»Kan du få det til at løbe rundt?«
Sådan lyder det ofte, når jeg møder gode kolleger til arrangementer eller på gader og veje.
»Ja, det går ret godt,« siger jeg som regel.

For det gør det. Men hver gang bliver jeg nok lidt paf over, at jeg skal stå og evaluere min økonomiske formåen sådan fra samtalens start. Men så kan vi da altid snakke om den forestående ferie.

»Får du råd til at tage på ferie?« spørger den velmenende kollega så.
Tja, det får man vel altid. Gør folk ikke det?

Jeg spekulerer tit over, om kassedamen, folkeskolelæreren, bibliotekaren, tandlægen og pædagogen skal svare på samme spørgsmål. Ikke »skal du på ferie«, men »får du råd til at tage på ferie«.
Eller er det kun os fattige sigøjnere, der skal forsvare vores levebrød i fuld offentlighed, når lejligheden byder sig?

Ja. Vi er freelancere. Vi er desperate. Vi får helt vildt lave honorarer for at skrive virkelig lange artikler. Vi hutler os igennem tilværelsen, sulter og kæmper for at holde modet oppe og komme gennem det nåleøje, der kan føre os over på A-holdet: Fastansatte journalister.

De har det nemlig godt. Det er en selvfølge, at de kan få det til at løbe rundt. De skal på ferie. Til udlandet. De spiser ude flere gange om måneden.
Hvis man får overbevist sine fastansatte kolleger om, at man nok får langet et par artikler over disken for tiden, så skal man af en eller anden grund i gang med at snakke priser. Freelancetariffer er nemlig journalistikkens svar på et freakshow.

»Hvad får du for en artikel?« spørger de, og de fleste af os B-folk kan som regel svare »et sted mellem 1000 og 10.000 kroner«. Måske svarer vi upræcist, fordi vi ikke har lyst til at stå og snakke om vores løn med dig. Måske fordi det svinger helt vildt. Måske fordi spørgsmålet er idiotisk. For det eneste relevante er jo, hvad vores timepris er.

Men lad os nu bare være ærlige, freelancekolleger. Vi går jo bare og venter på fastansættelsen, gør vi ikke?
Derfor er det vel også fuldt legalt at spørge en freelancer, når man møder en: Får du søgt nogle jobs?
De mest seriøse vil nok svare nej.

For det første er det ret tidskrævende, hvis man også skal have en forretning til at køre. For det andet kan det godt virke lidt useriøst at sidde og forsøge at sælge en artikel til en redaktør, som man derefter sender en jobansøgning til. For det tredje er det ret skægt at være freelancer. Men det sker da, at man som freelancer søger et nyt job. Det gør fastansatte også, har jeg hørt.

»Men kan du ikke få supplerende dagpenge?« lyder det af uforklarlige årsager, når jeg har forsvaret min økonomi, mit job og min tilværelse ihærdigt.

Øh nej. Når du spørger sådan, er din forudsætning altså, at jeg tjener mindre end 17.073 kroner. Ellers ville der jo ikke være en dagpengesats at supplere op til. Tak for tilliden, siger jeg bare.
Der kører i skrivende stund en livlig debat om freelancernes løn. Det er dejligt, at vi kan få sat det på dagsordenen. Men kan vi ikke holde det i en tone, hvor vi freelancere ikke skal høre os selv omtalt som sigøjnere og B-hold.

Det vil i hvert fald være rart, at du lod være med at tro, at du ved, hvor godt eller skidt jeg lever.