Kampvalg om formandsposten hos pressefotograferne i DJ

Bestyrelsesmedlem Johnny Frederiksen udfordrer Lars Lindskov om formandsposten i Pressefotografforbundet. Johnny Frederiksen kritiserer, at Lars Lindskov også sidder i DJ’s hovedbestyrelse. ”Der skal ikke være forvirring om, hvilken kasket man har på,” siger han. Lars Lindskov: Det er en fordel med en fod i begge lejre
  • Foto: Cathrine Saltbæk Tverskov
    Nuværende bestyrelsesmedlem i Pressefotografforbundet Johnny Frederiksen stiller op mod den nuværende formand i forbundet, Lars Lindskov, om formandsposten. Han kalder Lars Lindskov for en ”levebrødspolitiker”.
24.09.2018 · 08:54

For første gang i 18 år får Pressefotografforbundets (PF) formand, Lars Lindskov, en modkandidat, når formandsposten skal besættes. På et bestyrelsesmøde i Pressefotografforbundet meddelte bestyrelsesmedlem Johnny Frederiksen i torsdags, at han stiller op som modkandidat til generalforsamlingen 8. november.

Johnny Frederiksen går især til valg på, hvordan pengene i PF skal forvaltes.

”I stedet for at være en enerådig formand, der putter pengene ned i egen lomme, vil jeg sørge for, at folkene i bestyrelsen i PF deles om arbejdet og derfor deles om honoraret,” siger Johnny Frederiksen.

Lars Lindskov får årligt omkring 330-340.000 for at være formand i Pressefotografforbundet. Han er uenig i, at hans lommer skulle være for fyldte.

”Jeg bruger ekstremt meget tid på det. Og jeg havde nok en af Danmarks bedste freelanceforretninger, inden jeg blev formand. Min timeløn er bestemt ikke noget at råbe hurra for,” siger han.

”Og jeg er på ingen måde enerådig. Tværtimod er jeg et meget tålmodigt menneske. Og jeg har i budgetterne, som bestyrelsen til forskellige generalforsamlinger har bakket op om, afsat midler til forskellige projekter, hvis nogle bestyrelsesmedlemmer ville lave noget ekstra. Og den konto er stort set ikke blevet anvendt. Så jeg er meget uforstående over for den anklage.”

Kampvalg overrasker Lars Lindskov

Torsdagens melding fra Johnny Frederiksen kom bag på Lars Lindskov.

”Jeg har fået meget ros på det sidste fra medlemmerne, så det overrasker mig lidt. Jeg synes, det er dejligt, når folk engagerer sig fagligt og vil ofre tiden på det, men jeg er selvfølgelig lidt berørt af at blive udfordret efter så mange år. Det er klart, når man har lagt så meget tid i det, som jeg har,” siger Lars Lindskov.

Formandsposten i Pressefotografforbundet er ikke det eneste, Lars Lindskov bruger sin tid på. Han er også aktiv i Pressenævnet, Mediepolitisk Udvalg, Mediernes Pension og ”alt muligt andet”, som han selv betegner det. Og så er han en del af DJ’s forretningsudvalg og hovedbestyrelse.

Sidstnævnte mener Johnny Frederiksen er en hindring for formandskabet i Pressefotografforbundet.

”Det, at han også er valgt ind i hovedbestyrelsen, gør, at han også skal varetage DJ’s interesser. Det er sværere for Lars Lindskov at stille krav til DJ, end det ville være for mig, fordi jeg ikke ville sidde begge steder,” siger Johnny Frederiksen.

”Der skal ikke være forvirring om, hvilken kasket man har på, hvornår man er DJ’er, og hvornår man er PF’er. PF skal være førsteprioritet, og det skal ikke kunne ske, at PF-orienteret arbejde bliver nedprioriteret i forhold til et møde i hovedbestyrelsen,” understreger han.

Lars Lindskov mener modsat, det er en fordel at have en fod i begge lejre.

”PF har i mange år nærmere haft en fordel af, at jeg har været så aktiv i både hovedbestyrelse og forretningsudvalg. Relationerne bliver udvidet og bliver bedre,” siger han.

