Kan man tjene penge på ”fotojournalistikkens Uber”?

Fotografer har i snart et år kunnet sælge deres billeder via appen Byrd. Vi har spurgt to fotografer, om det er en god forretning. ”Det er begrænset, hvad man kan tjene, når prisen ligger på 25 euro per billede,” siger fotograf Steven Knap
  • Pressefoto
    Christian Thiesen og brødrene Mikkel Westphal Stephensen og Morten Westphal Stephensen startede Byrd i foråret 2017. I dag har appen omkring 20.000 brugere.
12.03.2018 · 13:10

Appen Byrd har eksisteret i cirka 10 måneder. Her kan alle med et kamera eller smartphone uploade billeder og videoer og sælge til interesserede medier – eksempelvis Ekstra Bladet eller Politikens Lokalaviser.

Medier, der abonnerer på appen, kan også udsende opgaver til appens brugere. Prisen per billede er 186 kroner (25 euro), uanset om fotografen er amatør eller professionel – herfra går 60 procent til fotografen.

Da Byrd kom til Danmark, udtalte formand for Pressefotografforbundet Lars Lindskov, at appen var fotojournalistikkens Uber – en undergravning af branchen.

En sidebeskæftigelse

Men hvad mener fotograferne selv? Journalisten har talt med to af Byrds brugere.

Steven Knap er professionel pressefotograf og medlem af Dansk Journalistforbund.

Foto: Jacob Gren

 

Han sælger fotos igennem Byrd og nikker genkendende til, at prisen for et billede burde være højere. Indtil videre er platformen derfor blot en sidebeskæftigelse.

”Det er jo klart, at det er begrænset, hvad man kan tjene, når prisen ligger på 25 euro per billede. Men hvis priserne stiger i takt med, at medierne får øjnene endnu mere op for det, så får vi jo en platform, man kan bruge professionelt,” siger Steven Knap.

Men selv om appen ikke genererer den største indtjening for Steven Knap, fremhæver han en klar fordel ved Byrd.

”Det giver mulighed for at sælge til flere på en gang,” siger han.

Kan du forstå dem, der mener, det er undergravende for branchen?

”Ja, på sin vis. På nuværende tidspunkt. Men det står jo fotografen frit for, hvordan han vil sælge sit materiale. Det giver mulighed for at sælge til flere på en gang, og man slipper selv for en masse fodarbejde,” siger han.

Mindre besvær

Peter Bondo Gravesen er også fotograf og bruger af appen Byrd. Han er reklamefotograf og ikke pressefotograf, og Byrd giver ham derfor en mulighed, han ikke før har haft, idet han via appen kan komme i kontakt med medierne.

Foto: August Skjold Gravesen

Er 25 euro en ok pris for et billede, der er taget af en professionel?

”Når man tænker på, at det er et billede, der er taget på en telefon, og det går lynhurtigt, så er det meget godt. Foto er jo noget andet end dengang, man puttede en film i kameraet og gik i mørkekammeret. Det kan enhver gøre nu,” siger Peter Bondo Gravesen.

I gamle dage tog en reklamefotograf måske 15.000 kroner for en dag. Det gør de ikke nu, siger Peter Bondo Graversen.

”I kraft af at alle kan tage fotografier med deres telefoner, er markedet på en eller anden måde blevet udtømt. Og der passer Byrd fint ind, for så kan man stadig være med,” siger han.

Journalisternes forlængede arm

Ekstra Bladet og Politikens Lokalaviser i Østjylland var de første to medier til at teste Byrd sidste år. I dag har i alt 53 medier tilsluttet sig tjenesten – blandt andre TV Avisen, TV 2 Nyhederne, Woman og vordingborg.net.

Mikkel Westphal Stephensen er en af de tre Byrd-grundlæggere. Han fortæller, at Byrds vækst skyldes, at der har manglet brugergenereret indhold i nyhedsbilledet.

”Man fik ikke udnyttet muligheden for anderledes vinkler og bedre materiale på forskellige begivenheder. Derfor skulle medier være i stand til aktivt at bede om indhold fra steder, de ikke selv kunne være,” siger Mikkel Westphal Stephensen.

Også Politikens Lokalaviser i Østjylland mener, at billederne fra Byrd giver mulighed for tilstedeværelse.

”I Østjylland er vi 21 journalister i et geografisk område på størrelse med hele Nordsjælland og København. Vi kan ikke være alle steder, og derfor kan vi bruge Byrd som en forlænget arm. Læserne kan se, at avisen har været til stede, når vi bruger billeder fra Byrd,” siger ansvarshavende chefredaktør for Politikens Lokalaviser Claus Krogh.

Politikens Lokalaviser har ingen fotografer ansat, og derfor er det journalisterne selv, der tager billeder. Når journalisterne bestiller og køber billeder på Byrd, er fotograferne både amatører og professionelle.

Er kvaliteten den samme, som når journalisterne på Politikens Lokalavisen selv tager billederne?

”Når vores journalister selv tager billeder, er det ikke nødvendigvis dårlige billeder, men det er ikke pressefotograf-billeder. Den kvalitet, som fotograferne på Byrd kan levere, er derfor fin i vores kontekst.” siger Claus Krogh.

