Tidligere på ugen bragte Journalisten et interview med fotojournalist Christian Als, som sammen med sin kollega Kristoffer Juel Poulsen netop er vendt hjem fra en usædvanlig reportagerejse til den græske ø Lesbos.

På turen skulle de to fotografer dels købe og uddele nødhjælp med donationer fra en indsamling, de selv havde startet, og dels lave en minidokumentar om flygtningenes forhold på øen, der oplever massive flygtningestrømme.

Projektet rejser et principielt spørgsmål om journalistrollen. For kan man være nødhjælpsarbejder og dokumentarist på samme tid, uden det går ud over etikken og troværdigheden?

Vi har spurgt en rektor, en underviser og to fotochefer, hvad de mener om det principielle spørgsmål. Og selv om der over hele linjen er respekt for Christian Als og Kristoffer Poulsens arbejde, deler spørgsmålet vandene.

Underviser: Det skurer i ørerne 

En af dem, der hælder til at svare nej til spørgsmålet om, om man kan være nødhjælpsarbejder og dokumentarist på samme tid, er Søren Pagter, underviser og leder af fotojournalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX).

»Jeg har stor respekt og sympati for, at man gerne vil hjælpe. Men hvis man hæver sig lidt op på piedestalen og kigger ned, så skurrer kombination i ørerne. Det bliver mudret for læserne og kilderne at finde ud af, hvad man er, når man er i felten: Er man uafhængig journalist – eller er man nødhjælpsarbejder og part i sagen? Det er en gråzone med mange etiske udfordringer,« siger Søren Pagter.

Han nævner også, at man ved at dele nødhjælp ud som journalist i konflikt- og krisområder kan være med til at skabe en forventning hos kilderne om, at de skal have en form for betaling for at stille op.

Rektor på samme skole, Jens Otte Kjær Hansen, har en lidt anden opfattelse:

»Mit svar er som udgangspunkt, at ja, det kan man godt. Men når jeg siger ja, er det med den afgørende tilføjelse, at det forudsætter, at man er helt klar og åben om, hvad man gør over for læserne,« siger han. 

Rektor: OK, så længe man er åben

Ifølge Jens Otto Kjær Hansen er det et generelt fænomen, at den konventionelle opfattelse af journalistrollen bliver udfordret i de her år:

»Idéen om, hvad det vil sige at være og arbejde som journalist, er under forandring. Den traditionelle rolle, hvor journalisten er en passiv tilskuer, er ikke længere rummelig nok som eneste mulighed i den tid, vi lever i. Der bliver flere måder at være det på,« siger han.

På Journalisthøjskolen underviser I jo i, at man som journalist ikke må være i lommen på nogen, at man ikke må købe sine kilder osv. Er det ikke netop det, der kommer til at ske her?

»Ikke nødvendigvis. Og man er jo altid i et eller andet afhængighedsforhold til sine kilder. Pointen er bare, at man skal være helt åben om relationen. Journalistikken kan holde til meget, hvis man deklarerer åbent. Så hvis man har givet noget i bytte, skal man være åben om det,« siger han.

Hvor går grænsen så – kan man også give penge til en kilde?

»Det ville være et skidt princip, hvis det var normen. Men det er en verden med svære grænser,« siger Jens Otto Kjær Hansen.

Politiken: Det kan man sagtens

Thomas Borberg, fotochef på Politiken, er enig med Jens Otto Kjær Hansen i, at åbenhed er alfa og omega, hvis man som Christian Als og Krisoffer Juel Poulsen er afsted som nødhjælpsarbejder og dokumentarist samtidig.

»Jeg mener principielt sagtens, man kan gøre det – det hedder jo aktiv journalistik. Man skal bare tone rent flag,« siger han.

Hvad ville du sige, hvis en af dine fotografer kom og ville gøre det samme?

»Det er svært at svare kategorisk ja eller nej. Vores etiske regelsæt på en avis er jo strammere end dem, Christian Als arbejder efter som freelancer. Men jeg tror godt, vi kunne gøre det på Politiken – vi har før været aktivistiske. Vi ville være ekstremt bevidste om, hvad vi gør, og hvordan vi gør det. For det er klart, at der kan være en interessekonflikt, og som avis skal vi holde os ude af interesser,« siger Thomas Borberg.

JP:  Det ville ikke gå her

Fra Jyllands-Postens fotochef Brian Karmark, lyder svaret på samme spørgsmål anderledes:

»Det ville være problematisk, hvis vi som mediehus gik ind og gjorde den slags. Det ser jeg ikke som realistisk. Christian Als og Kristoffer Juel Poulsen har lavet deres projekt af et godt hjerte, og det skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Men der ligger for mange etiske fælder i det, til at vi kunne gøre noget lignende,« siger han.

Brian Karmark nævner blandt andet, at det kunne blive tolket, som om Jyllands-Posten tog aktivt stilling til et politisk emne, hvis de på den måde tog del i at hjælpe for eksempel flygtninge på en reportagerejse.

»Og fordi vi er uafhængig avis, kan vi jo ikke få skudt det i skoene. Noget af det kritiske risikerer også at gå tabt, når man selv både er organisator og fortæller i sådan et projekt her. Og relationerne til kilderne kan blive problematisk, når der indgår en transaktion af nødhjælp i forholdet,« siger Brian Karmark og tilføjer:

»Men det er ikke sort-hvidt. For vi er selvfølgelig alle sammen mennesker, og hvis man på en reportage ser et barn, som er ved at dø af tørst, og man selv har en flaske vand i lommen – så giver du den da videre.«

Als: Præmissen var en anden 

Christian Als selv er ikke overrasket over, at hans og Kristoffers projekt deler vandene.

»Det var et meget specielt projekt, fordi situationen på Lesbos er meget unik. Så selvom jeg synes, det var en inspirerende måde at arbejde på, er jeg ikke sikker på, man ville kunne gøre det samme,« siger Christian Als.

Har kritikerne ikke ret i, at det kritiske risikerer at gå tabt, når man tager afsted, som I gjorde?

»Jeg forholder mig selvfølgelig altid kritisk, men præmissen for den her rejse har fra starten været en anden. Jeg forholder mig kritisk over for de menensker, jeg møder, og er ikke gået på kompomis med det princip. Men vi er gået efter at lave en meget nær personlig fortælling, som benytter sig mere af filmiske greb end den gængse nyhedsfortælling,« siger han.

Er der alligevel ikke risiko for, at man kommer til at købe sine kilder ved også at dele nødhjælp ud til dem?

»Sådan oplevede jeg det ikke. Vi arbejdede meget mere opdelt, og vi stod aldrig i en situation, hvor vi delte nødhjælp ud med ene hånd og filmede med den anden. Og jeg vil gerne understrege, at ingen i vores film er blevet købt,« siger han.

Kan I ikke have været med til at skabe en forventning om, at de journalister, der kommer efter jer, også har noget med? 

»Det er en meget interessant vinkel, men den er også meget tænkt. Jeg køber den ikke helt. Ikke i en desperat situation som den på Lesbos, hvor folk er ved at dø af tørst, og vi giver dem vand. Det tror jeg ikke er med til at skabe nogen forventning,« siger Christian Als.