Vil være med til at vælge hovedbestyrelsens medlemmer

Johnny Frederiksen fortæller, at han vil gøre brug af observatørretten til hovedbestyrelsesmøderne.

”Uden at have stemmeret kan jeg jo så fortælle, hvad der går vores medlemmer på,” siger han.

Men ifølge nuværende formand Lars Lindskov giver det ikke samme indflydelse.

”Man har altså mere indflydelse, når man sidder med ved bordet og har stemmeret,” siger han. 

Johnny Frederiksen, man har vel ikke samme indflydelse som observatør i hovedbestyrelsen, som hvis man har stemmeret?

”Nej. Det er rigtigt. Men derfor vil vi have stemmeretten på et højere sted,” siger han.

Det højere sted, han refererer til, er delegeretmødet. DJ’s højeste myndighed. Pressefotografforbundet kan få adgang til delegeretmødet ved at gå fra at være en specialforening til at blive en specialgruppe, hvilket Johnny Frederiksen foreslår.

En specialgruppe kan – i modsætning til en specialforening - opstille egne delegerede, der er med til at vælge DJ’s hovedbestyrelse, og dermed kan medlemmerne fra Pressefotografforbundet stemme på en fra egne rækker til hovedbestyrelsen.

Det giver muligheder, mener han.

”Bare fordi jeg ikke vil sidde i hovedbestyrelsen, er det jo ikke ensbetydende med, at der ikke kan sidde en anden pressefotograf. Det er heller ikke ensbetydende med, at jeg går efter at vælte Lars Lindskov i hovedbestyrelsen, hvis han ikke er formand i PF efter 8. november. Så håber jeg da, vi kan samarbejde. Det er bare en tidsrøver for en formand i PF også at skulle sidde i HB. Derfor vil jeg have mit fokus på PF,” siger han.

Går en for stor del af kagen til formanden?

Ifølge Johnny Frederiksen er pengene i Pressefotografforbundet fordelt uhensigtsmæssigt. De 330-340.000, der i dag går til formanden under betegnelsen formandshonorar, skal ifølge Johnny Frederiksen i stedet være et bestyrelseshonorar.

”Det skal fordeles mellem medlemmerne i bestyrelsen. Dem, der laver arbejdet, skal frikøbes eller kompenseres,” siger han.

Han nævner den årlige begivenhed Årets Pressefoto som et eksempel. Cirka halvdelen af Lars Lindskovs årlige formandshonorar er øremærket til hans arbejde i at arrangere Årets Pressefoto. Altså omkring 165-170.000. Men den fordeling af ressourcer er forkert, mener Johnny Frederiksen.

”Der er altså ikke særlig meget formandsarbejde i at arrangere Årets Pressefoto,” siger han.

Johnny Frederiksen mener, at flere af pengene skal bruges til såkaldt fagligt frikøb af de bestyrelsesmedlemmer, der bruger tid på at arbejde under Årets Pressefoto.

”Ham, der har ansvaret for at hænge billederne op til udstillingen i Diamanten, eller ham, der skal til et møde med et udstillingssted, skal kunne frikøbes fra sin respektive arbejdsplads eller freelancebiks, så man ikke lider tab, når man udfører arbejdet. Og de penge skal gå fra det beløb, der i dag går udelukkende til formanden,” siger Johnny Frederiksen.

Ifølge Lars Lindskov er Årets Pressefoto ikke en sovepude for formanden.

”Der er meget mere arbejde i det for formanden, end man måske kan se udefra. Johnny Frederiksen har en pointe i, at det i år har involveret flere bestyrelsesmedlemmer i længere tid, end det før har gjort. Men det er der også blevet frikøbt bestyrelsesmedlemmer til,” siger Lars Lindskov.

Ifølge den nuværende formand har han faktisk i flere år afsat midler i budgettet til frikøb af bestyrelsesmedlemmer, som slet ikke er blevet brugt.

Johnny Frederiksen medgiver, at formanden i Pressefotografforbundet selvfølgelig skal have et vist grundhonorar for sit arbejde. Men han kan endnu ikke svare på, hvad det skal være for hans vedkommende, hvis han bliver valgt.

”Jeg ved bare, at det skal være mindre, end det er nu,” siger han.

