Kan man vise børn et billede af en terrorist?

Et overgreb på børn. Sådan lød kritikken af Berlingskes børneavis Kids’ News, da den blev lanceret for halvandet år siden.

Afsender var forfatter Erik Lindsø i en kronik i Kristeligt Dagblad. Samtidig skrev avisen, at nyheder ifølge forskning skræmmer børn mere end fantasiuhyrer.

”Det er, når den fornuftsprægede voksenforstand vokser os over hovedet, at vi sender nyheder for børn. Børn skal overhovedet ikke vide noget som helst om krigen i Syrien eller konflikten på Krim,” skrev Erik Lindsø og opfordrede til, at man forsøgte at skærme børn fra nyhedsstrømmen.

Siden har Erik Lindsø i en periode holdt Kids’ News.

»De slipper uheldigt fra det. Voksenverdenen rager ikke børn. Børn skal have nogle gode fortællinger, hvor det onde kæmper mod det gode, og det gode vinder. Og det gør det ikke i virkeligheden. Virkeligheden er altid værre end fortællingen,« siger Erik Lindsø.

Nyheder til børn. Her i redaktionens lokaler er det Marie Kampmann (grafisk designer) tv, Thorkil Jacobsen (Journalist) i midten og redaktør Jonas Stenbæk Christoffersen.
Foto: Jacob Nielsen

Kids’ News redaktør, Jonas Stenbæk Christoffersen, mener, det er umuligt at skærme børn mod nyheder.

»De læser Metroxpress eller er i stuen, mens TV 2 News kører. Derfor er det godt, at der er nogen, som forklarer nyheder på deres præmisser,« siger Jonas Stenbæk Christoffersen og understreger, at Kids’ News skal være et supplement til lærere og forældre i deres samtaler med børn.

»Man skal kunne tale om tingene. Det er også det, der ifølge fagkundskaben bedst tager skrækken fra børn,« siger han.

Jonas Stenbæk Christoffersen bakkes op af Johanne Elvers Madsen, master i børnelitteratur og børnebibliotekar på Gentofte Hovedbibliotek.

”Jeg mener ikke, man kan give børn skyklapper på. Børns egne tanker og forestillinger om det, de hører og ser, er ofte værre, hvis ikke der bliver talt om det,” skriver Johanne Elvers Madsen.

Kids’ News’ prisvindende forside fra dagene efter Charlie Hebdo-angrebet i Paris.
Foto: Kids’ News

Udfordrende opgaver

Avisen har i sin levetid skrevet om flystyrt, Boko Harams hærgen og Danmarks krigsdeltagelse. I juli vandt avisen endda sølvprisen ved World Young Reader Prize for sin dækning af terrorangrebet på Charlie Hebdo i Paris.

Senest har avisen kastet sig ud i at forklare situationen med de mange flygtninge, som krydser den danske grænse fra Tyskland. En selv for almindelige aviser etisk udfordrende opgave. Og om muligt endnu mere for Kids’ News.

»Vi har ikke ønsket at blande os for meget i debatten om, hvad der skal ske med flygtningene. Om vi skal hjælpe dem her eller andre steder. De unge læsere har ikke forudsætning for at forstå den debat endnu,« siger redaktør Jonas Stenbæk Christoffersen.

I stedet har Kids’ News forklaret situationen faktuelt med pædagogiske pile og korte tekster, som forklarer, hvorfra flygtningene kommer, og hvor mange der er.

»Den aktuelle debat har været meget intens, og det gør, at det kan blive meget mudret, hvad børn hører. Derfor giver vi faktuelle svar på faktuelle spørgsmål. Det fjerner den konkrete forvirring, læserne sidder med,« siger han.

Samtidig har Kids’ News hovedsageligt valgt at bruge ordet flygtning frem for migrant i deres artikler. Det gør avisen, fordi det er det ord, børnene forbinder med sagen. Og så har de også forklaret, at der kan være migranter, som også kommer til Danmark, for ikke at gøre avisens dækning unuanceret.

Kids’ News’ bud på et børnevenligt overblik over flygtningesituationen.
Foto: Kids’ News

Når det kommer tæt på

Da 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein i februar 2015 affyrede 28 skud mod kulturhuset Krudttønden i København, fortalte Kids’ News også om det.

På forsiden stod der både “København blev angrebet”, ”Danmark tændte lys for de døde” og ”Sådan taler du om sagen”. Inde i avisen var fem sider dedikeret til hændelserne.

»Det var så massivt dækket, at det ikke kunne undgå at sive ned til børn. Så det affødte selvfølgelig spørgsmål hos dem. Det er vigtigt at hjælpe dem med at håndtere det, når det kommer så tæt på,« siger Jonas Stenbæk Christoffersen.

I avisen var en detaljeret og konkret gennemgang af angrebet ledsaget af et billede af drabsmanden Omar Abdel Hamid El-Hussein. Det samme billede, som landet over var blevet bragt af aviser, der kaldte ham terrorist.

»Vi valgte at tage ham med, fordi børnene havde brug for at se ham. Når vi skriver om en gerningsmand, terrorist eller forbryder i en sag som denne, så er det vigtigt. Ellers kan den onde hurtigt vokse sig til noget meget større og mere farligt i deres fantasi. Et uhyre eller et monster,« siger Jonas Stenbæk Christoffersen.

Johanne Elvers Madsen, master i børnelitteratur, forklarer, at børn har behov for at få forklaret nyhederne.

”Derfor er det vigtigt, at nyheder, lige så vel som alt andet, der hører til verden, formidles til børn. Det er en del af børns dannelse at blive inddraget og få stillet nysgerrigheden,” skriver hun.

Opslag fra Kids’ News, der efter terrorangrebet i København samler trådene for børnene.
Foto: Kids’ News

Redaktør: Vi skal ikke gøre det mere dramatisk, end det er

Kids’ News skriver først historierne, når avisen kan give børnene en sikker udgang på fortællingen, understreger Jonas Stenbæk Christoffersen. Når de ved, at sagen er ovre, at alle perspektiver er med, at de kriminelle er fanget, eller når de kan sige, at godt nok sker de her forfærdelige ting, men det er ikke farligt for børn.

»Vores vigtigste etiske overvejelse var at skabe mere tryghed. Vi skulle ikke gøre det mere dramatisk, end det var, og vi skulle ikke spekulere eller åbne historien. Vi skal give dem svar på deres spørgsmål, så de bliver mindre forvirrede, når de har læst historien,« siger Jonas Stenbæk Christoffersen.

Etiske overvejelser er også en vigtig del af små historier på Kids’ News. Ved en historie, hvor Noah på syv år har ringet til brandvæsenet og advaret om en bil i brand, undlader journalist Thorkil Jacobsen at skrive et råd fra brandvæsenet om, at børn skal lægge en flugtplan sammen med forældrene.

»Det lyder som noget, hvor deres fantasi løber løbsk. Og har de så pludselig ansvar for også at redde deres søskende? Det kan små børn selvfølgelig ikke have,« siger Thorkil Jacobsen, der til gengæld i sine råd til børnene skriver, at de kan spørge deres forældre, om de har en brandalarm.

»Det var meget konkret, så det ville jeg gerne have med. Vi må ikke pirke børnenes fantasi for meget, fordi den er så levende i forvejen,« siger Thorkil Jacobsen.

Og så sørger avisen for at inddrage børns tanker og følelser, så læserne har noget at spejle sig i.

»Lad os tage det fly, der blev skudt ned over Ukraine. Her var det store spørgsmål hos børn ikke, hvad det betød for de diplomatiske forbindelser i regionen, men om det stadig var trygt for dem at flyve på sommerferie. De har jo deres egne refleksioner om verden,« siger redaktør Jonas Stenbæk Christoffersen.

Kids’ News’ forside fra 4. september 2015.
Foto: Kids’ News

Kids’ News: Berlingskes nye børneavis. Kids’ News blev lanceret i april 2014 og er siden udkommet hver fredag i ugen. Har ansat to journalister, en praktikant og en redaktør. Skriver til børn i målgruppen 6-12 år.

 

 

 

 

Kopier link
data_usage
chevron_left
chevron_right