search

Kan webfolk blive for begejstrede ?

For lidt mere end tre år siden blev jeg og en håndfuld andre onlinekommunikatører kritiseret for at være for begejstrede. 

For lidt mere end tre år siden blev jeg og en håndfuld andre onlinekommunikatører kritiseret for at være for begejstrede. 

Det skete på en session, som vi holdt på Journalistforbundets Fagfestival – november 2006 . Vi fortalte om alle de nyttige onlineværktøjer og discipliner, som vi mente kunne tilføre journalister og journalistikken yderligere kvalitet, nerve og morskab. 

Det fik pudsigt nok en fremtrædende forsker i medier til at stille følgende spørgsmål: "Hvordan kan det være at sådan nogen som jer, der fortæller om onlinekommunikation, altid er så begejstrede? I minder om vækkelsesprædikanter, når I prædiker om fordelene ved netkommunikation."

Det undrede os godt nok. Tænk, at det skulle være et kritikpunkt at være begejstret over de nyttige værktøjer, der kan gøre ens arbejde nemmere, mere nyttigt og øge kvaliteten af det? Det forstod vi ikke, og det svarede vi forskeren.

Imidlertid har jeg mødt den holdning andre steder – på redaktioner, i kommentarer på min blog og på studiesteder: "Du og ligesindede er lalleglade webnørder, der prædiker ét evangelium: Webevangeliet. I ser kun fordelene – ikke realiteterne for de journalister, der skal arbejde i et presset dagligdag med de værktøjer".

Utålmodighed
Jeg erkender blankt, at jeg og mange ligesindede er utålmodige på journalistikken og kommunikationens vegne, når det drejer sig om at bruge og eksperimentere med de værktøjer, der er myldret frem – blogs, wikier, online foto- og videotjenester, bogmærketjenester, interaktive grafer, Flash etc.

Det er værktøjer, der gør kommunikation nemmere og sjovere – og det jubler vi over vidt og bredt. Her i Journalisten.dks univers har blogkollega Filip Wallberg jublet, Mads Kristensen har jublet og undertegnede har jublet.

Og det støder måske nogen væk.

Hvis en journalister sidder på en travl redaktion med krav om fire – fem onlinenyheder fra vedkommendes hånd på en dag eller en kommunikationskonsulent er placeret i en kommunikationsafdeling med krav om at få direktøren i et større medie flere gange om måneden: ja, så virker min utålmodighed med kommunikatørernes onlineudfoldelser formentligt utidige.

I sprinten mod næste deadline kan det virke uoverskueligt at skulle spekulere over kreativ formidling på flere platforme og dialog med læsere, kunder og brugere. Det bliver opfattet som ekstra-opgaver, som klistres på en i forvejen bred pallette af kommunikationsformer på den enkelte historie.

Det handler – tror jeg  – især om tid. Den er der blevet mindre af for producerende journalister og kommunikatører. 

Sløvhed eller bekymring
Det kan jeg godt sætte mig ind i – modsat et par yngre webkommunikatører, som jeg sad i møde med for nylig. Vi drøftede kurser og workshops til journalister og kommunikationsmedarbejdere. Emner: "Sådan kommer du igang med Twitter" , "Sådan søger researcher du med Twitter og Facebook", "Sådan sætter du en page op i Facebook" . "Sådan optager og uploader du video til nettet". 

"Arj", lød de tos kommentarer. "Dét ved folk sgudda godt." 

Da jeg og en anden mødedeltager, der er erfaren underviser i de nyeste teknologier, bedyrede, at det gjorde mange kommunikatører ikke, spruttede de to webkommunikatører:

"Jamen, hvor er journalisternes nysgerrighed. Lysten til at prøve noget nyt – også fagligt. Det er så basale færdigheder i 2010. Hvorfor kan de ikke se det ?", lød det fra dem.

Ja, hvorfor prøver flere journalister og kommunikatører ikke fagre nye webverden? 

Jeg for min del svarede, at ja, journalister og kommunikationsfolk er konservative og umiddelbare lunkne ved forandring ( som de fleste andre faggrupper ) – og ja, de er småskeptiske ved nye teknologier: Twitter, Facebook, mobil journalistik , linkjournalism.

Fordi det for dem umiddelbart blot er endnu et nyt system, ny arbejdsmetode og nyt softwareprogram, som de skal lære – og som de frygter vil presse dem endnu mere rent tidsmæssigt. De kan ikke umiddelbart se , hvordan det gavner dem og deres arbejde endsige kompetencer. 

Dét skal de overbevises om – og det skal jeg og andre webentusiaster i højere grad tage højde for, end vi måske hidtil har gjort. 

Begejstring skal råde
Hvis vi kun reagerer med hovedrysten, når journalister og kommunikatører ikke lige ser web 2.0-lyset med det vuns, optræder vi i deres øjne som en arrogant sekt.

Begejstringen for webmulighederne skal ikke gemmes væk. Den skal råde, men den skal formidles med øje for, at modtagerne kan have gode personlige indvendinger mod at kaste sig ud i det – eller være omgivet af chefer, der ikke vil give rum til webeksperimenter.

Men hvad mener du?

Er webentusiaster som mig for begejstrede for vores eget budskab og overser de hårde realiteter på redaktioner og i kommunikationsafdelinger?

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen