»Journalistik er meget mere end politiske afsløringer & svigt i systemet.«
VINDER. For 17 år siden vandt Lotte Lund det prestigefyldte Kristian Dahls Mindelegat, kaldet 'mini Cavling', for som 'yngre journalist med lødig journalistik at have skabt øget interesse for sit stofområde'. Formentlig uden at vide, hvor helt usædvanlig en bedrift det var. Det er nemlig aldrig siden lykkedes en kvinde at komme i nærheden af hæderen. De sidste 17 år har sejrsskamlen kun været betrådt af mænd – og ikke bare en mand af gangen, men i flere tilfælde et helt sjak – eller endda et mindre kollektiv af mandlige journalister, som da Ekstra Bladets fem mand store kunstpatrulje vandt i 1999 eller Euromans redaktion i 1997.
Hvad sker der? Vi lever i en tid, hvor der uddannes flere kvindelige journalister end nogensinde. Har der virkelig ikke været en eneste dygtig af slagsen, kan man undre sig? Selvfølgelig har der det. Spørgsmålet er så bare, hvorfor der ikke bliver lagt mærke til dem. Er deres journalistik ikke højtråbende nok? Er de gode nok til at bede om at blive indstillet? Eller er det udvalget bag uddelingen, der bør justere deres syn på en prisvinder?
I virkeligheden er det en forældet diskussion. Problemet er bare, at vi endnu ingen svar har fået, og at problemet ikke er blevet løst. Men det ville klæde Kristian Dahls Mindelegat, såvel som dansk presse i det hele taget, hvis 2010 blev året, hvor vi begyndte at se på journalistik, sådan som den ser ud i dag. For det er igen og igen den afslørende nyhedsjournalistik, der skal hyldes, når vi deler priser ud, hvad enten trofæet hedder Cavling eller Kristian Dahl.
I modsætning til landets pressefotografer er der kun en af hver af priserne, og som f.eks. sportsjournalist, kulturjournalist eller netjournalist kan man godt skyde en hvid pil efter nogensinde at komme i nærheden af hæderen.
Men journalistik er meget meget mere end politiske afsløringer og svigt i systemet. Det er også det dybdegående personlige interview, den skarpe reportage, det levende sprog, den vidende tv-korrespondent og så videre. Og man burde bruge en eftertragtet pris som Kristian Dahls Mindelegat til at give en ung kollega et klap på skulderen, uden at vedkommende (M/K) nødvendigvis har skrevet en artikelserie i 22 afsnit om rod i regnskaberne på Christiansborg.
Da jeg sidste år skrev et debatindlæg til Journalisten om Kristian Dahls Mindelegat – da legatet igen var gået til en mandlig journalist – lød svaret fra udvalget, at man ikke havde taget hensyn til "køn, etnisk baggrund eller religiøs orientering". Det svarer til at sammenligne æbler med tomater. For kvinder er ikke en minoritet i dansk presse.
Udvalget kom også med en anden slags undskyldning ved at svare, at kun 12 kvinder mod 29 mænd var indstillet sidste år. Og der ligger nok en del af hundens pels begravet, om end den helt store synder givetvis er det normative syn på en vinder som værende mand. Men jeg vil alligevel gerne opfordre Dansk Journalistforbunds medlemmer til at indstille en dygtig, ung, kvindelig kollega i år – også selvom hun ikke selv har bedt om det – så vi i år kan få rettet op på denne pinlige, kønsmæssige skævvridning.
– Ditte Giese er journalist på Politiken.
Der er deadline for indstillinger til Kristian Dahls Mindelegat tirsdag 8. februar.
20 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Lige en opfølgning: Den Danske Publicistklub, som jeg sidder i bestyrelsen for, hædrede tirsdag aften journalist og IT-blogger Dorte Toft med Årets Publicistpris 2010. Læs mere på Publicistklubbens website www.publicist.dk og Berlingskes dækning, http://www.business.dk/tech-mobil/dorte-toft-faar-publicistprisen .
Mvh
Ann Mariager
Hej Mads, der er ingen, der har talt om at lave Cavling om. Diskussionen går derimod på
1: at Kristian Dahls Mindelegat de sidste 17 år kun er gået til mænd, hvorfor, når nu prisens eneste betingelse er en "yngre journalist der med lødig journalistik at have skabt øget interesse for sit stofområde" - og dem har der været masser af kvindelige eksempler på - der står ikke et ord om gravejournalistik, undersøgende journalistik etc.
2. at vi i dansk presse laver så uendelig mange andre former for journalistik end undersøgende journalisik, så hvorfor er det den, og kun den, der skal hyldes igen og igen? Kunne man brede fejringen af vores fag ud efter Pulitzer- og pressefotografisk forbillede, så man havde en mere genreinddelt pris?
Det er der, diskussionen står. Så er det da i øvrigt fint, at du er glad for undersøgende journalistik, det er der mange, der er. Men der er lige så mange og sikkert også flere, der tænder på andre former for journalistik
Bedste hilsner
Ditte Giese
Hej Ditte og jer andre
Jeg synes det er en fabelagtig idé Ann har om at lave flere typer priser – i samme stil som pressefotograferne årligt hædrer sig selv og hinanden. Så vidt jeg ved betaler de endda gildet selv, indstiller sig selv og så videre , så det burde kunne lade sig gøre også for prishungrende tekst-, lyd- og videojournalister.
Jeg er dog lodret uenig i at ligestilling – eller måske snarere genre-ligestilling – skal ske på bekostning af den undersøgende journalistik. Det vil være en skam at ofre den undersøgende, dybdeborende og politisk afslørende journalistik på ligestillingsbålet. Med risiko for at blive angrebet for både konservatisme og smagsdommeri mener jeg, både som journalist og forbruger af medier, at det er den i særklasse bedste og mest krævende form for journalistik. En god undersøgende historie skal også rumme det indsigtsfulde interview, som Paula skriver om, den kræver formidling i særklasse, og den bliver ofte skabt på trods af både magthavernes modvilje og nervøse redaktørers tøven.
Vi kunne lige så godt vende diskussionen på hovedet: Det eneste der er tilbage for de tunge dokumentarister og graverjournalister er hæderen. Aviser, tv-stationer og i særklasse nettet flyder over med andre genrer.
Så hvorfor ikke lade de gamle mænd Christian Dahl og Cavling være i fred og i stedet lave nye priser – måske i form af en række special Cavlinger?
VH
Mads BangGod idé, Ann.
Der findes nemlig anden journalistik end graverjournalistikken - og som du skiver er man i USA netop meget mere opmærksomme på de mange andre displiner i vort herlige fag, som på disse breddegrader i virkeligheden stadig opfattes dybt konservativt.
Jeg mødte Cramon i et hul i det sønderjyske, hvor hun stod med en frisk fyr, som fik en cavling, men som senere af en kvindelig leder fik sparket også - fra den jydskevestkyste.
Dengang så jeg et lys i Cramon og hendes indlæg fortsætter min flamme: Hun har ret. Inddel priser for mænd og kvinder, for så får vi kvinderne frem også.
Mænd er der nok af :-( og kvinderne i journalistikken ses alt for ofte som studieværter, synes jeg. Er træt af de blonde pop-tøser, som præsenterer nyheder!!!!!!!!!!!! Det er lidt for tydeligt, hvorfor de er havnet, hvor de er....
Flere