Et marked for Indieframe

Nu får Byrd en konkurrent på det danske marked.

Lars Brask og Cecilia Valsted, Foto: Me, Indieframe.com 

Navnet er Indieframe, og den ligner på mange områder Byrd. På Indieframe er prisen på billederne dog ikke fastlagt på forhånd.

”Vi mener ikke, vi er i stand til at prissætte. Folk prissætter selv, og når medierne udsender opgaver, prissætter de også selv. Og så møder de hinanden i en forhandling,” siger Cecilia Valsted, der sammen med Lars Brask er iværksætterne af Indieframe.

Cecilia Valsted fortæller, at danske medier som DR, TV 2, Ekstra Bladet og Jysk Fynske Medier har vist interesse for et samarbejde.

”Ingen medier siger nej. Alle siger, at de har brug for det her,” siger Cecilia Valsted.

Hun mener, at der er et stort marked for Indieframe i Danmark, da salget af billeder er blevet centraliseret hos især Ritzau Scanpix.

”Der er masser af lokale historier i Danmark, der ikke bliver fortalt,” siger hun.

Rettet 15. marts kl. 16.06: Tidligere stod der, at Politiken har udvist interesse for samarbejdet. Det afviser Politiken. 

Opdatering 16. marts kl. 16.44: Journalisten har rakt ud til DR, TV 2, Ekstra Bladet og Jysk Fynske Medier for at få be- eller afkræftet, om de har vist interesse for samarbejde med Indieframe. Vi afventer svar fra DR, TV 2 og Jysk Fynske Medier. På Ekstra Bladet skriver fotochef Jakob Boserup:

"For nuværende har vi ikke et samarbejde med Indieframe. 

Men Billedredaktionen på Ekstra Bladet interesserer sig for hele markedet for nyhedsbilleder.

Og vi holder vågent øje med nye tiltag.

Indieframe er et eksempel på dette.

Men indholdet er afgørende for os, og lige nu er Indieframes indhold ikke så relevant for os.

Men selve platformen, den tekniske løsning, er spændende. At en fotograf kan sætte sine billeder til salg via en app på telefonen.

Tænk hvis Pressefotografforbundet havde en tilsvarende teknisk løsning, som de stillede til rådighed for freelance pressefotografer og fotojournalister. Og hvor fotograferne selv satte prisen.

Det ville være som at have sit eget billedbureau. I lommen…. Og kunderne ville kunne købe kvalitets-fotografi lavet af uddannede fotografer."

 

Kommentar

14/03/2018 - 07:42

Henrik Lind Jørgensen

"Der er masser af lokale historier, der ikke bliver fortalt," siger Cecilia Valsted. Det har hun unægtelig ret i, men det store spørgsmål - som jeg desværre heller ikke kender svaret på - er jo, om disse historier kommer frem ved hjælp af Indieframe. Jeg er skeptisk, men jeg lader mig gerne overbevise. Min egen erfaring fra tiden i dagspressen var, at det er svært at få tip fra de helt almindelige mennesker, da man jo ikke har et forhold til dem. Avisen - eller mediehuset - er "et sted" og ikke personer. En avis, jeg har arbejdet på, prøvede for mange år siden, da nettet stadig var ungt, med "digitale meddelere". Ideen var virkeligt god. Meddelerne blev præsenteret i avisen, men de blev vist ikke nurset nok, og det gled hurtigt ud i sandet. Jeg fornemmer på afstand, at TV2 Øst får en lind strøm af videoer fra folk - formentlig uden at betale en klejne - og TV2 Midt-Vest har i flere år kørt Mobilholdet.dk. Her er en stor flok på papiret og en mindre flok i praksis med til at skabe indhold på net, web og i tv, og i adskillige tilfælde inspirerer det også stationens journalister til at lave selvstændige indslag. Rigtigt godt tænkt og relativt godt udført - man skal bare lige have folkemængden med. Og netop der har jeg også min tvivl i forhold til Byrd og Indieframe. Er der et marked for at folk tager og sælger en masse fotos? Når der opstår nogle særlige situationer, er det så folk, der er på Byrd og Indieframe, der fanger dem? Og kan de etablerede medier nå et stykke af vejen selv - uden et mellemled? Det bliver spændende at følge. Det er af gode grunde umuligt at vurdere, hvor meget aktivitet, der er i virksomhederne, og hvad leverandørerne får ud af det, når man ikke har adgang til omsætning eller medieovervåger. Men det bliver spændende at følge - som det er med så mange andre ting i mediebranchen. Det skal siges, at jeg er en rigtig dårlig forretningsmand, som hverken vil eller kan tjene penge på de fotos og video, jeg tager. Min lettere henholdende holdning til disse nye medier skal læses i den kontekst. Pøj, pøj til alle!

