»Kan man holde gang i karrieren fra en skov ved Viborg?«

Journalistens freelancer Sanne Maja Funch havde gang i både kunder og karriere. Så fik manden et job i Holstebro. Nu passer hun butikken fra et rækkehus på kanten af heden, hvor eneste urbane livline er Karup Lufthavn 20 kilometer væk. Rapport fra Hald Ege

Jeg følte et øjebliks agtpågivenhed, første gang min kæreste talte om at flytte til Jylland. Det var i efteråret 2011, og Mortan kom hjem med en liste. Her skulle han skrive Danmarks kaserner i prioriteret rækkefølge og på den måde vælge, hvor han helst ville arbejde, når han blev færdig med sin uddannelse til officer.

Jeg er freelancejournalist, og mit arbejdsliv var i København. En del af tiden skrev jeg for Journalisten, der ligger på Gammel Strand. Meget af tiden sad jeg hos kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese og havde mit kontor på Strøget. Hele tiden mødtes jeg med kilder, kunder, redaktører og mere eller mindre løse kontakter over hele byen.

Mortan og jeg havde kun været kærester i halvandet år. Der var halvandet år til, at han overhovedet blev færdig med sin uddannelse. Listen på bordet og den virkelighed, den indebar, var tvivlsom og fjern, og derfor sagde jeg ja. Mortan skrev Holstebro som første prioritet, men valgte ellers kun kaserner på Sjælland.

Vi flyttede 1. juni, Mortan, jeg og Nora, vores datter på et år.

Nu bor jeg i et rækkehus af træ i en landsby fem kilometer syd for Viborg, præcis midt mellem Skagen og den tyske grænse. Mit kvarter er pakket ind i skov. Hundredårige egetræer skygger for signalet, så TDC er eneste udbyder, der giver en stabil forbindelse, og Google Maps virker først, når jeg kører flere kilometer væk. Tog til København tager knap fem timer. Bedste urbane livline er Norwegians seks daglige afgange fra Karup Lufthavn, og den ligger 20 kilometer borte.

Her forsøger jeg at passe et job, hvor alle arbejdsgivere stadig er i København. Men kan man holde gang i karrieren fra en skov ved Viborg? Gider kunder i hovedstaden satse på en freelancejournalist på landet? Hvad sker der overhovedet herovre, i Danmarks mørke hjerte? Dette er en fortælling om en rejse fra København til Jylland.

Som at være slået hjem i Ludo

»Jeg kan ikke forklare det på anden måde, end at jeg i et kort øjeblik følte det, som om jeg i stedet for at være på vej ind i midten af Afrika var på vej ind i jordens indre,« siger styrmanden Marlow, protagonisten i Joseph Conrads roman-klassiker ’Mørkets Hjerte’.

Marlow har netop sagt ja til at sejle en flodbåd dybt ind i Congo, og hans anelse viser sig at holde stik: Jo længere, han sejler ind i Afrikas hjerte, jo dybere rejser han også ind i sindets afkroge.

For Mortan var der aldrig nogen tvivl. Hans drøm er at lede en kampvognsdeling, og det kan kun lade sig gøre i Holstebro.

Men ligesom Marlow følte jeg, at noget skæbnesvangert hang over en rejse til Jylland. At flytte dertil føltes som et definitivt valg. En flytning ville ikke blot rykke mig 200 kilometer mod vest. Den ville bringe mig uden for rækkevidde af de opgaver, jeg ønskede at få, og især af de mennesker, der skulle give dem til mig. 

Jeg er vokset op i Silkeborg og har læst i Aarhus. Men jeg har aldrig haft et arbejde uden for København, som jeg rejste til, den måned jeg afleverede mit speciale. Nu spejlede jeg mig i mine kollegers reaktioner, når jeg fortalte, at jeg sandsynligvis var på vej tilbage til Jylland.

»Provinsen er kedelig, verden er for lille, og der er for meget sladder,« forkastede en veninde kategorisk, da jeg spurgte, om hun kunne finde på at foretage samme valg.

»At flytte til Jylland er ligesom at være slået hjem i Ludo. Det er ligesom bare forfra uden de store perspektiver. Alt det mest spændende foregår et andet sted, tættere på målet,« måbede chefen på kommunikationsbureauet, uhæmmet ærlig.  

»Ja, jeg misunder dig ikke,« konstaterede simpelthen en kvinde, som kom for at se min lejlighed på Vesterbro for måske at leje den.

Hun var produktionschef på Danmarks Radio, og kommentaren ramte præcist den uro, jeg følte: I hele medie-København er Jylland nok den destination, der står ringest i attrå og prestige.

Jylland var et forbehold

Et helt år kæmpede jeg med min tvivl om Jylland, før vi endelig lejede huset i Hald Ege. Nølende præsenterede jeg planen for de vigtigste arbejdsgivere.

Et par stykker var helt ligeglade. Med dem kunne meget klares på telefon og resten på møder, når jeg var i byen. På kommunikationsbureauet aftalte vi, at jeg kom et par dage cirka en gang om ugen. Tilbage var de løse opgaver. Dem, man får, når et menneske i netværket tænker på dit navn og tilbyder en tjans. Jeg tænkte, at de måtte tackles, når de kom.

Det skete snart. Tre dage efter at vi var rejst, fik jeg en mail. Københavns Universitet havde brug for en journalist til »en større projektevaluering«.

»Vi forestiller os, at du mødes med alle de medarbejdere, du skal interviewe,« forklarede projektlederen selvfølgeligt, da vi havde lavet en aftale, og de sidste detaljer blev talt igennem på et møde.

Jeg skuttede mig et øjeblik, før jeg spurgte til, om den del af jobbet kunne klares med en telefon.

Episoden blev den første af flere. I månederne, der kom, blev Viborg en faktor, der med mellemrum måtte bringes i spil, når nye opgaver meldte sig. Jylland var et forbehold, og forbehold er sjældent af det gode, når man lever af sin fleksibilitet.

Også rejserne til København spændte ben. Det viste sig hurtigt, at de ikke lod sig udføre med den frekvens, jeg havde regnet med. Det var svært at rejse fra Nora, min datter på et år, flere dage hver eneste uge. Desuden kunne det ikke lade sig gøre. På tre en halv måned, fra 1. august til 10. november, har Mortan været væk i seks uger med sit job. Ugelange kurser og militære øvelser afløste hinanden og låste mig til kontoret derhjemme.

Jeg sagde nej til sommerfesten på kommunikationsbureauet, og jeg rejste tidligere hjem fra Journalistens sommerseminar. Aftaler blev aflyst, og møder blev udskudt.

”Jeg har talt med en væg og en baby på 15 måneder i dag,” rasede jeg i en sms til Mortan, der igen var væk på en øvelse.

Det lå lige for at konkludere, at Jylland var præcis den udørk, mit netværk havde advaret mig om.

En genvej til en rar tilværelse

Og dog voksede en følelse af, at den slutning var for enkel. Den første ting, der betog mig omkring Viborg, var naturen.

Skoven starter mindre end 100 meter fra, hvor vores have slutter. Træerne har stået der cirka siden år 1700, og området er landets største med oprindelig dansk eg. Hele egnen er historisk. Rester af hærvejen ses stadig som hule stier i terrænet. Siden tidlig middelalder byggede herremænd og en biskop deres fæstninger her. De gamle volde ligger der endnu, og på et næs i Hald Sø kort herfra er ruinen fra biskoppens borg.

Jeg begyndte at løbe. Jeg løb længere, end jeg før har gjort. 10 og 12 kilometer gennem den gamle skov, ned til søen eller ud på heden. Nogle gange passerede jeg et hold spejdere, der holdt til omkring en rasteplads i skoven, eller folk, som var ude at vandre. Men for det meste var det øde. Og jo mere jeg løb, jo mere glemte jeg af det, jeg havde lært i København om provinsen og den trøstesløse tilværelse, jeg efter sigende ville møde herovre.

Andre forhold var gode på en praktisk facon. Der gik mindre end 28 timer, efter at vi var kommet til Hald Ege, før Mortan havde hilst på de fleste naboer. Overfor er Aage, som gav os et træ. For enden af rækken bor Helle, der fortalte, hvor man kunne ride. Og bag hækken til højre stod Malene, som straks tilbød at passe Nora. Lige siden har hun hjulpet os, især når Nora er puttet, og Mortan har hentet mig i lufthavnen.

