search

Kanonisering

Uhyggeligt. Aldrig har pressen præsteret et år så stopfyldt med selvrosende mediekampagner som 2006.Den hårdtprøvede befolkning blev formelig bombarderet med klichéer om de danske mediers fortræffeligheder, og selv den mindste relancering, formatændring eller omstrukturering blev promoveret som selve Jesu genopstandelse.Selvrosen udgik med lige stor kraft fra gamle gigtknirkende dagblade, strømlinede gratisaviser og reklamehungrende tv-kanaler.

Uhyggeligt. Aldrig har pressen præsteret et år så stopfyldt med selvrosende mediekampagner som 2006.

Den hårdtprøvede befolkning blev formelig bombarderet med klichéer om de danske mediers fortræffeligheder, og selv den mindste relancering, formatændring eller omstrukturering blev promoveret som selve Jesu genopstandelse.

Selvrosen udgik med lige stor kraft fra gamle gigtknirkende dagblade, strømlinede gratisaviser og reklamehungrende tv-kanaler.

Paradoksalt nok var uopfindsomheden lige så himmelråbende – aldrig har man heller set så megen varm luft sluppet løs på så kort tid. Her blot et lille udpluk af årets slaglinjer: »… avisen med de overraskende nyheder« (Ekstra Bladet), »… vi sætter den folkelige dagsorden« (B.T.), »… ord der fører til noget« (Berlingske), »… en moderne avis til travle danskere« (24timer), »… til den moderne, krævende og travle seer« (TV Avisen), »… en ny måde at se nyheder på« (TV 2 News) – og så videre. Genialt, ikke …

Måske unddrager produkterne sig bare præcis beskrivelse, når det virkelig gælder. Men det kan også være, fordi de fleste 'satsninger' blot var ældgammelt indhold proppet i nye snedige former, hvilket sproget ubønhørligt afslørede!

Måske er hemmeligheden, at radio-, tv- og bladjournalister kunne levere fremragende produkter, hvis mediebosserne i stedet koncentrerede sig om kreative rammer, inspirerende modspil og fantasifulde chefer – hvilket lige præcis er de tre støttepiller, der spares på, så man kan få råd til strømmene af ubærlige kampagner for produkter »i verdensklasse«.

Sandheden er, at de fleste medier er dårligere end deres journalister. Altså dårligere end de behøvede at være. Dét er dælme uhyggeligt.

I stadig større grad rammer selvkanoniseringen nu også vor helt egen verden – med et kildevæld af priser fra Kravling og Spadestik til Se og Hør og Odd Fellowship – og endnu flere muligheder for at fortælle befolkningen, hvor go'e vi er.

Her afslører årets Cavling-opløb også et andet problem: Meget få kolleger har overhovedet tid (eller lyst?) til at finde, følge og belønne kolleger, de slet ikke kender. Vi kanoniserer igen vore egne folk og medier. Rent praktisk kan det være tidskrævende at researche og skrive en indstilling af en kandidat, der ikke lige rumsterer i éns eget bagland. I Cavling-feltet er det ikke nok med bare et navn og et par stikord. Der skal være begrundelser, vedlagt materiale og så videre.

Resultatet er, at vi alle indstiller dem, vi har mest forstand på – eller kan få direkte hjælp fra – ofte fra eget medie. Det sikrer jo også, at projekter, man aner storheden i, helt sikkert kommer i betragtning.

Således udgøres Cavlingdysten i højere og højere grad af små fortættede lommer af 'interessegrupper'. At finde en 'fremmed' indstilling er som at lede efter en nål i en høstak (undskyld klichéen!).

Findes der en beskeden journalist et sted derude – som tror på den 'rene indstilling' – er hun uhjælpeligt til grin. Sådan en særling vil sandsynligvis aldrig komme til at glimte på pressens egen himmelbue.

Erik Valeur er ansat på forbrugerbladet TÆNK og skriver mediekritiske kommentarer i Politiken og Jyllands-Posten.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen