med talesubstans’

Kaspar Colling Nielsen siger, at han efterfølgende har indset, at han skrev for mange taler, som ministeren ikke havde brug for. At han skrev taler til ’en andelsboligforening i Brøndby, der havde opstillet deres egen ladestander’, hvor det ville være decideret ’formalistisk’, hvis en minister kom ud og stod og læste højt fra et talepapir.

”Og så var der også en diskrepans mellem det, som F2 ville have, og det, som Dan (Jørgensen, red.) ville have,” siger Kaspar Colling Nielsen.

F2 er statens journaliseringssystem, og også det system, hvor han i sin taleskrivertid skulle oprette alle sager med taler på, der så skulle godkendes af fagkontorer, kontorchefer, afdelingschefer, departementschefen, den særlige rådgiver og ministeren selv. Kaspar Colling Nielsen oplevede, at han brugte længere tid på at få talerne godkendt end på at skrive dem.

”Som systemet fungerede, ville det have, at jeg skulle skrive en tale, der havde form som en tale, og som skulle godkendes i F2, og hvor der ikke var nogen fejl i talen,” siger han.

Hans vurdering er, at det ofte havde været mere nyttigt med en joke eller en anden god indledning til en tale og de nødvendige tekniske fakta på sagen end en egentlig gennemskrevet tale.

”Efter tre-fire måneder i jobbet forstod jeg, at mit job i virkeligheden bestod i at fodre F2 med talesubstans,” siger han.

Ville ikke ses som kunstnertype

Kaspar Colling Nielsen erkender, at han måske var lykkes bedre i taleskriverjobbet, hvis han havde fået ændret på ministeriets procedure for, hvordan taler blev til. Men han syntes ikke, han havde ’overblikket til at gå ind og ændre på retningslinjer og arbejdsgange’.

”Da jeg kom ind i Klimaministeriet, kom jeg ind som forfatter. Der sidder enormt mange virkelig dygtige, dygtige mennesker, som ved enormt meget inden for deres område. Og jeg tænkte, at nu tænker de om mig, at nu kommer der sådan en kunstnertype ind,” fortæller han.

”Jeg var meget fokuseret på, at jeg skulle være ydmyg, jeg skulle lære at lytte og indordne mig og så i øvrigt arbejde rigtigt meget. Det var min tilgang til det,” siger han.

I ’Budskab’ siger Caspar Strand, der blandt andet har været taleskriver i Statsministeriet, at han kan genkende meget af Kaspar Colling Nielsens frustration.

”Men jeg har også selv prøvet nogle gange, når en tale ikke er blevet holdt af den minister, jeg har skrevet talen for, at ministeren siger nærmest undskyldende til mig: ’Jeg brugte den ikke, men den var rigtigt god for mig at have, fordi jeg blev inspireret’,” siger han.

”Så nogle gange har man også den rolle som rådgiver, at ens tale kan blive brugt på en anden måde, end man selv så det.”