Få dage før Dansk Journalistforbund samles til Delegeretmøde melder en ny kandidat sig til næstformandsposten. Dermed er der pludselig lagt op til kampvalg om magten i DJ, erfarer journalisten.dk. (opdateret med adskillige kommentarer. Senest 16:41)
Valget af Dansk Journalistforbunds ledelse bliver langt fra så forudsigelig, som der var lagt op til. I noget nær 11 time melder en modkandidat sig nu til næstformandsposten: Lars Werge, der dermed udfordrer Fred Jacobsen, som har været næstformand siden 2002.
Lars Werge, der er 44 år og tillidsmand på Ekstra Bladet, har været medlem af DJ's hovedbestyrelse siden 2009, og har hidtil slået på, at han er dagblads-journalisternes stemme i HB.
»I disse år oplever vore medlemmer på dagbladene et uhørt hårdt pres fra arbejdsgiverne. Minimale lønstigninger, der langt overhales af prisudviklingen i Danmark i øvrigt, og et angreb på alle de velfærds-rettigheder, som er indeholdt i de forskellige overenskomster, er blot nogle af våbnene,« argumenterede Lars Werge i sit hidtidige kandidatur til hovedbestyrelsen.
Nu går han så skridtet videre og vil være næstformand i Dansk Journalistforbund.
Hvorvidt det får konsekvenser for de øvrige kandidater til hovedbestyrelsen er endnu uvist. Journalisten.dk har været i kontakt med nuværende næstformand, Fred Jakobsen, der ikke vil kommentere situationen lige nu, og således heller ikke bekræfte, at han fastholder sit kandidatur til næstformandsposten.
»Jeg er blevet orienteret om situationen, og nu skal jeg tænke mig om,« siger han til Journalisten.dk.
En der gerne vil udtale sig er pressefotografernes formand og HB-medlem Lars Lindskov. Han er umiddelbar positiv over for Werges kandidatur:
»Det, jeg kender til Lars, er, at han har noget fagpolitisk bid. Og den erfaring han har fra en meget stor mediearbejdsplads i disse turbolente tider, tror jeg kan være en fordel. Selvom det er en traditionel arbejdsplads, så kommer han med indsigt i særlige ansættelsesforhold. Den erfaring tror jeg bliver rigtig god,« siger Lars Lindskov.
Vi kender Lars som en skarp debatør og journalist. Hvordan vil han fungere som leder?
»Det tror jeg han vil være rigtig god. Ekstra Bladets tone kan godt være barsk, men han er en mand med mere dybde. Han ekstrem skarp i sine formulering, men jeg tror godt, han kan være samlende.«
Har det en betydning at få en næstformand, der kommer frisk fra branchen?
»Det tror jeg det har.«
Hvem vil du anbefale dine fotograf-medlemmer at stemme på?
»Nu skal jeg lige tænke mig om, men umiddelbart tror jeg, jeg vil anbefale Lars Werge,« siger Lars Lindskov.
Et andet af de nuværende medlemmmer af DJ's hovedbestyrelse, Villy Dall, støtter ligeledes Lars Werge.
»Jeg støtter, der bliver igangsat en fornyelse af formandsskabet. Og sådan oplever jeg det her,« siger Villy Dall, der ikke var klar over, at det ville komme.
Selv blev Villy Dall allerede sidste forår opfordret til at stille op som formand, da diskussionen om DJ's holdning til forslaget om offentlighedsloven skilte hovedbestyrelsen. Den gang overvejede han seriøst i flere måneder, men valgte så til sidst ikke at stille op.
»Som du ved, så har jeg selv været på banen, men valgte af personlige grunde ikke at stille op. Men det er godt, hvis vi nu kan få den fornyelse i formandsskabet,« uderstreger han og tilføjer:
»Jeg synes, det er et problem at Fred (Jacobsen, red.) både er næstformand og leder af faglig afdeling. Jeg synes Linda (Garlov, direktør i DJ – red.) i stedet skulle være personalechef for alle ansatte. Også konsulenterne i den faglige afdeling. For problemet er, at Fred på den måde bliver systemets mand – frem for medlemmernes mand på Gammel Strand. Vi ser det blandt andet ved, at når der bliver rejst kritik, så er han ret hurtig til at afvise det,« siger Villy Dall til Journalisten.dk.
Han peger i den sammenhæng på, at det derfor bliver interessant at høre, hvordan Lars Werge har tænkt sig at forholde sig i den sag.
»Det er noget af det, jeg vil spørge Lars Werge om, når han stiller op,« siger Villy Dall, der roser Lars Werge for sit arbejde i hovedbestyrelsen.
Læs også Journalisten.dk's interview med Lars Werge.
(opdateret af flere omgange med kommentarer)
1