Efter at Fagbladet Journalisten for to måneder siden skrev, at Karen Jespersen og Ralf Pittelkows hjemmeside denkorteavis.dk kopierede historier fra blandt andre Jyllands-Posten, Politiken, DR og Berlingske, http://www.journalisten.dk/den-korte-avis-stjaeler-andre-mediers-historier, har Dansk Journalistforbund og denkorteavis.dk nu indgået forlig i sagen.
En af de journalister, der får glæde af forliget, er Politikens Marie Hjortdal.
Hun blev kontaktet at Dansk Journalistforbunds jurister, der gjorde opmærksom på, at Den Korte Avis havde taget en række citater fra hendes artikel ”Alle danske akademikere dumpede adgangsprøve til EU-job” – uden et kreditere Politiken.
Historien handler om, at danske akademikere har svært ved at få job i EU. En af kilderne i Politikens artikel er professor Marlene Wind, der til daglig underviser statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet.
»Vores studerende er topdygtige. Når de ikke består prøven, skyldes det ikke, at de ikke er gode nok. Det er simpelthen måden, prøven er skruet sammen på,« siger hun til Politiken.
Men i Den Korte Avis' udgave får professoren denne – noget subjektive – beskrivelse med på vejen af journalisten bag artiklen:
”Det falder ikke Marlene Wind ind, at hendes egen undervisning måske ikke helt har det niveau, man kunne ønske. Når hun siger, at de studerende er topdygtige, så er de det. BASTA.”
Underligt kommenterende sprog
Om versioneringen siger Marie Hjortdal:
»De har brugt tid på at skrive det om til deres eget underlige, kommenterende sprog. Det må være underligt for de kilder, jeg har talt med, at se sig selv optræde i den her sammenhæng, hvor det fremstår, som om de er blevet interviewet af denkorteavis.dk,« siger hun.
Artiklen på denkorteavis.dk slutter med denne svada fra skribenten:
”Måske er det bedst, når alt kommer til alt, at bulgarske og rumænske akademikere får de ansvarsfulde jobs i EU og tager sig af de forhold, der også vedrører Danmark. Vore egne akademikere har jo åbenbart ikke de nødvendige forudsætninger …”
Se de to versioner her:
http://politiken.dk/indland/ECE1903750/alle-danske-akademikere-dumpede-adgangsproeve-til-eu-job/
http://denkorteavis.dk/2013/danskere-dumper-pa-stribe-til-eu-job/
Marie Hjortdal mener, at det er på plads med en afgørelse over for denkorteavis.dk's brug af andres arbejde.
»Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at to højtplacerede personer, som i årevis har været en del af medieverdenen og det politiske liv, systematisk har stjålet andres arbejde. Det er glimrende, at der bliver sat ind over for det.«
Karen Jespersen var i en årrække journalist på Dagbladet Information og TV-Avisen. Ralf Pittelkow har været spindoktor for Poul Nyrup Rasmussen og kommentator på Jyllands-Posten indtil 2011.
Dansk Journalistforbund vil over for politiken.dk ikke oplyse, hvor mange der får glæde af forliget. Kun at der er indgået et forlig med Den Korte Avis. http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1978144/forlig-jespersen-og-pittelkow-maa-til-lommerne-for-stjaalne-artikler/
Skulle være et alternativ
Den Korte Avis blev i 2011 lanceret som et alternativ til den eksisterende presse og som et medie, der skar ind til benet, lød programerklæringen:
»Vi håber at kunne være en støtte til at bruge medierne på en anden måde for de mennesker, der ikke kan få deres læsevaner til at makke ret i forhold til det nuværende mediebillede,« sagde Ralf Pittelkow dengang til jp.dk.
Til det siger Marie Hjortdal:
»Og så ender de med at tage stof fra Politiken, som i høj grad repræsenterer det, de er modstandere af, sådan som jeg har forstået deres mission.«
Marie Hjortdal ved ikke, hvad hun økonomisk får ud af det.
»Det bliver et symbolsk beløb. Måske et par tusinde kroner, har jeg fået at vide fra DJ.«
Skribenten bag de kopierede historier, som Journalisten fandt i marts, hedder Eigil Jacobsen. Han forklarede, at han ikke troede, at han brød nogen love, hvis han bare skrev, hvilket medie han kopierede historien fra, hvilket han altså heller ikke gjorde i en lang række tilfælde:
»Jeg har nok ikke været tilstrækkeligt bevidst om ophavsretslovens bestemmelser, hvis det er rigtigt, at jeg ulovligt har kopieret andres artikler,« siger Eigil Jacobsen, der arbejder frivilligt for Den Korte Avis og ikke har nogen journalistisk baggrund. Eigil Jacobsen har sendt alle sine kopierede historier til ansvarshavende chefredaktør Ralf Pittelkow og redaktør Karen Jespersen, som har lagt dem op på hjemmesiden.
”Vi har ikke på noget tidspunkt bragt en artikel, vel vidende at den er en kopi. Og vi kommer heller aldrig til at gøre det,« sagde Ralf Pittelkow til Journalisten i marts.
Journalisten prøver at få en kommentar fra Ralf Pittelkow og Karen Jespersen.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Den pågældende frivillige på Den Korte Avis Eigil Jacobsen har også kopieret i hvert fald en pressemeddelelse fra et forsikringsselskab som om, det var hans egen artikel:
http://denkorteavis.dk/2012/vis-ikke-feriebilleder-pa-facebook-tyvene-kigger-med/
Jeg var lige ved at gå videre med historien til BT og kom langt i min research, før jeg opdagede, at den var sendt ud som pressemeddelelse tre dage tidligere. Det er jo direkte reklame for Alka, selvom det ser ud som om, det er Eigil Jacobsens historie!