Sprog. Caroline Wozniacki er født i Odense. Hun er god til tennis, og hun er altid så glad, så hun er dansker. Bilal Al-Mati er født i København. Han er god til at lave musik, og han smiler knap så meget. Han er indvandrerdreng, en af rødderne og ung med indvandrerbaggrund, hvis Information skal sige det. Han er araberdreng på DR og i Politiken, hvor han desuden er andengenerationsindvandrer.

Udgangspunktet for begge er i princippet ens. Men når det kommer til efterkommere af indvandrere, forholder danske journalister sig lige så lidt til virkeligheden, som de forholder sig til den politiske retorik.

Forestillingen om ‘gode' og ‘dårlige' indvandrere er del af en politisk agenda, der også indebærer, at det tager adskillige generationer, før nogle mennesker er blevet ‘rigtig danske'. Ved at bruge betegnelser som andengenerationsindvandrer har medierne blindt adopteret de politiske udlægninger af, hvornår man er dansker, indvandrer, efterkommer.

Jeg mener, at man generelt bør overveje, hvilket menneskesyn man støtter med sit ordvalg. Men problematikken har også en lavpraktisk side. I nogle medier – Politiken, eksempelvis – er indvandrer, efterkommer og nydansker brugt som synonymer i samme artikel, selv om ordene dækker over noget forskelligt.

Forleden sad jeg i toget sammen med en børnehave med yndige unger af adskillige etniske baggrunde. Hvad skal vi kalde dem – tredjegenerationsindvandrere?
Amerikanske, svenske og tyske journalister har længe været i stand til at udtrykke sig på en måde, der anerkender, at en betydelig del af befolkningen er præget af to kulturer, der i udgangspunktet er jævnbyrdige.

Så medmindre man mener, at absolut assimilation er idealet, kunne man begynde at skrive om unge med flerkulturel baggrund. Eller dansk-tyrkere, dansk-iranere, dansk-amerikanere – dansk-tyskere i mit tilfælde. Det kræver færre anslag end ‘ung med anden etnisk baggrund'.

Samtidig gør præcise betegnelser op med forestillingen om nydanskere som homogen gruppe og med det latterlige værdiskel mellem indvandrere fra Vesten og tilsvarende fra resten af verden.

Det er ikke et spørgsmål om politisk korrekthed, men om politisk bevidsthed.

– Frauke Giebner, journaliststuderende, RUC