Også dagplejeren, Gry, var på i en grad, vi aldrig havde forventet. Hun fik sin mand til at hente Nora hos os, da Mortan brækkede sin fod, mens jeg ikke var hjemme. Hun passede Nora en hel weekend, hvor jeg havde en deadline, mens Mortan stadig brugte krykker.

Viborg blev en genvej til en rar tilværelse, her var mere plads og meget venlighed. Mens ugerne gik, begyndte jeg også at vakle i troen på, at Midtjylland var det arbejdsmæssige selvmål, jeg længe havde udråbt det til.

 

Sanne Maja Funch løber tit ud på Stanghede, hvor køer og turister med rygsæk er eneste selskab. I Region Midtjylland bor der 98 mennesker per kvadratkilometer mod 678 i hovedstaden. Foto: Astrid Dalum

 

En eksistentiel udfordring?

»Hvad lever folk af her? Er der mange landmænd?« En god veninde var den første, som besøgte os i Hald Ege. Hun kom fra København en weekend i juni, og vi gik tur langs markerne ved den lokale herregård.

»Hvad mener du?« spurgte jeg surt, for spørgsmålet provokerede mig helt enormt.

Min veninde er cand.scient.pol. Hun arbejder i en styrelse i et stort ministerium, og jeg mente, hun var meget klog. Men hun kunne ikke forestille sig, hvad folk kunne have af job i en by i provinsen, selv om Viborg hverken er blandt de mindste eller mest isolerede.

Viborg er bispesæde, i Viborg ligger Vestre Landsret, og Viborg huser den centrale forvaltning i Region Midtjylland. Blandt de naboer, jeg ved hvad laver, er en skolelærer, en specialeskrivende, en lægesekretær, to læger, to officerer, en farmaceut, en ingeniør, en gymnasielærer og to andre journalister.

Før jeg flyttede, tog jeg af og til til byer i Jylland for at skrive en historie. Jeg skrev engang om en professor i Aarhus, der havde svindlet for millioner med midler til forskning. Jeg har portrætteret en prostitueret, der holdt til i en hytte ved en landevej uden for Herning. Inde i byen besøgte jeg for nogle år tilbage en knægt, som blev kriminel, da han var 12, efter en barndom, der kulminerede, da hans far dræbte hans mor med en kniv i Føtex.

Pointen er, at der bliver truffet beslutninger og er noget på spil, også uden for København. Provinsen har ikke Christiansborg eller ret mange andre af magtens centre. Men her er institutioner, der har betydning for samfundet og menneskers liv.

I Jylland bor halvdelen af Danmarks befolkning. Nogle har en historie eller lever et liv, der på afgørende måder kaster lys over forhold i vores verden.

Hidtil har jeg haft mit arbejdsliv i København. Der er mit netværk og med det min forretning. Jeg har ikke fået en eneste kunde, der er placeret i Midtjylland, efter at jeg er flyttet hertil. Derfor har jeg et praktisk problem, fordi jeg bor i Viborg.

Men jeg tvivler i høj grad på, at en adresse i en midtjysk by i sig selv er en hæmsko for en journalist, der stræber efter et spændende job, og som har lagt stenene til sit arbejdsliv her.

»Den ultimative eksistentielle udfordring. En skrevet dokusoap med seriøs bagkant og masser af refleksion. Hvordan overlever jeg? Hvad sker der i Jylland? Hvad sker der med min forretning?« jublede Journalistens redaktør, da vi aftalte at lave en fortælling om en flytning til Jylland.

Livet i Viborg er temmelig prosaisk. Men ikke ret meget mere, end det er i hovedstaden. Selv om københavnerne helst vil tro noget andet.

 

 De første træhuse i Hald Ege blev anlagt som lazaret for østrig-ungarske og tyske krigsfanger i 1916. I dag består et helt kvarter kun af træhuse i rød eller sort. Der bor cirka 1.500 mennesker i Hald Ege. Foto: Astrid Dalum