Hvis man som professionsbachelor i journalistik gerne vil bygge en kandidat oven på sin uddannelse, så kan det fra næste år kun gøres et sted i landet – på Syddansk Universitet i Odense.
Efter otte år lukker Aarhus Universitet næste år linjen cand.public. for journalister.
»Vi lægger uddannelsen i dvale. Vi har stadig tilladelse til at udbyde den. Men over en årrække har vi aldrig været i stand til at tiltrække mere end 15-20 studerende per årgang. Samtidig falder en del fra, fordi de får job undervejs. Det er ikke godt nok, hverken i forhold til økonomien eller studiemiljøet,« siger centerleder Unni From fra Center for Journalistiske Universitetsuddannelser på Aarhus Universitet.
Hun understreger, at Aarhus Universitet rigtig gerne vil kunne tilbyde en kandidatuddannelse for journalister igen.
»Men vi skal være ret sikre på at have en volumen på cirka 25 studerende per årgang, før vi åbner uddannelsen igen. Som det er nu, vil vi forsøge at hjælpe interesserede journalister ind på nogle af de eksisterende kandidatuddannelser, der hvor det er muligt at få en særlig godkendelse eller merit som professionsbachelor,« siger Unni From.
Har I ikke været gode nok til at markedsføre uddannelsen?
»Jeg synes, vi har taget mange initiativer både fagligt for at forbedre produktet og i forhold til at kommunikere og markedsføre uddannelsen. Vi har blandt andet holdt en masse studievejledningsseancer med de studerende på Journalisthøjskolen, hvor vi har fortalt om uddannelsen. Jeg kan ikke helt se, hvad vi mere kunne gøre. Men det er noget af det, vi går og overvejer,« siger Unni From.
Fra 2017 kan uddannelsen til cand.public. på Aarhus Universitet kun tages af akademiske bachelorer, der ønsker at bygge journalistiske kompetencer oven på deres uddannelse. Den linje har der været stor interesse for gennem alle årene. Også så stor interesse, at der er adgangsbegrænsning.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.