15/03/2018 - 19:28

Mette Lene

Jeg er meget enig Henrik. Det er lidt som om Byrd og Indieframe, forstår sig mere på teknologi end på nyhedsstrømmen og medievirkeligheden. I nogle lande kan det måske godt tænkes at tankegangen kan være "demokrati-fremmende", men jeg tvivler ærlig talt. Mest fordi den ligeså vel kan være det modsatte. Troværdig journalistik er demoktrati fremmende - ikke tilfældigt crowdsourcet indhold. Redaktører bør være meget varsomme med at anvende tilfældigt og uvalideret indhold. Det undrer mig at professionelle fotografer arbejder med crowdsourcing apps. Er det ikke lidt at save den gren over som man selv sidder på?!

16/03/2018 - 00:05

Mikkel Westphal Stephensen

@Henrik: jeg forstår din skepsis. Der er mange forsøg på redaktioner, der har slået fejl. Min overbevisning er, at det ikke fungerer, hvis man ikke har dedikeret medarbejdere, der kun beskæftiger sig med denne type platform og materiale. Indtil videre er jeg blevet positivt overrasket over, hvordan det er forløbet. Endnu engang tak for dit pøj pøj!

@Mette Lene:
Jeg forstår mig nu også en smule på nyhedsstrømmen. Før jeg stiftede Byrd, tilbragte jeg fem år som journalist på TV Avisen (som brugte Byrd-materiale så sent som her til aften). Hvad angår medievirkeligheden har min bror og medstifter været forretningsudvikler i JP/Politikens Hus (på JP og EB) og specialkonsulent på medieområdet i Slots- og Kulturstyrelsen før.

Det er sandt, at Byrd er en teknologiplatform, og det er netop derfor vi undgår "tilfædligt crowdsourcet indhold". Vi arbejder med nogle af de mest avancerede tekniske verificeringsmuligheder, der findes, og det er værktøjer jeg selv har undervist i på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Men selvom vi kan verificere begivenheders tidspunkt, lokation og oprindelse, kræver det selvfølgelig stadig journalistisk disciplin og kildekritik at bearbejde indhold fra fremmede kilder. Den udfordring findes der (mig bekendt) ingen teknologisk løsning på.

Dbh Mikkel

16/03/2018 - 09:09

Henrik Lind Jørgensen

@Mikkel - det er dejligt at mærke dit engagement også for at drøfte tingene. Tak for det. Jeg ved godt, der kan være relationer mellem virksomhed og kunde, der gør, at man ikke lige braldrer op med, at nu har en Byrd-fotograf leveret til det ene eller andet, men ellers kunne det være fedt, hvis I i højere grad fortalte, hvor jeres materiale bliver benyttet. Altså helt konkret. Jeg så ikke tv-aviser torsdag, og jeg ved heller ikke, om der er "Byrd-fotokredit", hvis jeg trawler igennem. Som antydet tidligere er jeg drevet af at kunne levere indhold i højere grad end at tjene kassen. Så længe, jeg har fast arbejde og pension (i øvrigt på en kontrakt, hvor jeg må levere hvad jeg vil...) vil det alligevel kun være , hvis jeg lige falder over noget, jeg vil uploade, så jeg bliver heldigvis ingen konkurrent til de professionelle fotografer. Det håber jeg i hvert fald ikke.

Seneste nyheder

24.09.2018 · 14:48

Avisen.dk kalder sig ikke længere uafhængig

Jakob Albrecht
24.09.2018 · 08:54

Kampvalg om formandsposten hos pressefotograferne i DJ

Maja Langberg
21.09.2018 · 15:20

DJ: Bonnier opfører sig urimeligt

Jakob Albrecht
21.09.2018 · 12:21

Kristeligt Dagblad laver netmedie

Jakob Albrecht

Seneste jobopslag

Kommunikations- og mediemedarbejder

EUC Lillebælt
Ansøgningsfrist: 07.10

Ekstra Bladet søger reportere til Jylland

Ekstra Bladet
Ansøgningsfrist: 21.10

Pressechef til DMI

DMI
Ansøgningsfrist: 05.10

Rektor til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 30.09

Kommunikationsmedarbejder til sociale medier og presse

Odense ZOO
Ansøgningsfrist: 07.10

Studentermedhjælper

LIF - Lægemiddelindustriforeningen
Ansøgningsfrist: 01.10

FOA søger digital kommunikationskonsulent

FOA
Ansøgningsfrist: 08.10

TV2 ØSTJYLLAND søger redaktør for journalistiske satsninger

TV2 Østjylland
Ansøgningsfrist: 12.10

Kommunikationskonsulent

Socialpædagogerne
Ansøgningsfrist: 07.10

Danskskrivende journalist til Slesvig

Flensborg Avis AG
Ansøgningsfrist: 27.09

Forlagsredaktør

Bibelselskabet
Ansøgningsfrist: 04.10

Pressechef til Danmarks Lærerforening

Danmarks Lærerforening
Ansøgningsfrist: 01.10

Kommunikationskonsulent

Patienterstatningen
Ansøgningsfrist: 04.10

SOME- OG CONTENT MANAGER

Roskilde Festival
Ansøgningsfrist: 30.09

Reporter til TV2 Nord

TV 2 Nord (Vi lukker annoncen ned, når vi har den rette ansøger)
Ansøgningsfrist: 28.09

Studiejob i FN Byen

Unicef Danmark
Ansøgningsfrist: 07.10