et er blot halvanden måned siden Kåre Quist sagde ja til at blive vært på 'Aftenshowet'. Nu har han åbenbart skiftet mening.
Frem og tilbage.
Sådan er det overordnede billede af Kåre Quist der i slutningen af april meldte, at han var vild for at få lov til at skifte fra Kontant til Aftenshowet:
»Det har været en stor oplevelse at lægge ansigt til 120 udgaver af "Kontant", men nu glæder jeg mig til udfordringen på "Aftenshowet", der er inde i en spændende udvikling. Jeg har tidligere interviewet aktuelle personer i interviewprogrammet "Ærligt Talt", og det glæder jeg mig til at gøre igen,« erklærede Kåre Quist den gang.
I dag – knap halvanden måned efter – har han dog fortrudt:
"Nu hvor tiden nærmer sig for det sidste program, har jeg kunnet mærke i maven, at jeg alligevel ikke er klar til at forlade 'Kontant'. Mine tre år som frontfigur på programmet har været det mest spændende, jeg har oplevet som journalist og vært, og jeg kan mærke, at 'Kontant' og jeg ikke er færdige med hinanden," siger Kåre Quist i dag i en pressemeddelelse fra DR, hvor også kanalchefen fra DR1, Lotte Lindegaard, kun har glade miner:
»Fra DRs side synes vi, at der skal være plads til, at man fortryder en beslutning. Vi har været rigtig glade for Kåres indsats på 'Kontant', og derfor ser vi ham også gerne fortsætte efter sommerferien,« siger hun.
Kåre Quist slutter på Kontant i denne sæson den 28. juni og starter så på Kontant igen til august.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.