Kandidaterne skal komme med en lokal vinkel

Valgkampens landsdækkende emner går igen i Helsingør Dagblad, men de vinkles lokalt. Den politiske redaktør må sige nej til de fleste henvendelser fra folketingskandidater.

Valgkampens landsdækkende emner går igen i Helsingør Dagblad, men de vinkles lokalt. Den politiske redaktør må sige nej til de fleste henvendelser fra folketingskandidater.

Rød blok mod blå blok. Betalingsring, 12 minutter og sygehuse. Mange af de landsdækkende mediers politiske emner kører også i Helsingør Dagblad. Men det kræver en lokal vinkel, hvis folketingskandidater skal have adgang til spalterne, fortæller avisens politiske redaktør Jesper Munch Nielsen til Journalisten.dk

»Jeg får utroligt mange henvendelser fra kandidater med forslag til historier, de mener vi skal skrive om. Det gælder både lokale kandidater og kandidater opstillet i Nordsjælland, som har kampagnefolk siddende på Christiansborg til at gøre arbejdet«

Jesper Munch Nielsen må dog sig nej tak til mange.

»Jeg prøver at dele sol og vind lige, men jeg siger nej til det meste, hvis det ikke har en lokal vinkel«.

Historierne i Helsingør Dagblad er ofte de samme som de landsdækkende medier, men det vinkles på de lokale konsekvenser, fortæller Jesper Munch Nielsen. For eksempel står Helsingør sygehus til lukning og mange pendlere bor i Helsingør. Derfor er rød bloks forslag om en betalingsring rundt om København interessant for dem.

Ved sidste valg kom Dansk Folkepartis Malene Harpsøe i folketinget. Hun genopstiller ikke, så spidskandidaterne er denne gang blandt andre Socialdemokraten Thomas Horn, Venstres Hans Andersen og Dansk Folkepartis Finn Rudaizky.

Jesper Munch Nielsen har i dag blandt andet skrevet om et valgmøde på Espergærde Gymnasium med blandt andre Maria Gjerding fra Enhedslisten, Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti og og Thomas Horn fra Socialdemokraterne.

Ifølge Jesper Munch Nielsen er Helsingør Dagblads konkurrenter under valget TV 2 Lorry og Frederiksborg Amtsavis, der en lokalredaktion i Helsingør. Det særlige ved valget denne gang er, at valgkampen reelt allerede har kørt i længe.

»Det betyder, at mange vinkler allerede er blevet afdækket og derfor handler det nu om valget mellem rød eller blå blok«

STUEGANG: Op til valget går Journalisten løbende stuegang hos journalister, kommunikationsfolk, redaktører og kandidater til folketinget

0 Kommentarer