Kan du forestille dig et medieforbrug uden medier? Det kan du jo godt!

Hvad skal vi med de gamle mediehuse i en tid, hvor enhver kan udgive sine egne ting? Det spørgsmål rejser Clement Kjersgaard på en ny Ræson-konference om mediernes fremtid. "Se på podcast-markedet. Det er jo Anders og Anders og Monte Carlo-drengene, der sidder på det" (Rettet d. 23. 2. kl. 20.50: Link og pris fjernet)

Hvordan skal medierne overleve – og ikke mindst: Hvorfor skal de overleve?

Sådan lyder to af de centrale spørgsmål, der vil blive forsøgt besvaret, når Ræson inviterer til en fire timers konference til april.

Her vil Clement Kjersgaard, ordstyrer og grundlægger af Ræson, sammen med mere end 20 oplægsholdere på scenen behandle en række af de dilemmaer, der går på kryds og tværs af mediebilledet.

”Der er en tilbøjelighed til, at når man tager diskussionerne om journalistikken og mediernes fremtid, så tager man tit kun et hjørne. Så diskuterer man fake news, så diskuterer man licensen, så diskuterer man Facebook – men det er ligesom nogle hjørner af en snak, der ikke bliver taget samlet. Den snak vil vi gerne tage,” siger han.

På scenen vil blandt andet være en lang række nuværende og tidligere chefredaktører, kulturminister Mette Boch (LA) og Dansk Journalistforbunds formand, Lars Werge.

Udfordringen er at prioritere

Clement Kjersgaard mener, at problemet med debatten om medierne ofte er, at man taler finansiering og mediepolitik i isolation fra diskussionen om, hvad journalistikken er og skal være.

”Diskussionen om journalistikken handler tit om fejlfinding. Hvem gjorde hvad, gik I nu for langt, og havde I styr på det ene eller det andet? Det bliver meget ofte sådan en håndværksmæssig evaluering, og så bliver finansieringsdiskussionen meget strukturel. Men de rigtige dilemmaer ligger tit i krydsfeltet,” siger han.

Clement Kjersgaard peger selv på, at den store udfordring for medierne lige nu er, hvordan de prioriterer kræfterne i en tid med falske nyheder og misinformation.

”Det er jo åbenlyst, at jo mere medierne kæmper for deres egen overlevelse, desto sværere har de ved at tale magten midt imod. Jo mere energi, man bruger på at konkurrere mod Youtube, kattevideoer på Facebook og virale hits, jo sværere er det jo for helvede at holde magthaverne til ilden. Det er et utroligt uheldigt sammenfald, at der er brug for ufatteligt stærke medier på et tidspunkt, hvor medierne er meget svage,” siger han.

Et medieforbrug uden medier?

Særligt de seneste fem års medieudvikling har ifølge Clement Kjersgaard rejst spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet er behov for medier.

”Hvis den enkelte journalist har et publikum og kan lave sit produkt som fri aktør – hvad skal vi så egentlig med medierne? Hvad er idéen i, at du pakker en række produkter i en pakke og siger: Dette udgør en avis. Eller: Dette udgør en tv-station? Hvorfor kan den enkelte journalist ikke bare finansiere sig selv og udkomme via Facebook eller Youtube?” spørger han og tilføjer:

”Det er jo den virkelighed, vi allerede ser, og som er langt fremskreden i alle mulige henseender. Prøv f.eks. at se på podcast-markedet. Det er jo Anders og Anders (Breinholdt og Lund Madsen, red.) og Monte Carlo-drengene, der sidder på det. Og det er jo et marked, som ved gud ikke eksisterede i den form for bare et år siden,” siger Clement Kjersgaard.

Så det er ikke et spørgsmål om, hvad vi skal med journalistikken, I vil rejse, men et spørgsmål om, hvad vi skal med de etablerede mediehuse?

”Begge spørgsmål er gode. Men et af de akutte spørgsmål er jo: Kan du forestille dig et medieforbrug uden medier? Det kan du jo godt. Og med medier mener jeg huset eller institutionen, der har et logo på hoveddøren.”

Let at opløse brands – men svært at lave nye  

Clement Kjersgaard mener, at den danske mediebranche, siden nettet for alvor slog igennem, har haft deres fokus et forkert sted.

”Hvis man skal sige det lidt smart, så har vi haft for travlt med at diskutere, hvordan medierne skal overleve. Men vi har ikke diskuteret, hvorfor de skal overleve. Medierne har brugt de 20 år på at lære at blive de her contenthuse, der fabrikerer indhold på alle platforme,” siger han.

Hvad mener du selv om det spørgsmål  hvorfor skal medierne overleve?

”Jeg tror personligt, at det er relativt let at tage noget, der fungerer i en anden sammenhæng, og sætte det ud på det her nye marked. Men det er betydeligt sværere at vende den om og lave noget nyt, der opstår ud af ingenting. Det er meget let at opløse brands, men jeg tror, det er meget svært at lave dem igen. Ser du på det danske marked, har det jo vist sig at være umådelig svært at lave nye slagkraftige medier, som er opstået på det her junglelovsmarked,” siger Clement Kjersgaard og tilføjer:

”Men jeg er jo ikke oplægsholder på dagen – jeg er jo kun ordstyrer  så det svar skal jeg ikke give”.

Planen er, at konferencen, der holdes til april, skal være årligt tilbagevendende.

Rettet torsdag den 23. februar klokken 20.50: Tidligere var der linket op til arrangementet ligesom prisen var nævnt. Begge dele er fjernet.

8 Kommentarer

Øjvind hesselager
23. FEBRUAR 2017
Kære Ulrik

Kære Ulrik

Jeg synes også substansen i artiklen er væsentlig. Og kender jeg "mine" læsere godt nok, så kommer der også replikker i den retning senere.

Mvh
Ulrik Gutt-Nielsen
23. FEBRUAR 2017
Men det er da interessant at
Men det er da interessant at selve emnet for interview og konference ikke bliver kommenteret. Det gør til gengæld Clement og et forsvundet link. Jeg tror ærligt talt journalistikken og medierne har svære kår fordi man taler udenom.
Øjvind Hesselager, ansvarshavende redaktør
23. FEBRUAR 2017
Kære Ulla og andre kritikere

Kære Ulla og andre kritikere

Tak for kritikken. Den er korrekt. Vi har nu fjernet linket til arrangementet og oplysningen om pris. Det var en smutter.

Jeg beklager.

Clement Kjærsgaards konkrete analyse af mediernes situation er væsentlig, vurderer jeg, derfor refererer Journalisten den i en sammenhæng, hvor vi også nævner det arrangement, hvor kritikken vil blive uddybet og debatteret.

God aften.

Mange venlige hilsner
Michael Kjærgård
23. FEBRUAR 2017
Det Ulla Bechsgaard siger.
Det Ulla Bechsgaard siger. Hvasså Rasmus MP, har Journalisten et J-mærke efter dette?
Ole Skydt
23. FEBRUAR 2017
Måske skal vi have sat skub i
Måske skal vi have sat skub i debatten om medierne og fremtiden via Dj-kredsene. Den opgave påtog kreds fem sig i stor stil for år tilbage i Midt og Vestjylland.

Flere