»Hvordan er det mon lige, at billedet af en fri fugl ser ud inde i de andres hoveder? Noget med at arrangere blomsteropsatser? Eller kysse små snotnæser?«

»Nå, hvad laver du så?«
»Jeg er freelancejournalist – selvstændig…«
Pause.
»Nårh…..«
Pause.
»Kan man leve af det…?«

Ja, jeg har personligt aldrig fundet den helt rammende uddybning, når bordherren for gud ved hvilken gang udtrykker sin medfølelse. Livet som fri fugl lader sig ikke sådan bure inde i en enkelt gylden replik.

15 år som selvstændig med en hyre pænt over gennemsnittet har efterhånden fået mine hjernevindinger til at falde til ro, og jeg afstår helst fra lange forklaringer.

Et stille smil som svar på det efterfølgende omsorgsfulde »det må sørme være hårdt« plejer at kunne ændre samtalens retning.

Og der er jo dybest set heller ingen etikette, der kræver, at man – bare fordi man er selvstændig og kvinde – absolut skal identificere sig med bankudtog og lignende. Jeg beder jo sådan set heller ikke om at se hans lønseddel.

Men indimellem må jeg så alligevel modvilligt forlade denne lidt tilbagelænede holdning. Jeg rykker lidt længere frem i stolen, når jeg endnu engang bliver mindet om, at denne manglende forståelse for livet som selvstændig journalist også hersker i bedste velgående blandt mine kolleger.

Det skete for eksempel, da jeg i min morgenavis læste følgende i en anmeldelse af en bog skrevet af to kvindelige freelance-kolleger – en håndbog for kvinder, der ønsker at spille med i magtspillet:

»Hvis det er så pokkers tiltrækkende at være leder, og hvis det er muligt for kvinder at lære spillet på direktionsgangen og vel at mærke overleve det, hvorfor er de to forfattere så nu begge 'selvstændige', som det så smukt hedder?«

Jeg bliver sgu så ærgerlig! Og kan ikke lade være med at spekulere over, om anmeldelsen havde haft denne snert af hånlighed, hvis bogens to forfattere havde været af hankøn?

Hvordan er det mon lige, at billedet af en fri fugl ser ud inde i de andres hoveder? Noget med at arrangere blomsteropsatser? Eller kysse små snotnæser? Mens man på sidesporets perron utålmodigt venter på, at det næste faste job skal komme forbi? Man kan kun forestille sig scenariet.

Desværre er det sådan, at snæversynet ikke begrænser sig til den endimensionelle opfattelse af selvstændige kvinders placering i samfundshierarkiet.

Holdninger som den beskrevne gennemsyrer også både vekslende regeringers uopfyldte løfter til små selvstændige og vores eget moderforbunds vage lønpolitik for og halvhjertede profilering af freelanceerhvervet gennem årene.

Og dét er straks mere konkret.

Som tidligere medlem af FreelanceGruppens bestyrelse har jeg ofte været med til at lede efter formlen, der skal få vores fastansatte kolleger til at forstå, at vores arbejde er lige så meget værd som deres.

Vores hovedargument har altid været krystalklart – i hvert fald for os selv – nemlig at solidariteten mellem løst- og fastansatte er en styrke.

Vi er dog helt tydeligt ikke lykkedes. De freelancere, der frister kassekreditten og vover at sælge deres arbejde til for eksempel dagblade eller elektroniske medier, får fortsat mindre for indsatsen end deres fastansatte kolleger.

Mon ikke mange journalister i dag, nu hvor guldurene er pantsat, og der ikke længere er den samme rummelighed i avis- og bladkrisernes snævre budgetter, beklager dette?

PS: Og jo, kære bordherre: Selvfølgelig kan man leve af at være selvstændig, se dig omkring i samfundet! Jeg kan dog fortælle dig, at de freelancere, der overlever, ikke umiddelbart har deres fastansatte artsfæller at takke for det.

* Marianne Rohweder er uddannet tandlæge. Hun indledte sin journalistkarriere som redaktør på et distriktsblad og har siden arbejdet som freelancejournalist og selvstændig i 15 år.