“Jeg vil selvfølgelig gå ind til forhandlingerne med et åbent sind. Men det ville være dumt af mig at sige nu, hvad jeg er parat til at give afkald på,” sagde kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, da hun på et pressemøde i sidste uge offentliggjorde regeringens udspil til en fireårig medieaftale. Meget tyder dog på, at hun hellere må forberede sig på at indgå kompromiser. For udspillet har ikke mødt mange rosende ord eller imødekommenhed fra hverken højre eller venstre side af Folketingssalen. “Det er et udspil, der læner sig tilbage i tiden til dengang der var statsmonopol,” siger de konservatives medieordfører Brian Mikkelsen. Åge Frandsen fra SF mener, at der er flere gode ting i udspillet. “Men der er så stor uenighed om de ting, der er blevet lagt frem, at det kan ende med, at vi vedtager noget, som ingen egentlig kan gå ind for.” Især placeringen af den fjerde radiokanal hos TV 2 har skabt splid. Men det tager kulturministeren meget roligt. “Jeg vil ikke gå efter et bredt forlig. For det har været meget svært at manøvrere i det eksisterende,” siger Elsebeth Gerner Nielsen.
Dagblade i fælles front Ni store danske dagblade søgte i fællesskab i begyndelsen af marts om at få den fjerde radiokanal. Politiken, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, Berlingske Tidende, B.T., De Tre Stiftstidender og JydskeVestkysten måtte skuffede konstatere, at kulturministeren hellere ville støtte de elektroniske medier end dagbladene. Den fælles front fra dagbladene må ellers betegnes som historisk, fordi dagbladsmarkedet er præget af en hård kamp om læsere og annoncer. “Jeg er både skuffet og overrasket over, at det meget omtalte og ønskede monopolbrud alligevel ikke bliver en realitet. Og jeg er meget betænkelig ved, at TV 2 for li-censmidler får yderligere mulighed for at konkurrere på annoncemarkedet,” siger Lars Henrik Munch, direktør i Politikens Hus. Han mener dog ikke, at alt håb er ude. Og det giver Brian Mikkelsen ham ret i: “Jeg kan ikke se noget flertal for, at kanalen skal ende hos TV 2.” Det samme problem påpeger flere andre politikere, som JOURNALISTEN har talt med. Medieforsker Anker Brink Lund fra Syddansk Universitet mener, at det er en god idé, at give dagbladene radiokanalen. Blandt andet fordi en stor undersøgelse af nyhedsstrømmen, som han er i gang med, peger på, at det hovedsageligt er den skrevne presse, der ideudvikler og laver selvstændige nyheder. “Derfor er det meget vigtigt, at det øverste led i fødekæden fungerer, og at vi dermed beholder en mangfoldig bladstruktur. Ellers får hele branchen problemer. En radiokanal kan være med til at redde bladenes økonomi.” Også medieforsker Jørgen Poulsen fra RUC ser positivt på ansøgningen. “Aviserne har indbygget i deres kultur, at de opfører sig mere journalistisk end kommercielt, selvom de egentlig også skal tjene penge. Derfor vil de prioritere det, frem for at gå efter høje lyttertal.” Socialdemokratiets medie-ordfører Søren Hansen lægger ikke skjul på, at han absolut ikke ville have peget på TV 2. Dermed er det kun de Radikale, der er stemt for kanalen på Kvægtorvet. “Jeg gik med til TV 2 for at sikre husfreden. Men nu skal vi til at forhandle med andre partier, og så kan der jo ske så meget andet godt,” siger han.
|
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.