Mere direkte kontakt til medlemmerne

En af Johnny Frederiksens andre mærkesager til det kommende kampvalg er, at medlemmers sagsbehandlinger skal gå hurtigere.

”Der må ikke gå mere end 24 timer, før medlemmerne får et svar, når de henvender sig. Det, har jeg hørt fra mange, er et issue. Og det har været, fordi henvendelserne har været sendt direkte til formanden, og så er der ingen af os andre i bestyrelsen, der ved, at PF er blevet spurgt om noget, uden at der er kommet svar,” siger Johnny Frederiksen.

Johnny Frederiksen har opbakning fra nuværende næstformand Flemming Hansen, og sammen vil de to optimere svartiden til medlemmerne, hvis de bliver valgt som formand og næstformand.

”Vi vil dele rollen om at svare medlemmerne – også når vi har ferie – så der altid er en, der har ansvaret for at svare medlemmerne inden for 24 timer,” lover Johnny Frederiksen.

Lars Lindskov er uforstående over for kritikken af en for lang svartid.

”Du skulle se min mailboks og se, i hvor mange mails der står: Mange tak for et super hurtigt svar,” siger han.

”Selvfølgelig er der nogle gange, hvor noget skal undersøges, fordi vi skal have opbakning fra DJ til nogle forskellige ting, og så går der selvfølgelig lidt flere dage,” siger han. 

Er det realistisk at sætte en ramme på 24 timer for svar til medlemmerne?

”Ja, men så bliver det jo standardsvar. Så sætter man autopiloten på, og det giver ikke bedre sagsbehandling,” siger Lars Lindskov.

Vil ikke være ”levebrødspolitikere”

Johnny Frederiksen kalder Lars Lindskov for en levebrødspolitiker.

”Vi har en formand, der modtager omkring 330-340.000 om året for at være formand, og ydermere er han valgt ind i hovedbestyrelsen i DJ og sidder derfor som en form for levebrødspolitiker,” siger han.

”Det skal ikke være et fuldtidsjob at være formand. Min og Flemming Hansens plan er at undgå at blive levebrødspolitikere, så vi kan passe et arbejde ved siden af og have føling med, hvad der sker i branchen,” uddyber han.

Lars Lindskov mener, betegnelsen levebrødspolitiker er noget sludder. 

”I forhold til, hvor meget arbejde man lægger i det, er det dårligt lønnet. Også når man sammenligner med, hvad man kan tjene som både ansat og freelancer,” siger han.

Derudover mener den nuværende formand, at han har stor føling med, hvad der sker i fotoverdenen.

”Det er rigtigt, at jeg ikke arbejder meget ved siden af, fordi jeg sidder med i mange udvalg, foreninger og så videre. Jeg fotograferer ikke lige så meget, som jeg gerne ville, men jeg vil mene, at jeg følger rigtig meget med i branchen,” siger Lars Lindskov. 

”Og jeg snakker med medlemmer hver eneste dag.”

Lars Lindskov er spændt på afgørelsen og genopstiller, fordi han godt kan lide arbejdet og føler, han har noget at byde på, fortæller han.

”Men min verden går ikke under, hvis jeg ikke bliver valgt som formand.”

(Præciseret klokken 11.31: Det fremgår nu klart af artiklen, at Johnny Frederiksen ønsker at gøre Pressefotografforbundet til en specialgruppe. Og 22.55 med link til opstillingsgrundlag)

Kommentar

Seneste jobopslag

Studerende til kommunikationsenhed i europæisk topklasse

Lægemiddelstyrelsen
Ansøgningsfrist: 29.10

SoMe specialist til Skattestyrelsen

Skattestyrelsen
Ansøgningsfrist: 26.10

Ambitiøs kommunikationschef

Kalundborg Kommune
Ansøgningsfrist: 05.11

Designchef til Zetland

Zetland
Ansøgningsfrist: 10.11

Netavisen Pio søger skarp politisk journalist

Netavisen Pio
Ansøgningsfrist: 29.10

Assisterende perspektivredaktør til Børsen

Børsen
Ansøgningsfrist: 29.10

ROBOT STORYTELLERS

Grouleff Communications
Ansøgningsfrist: 25.10

Chefredaktør til Djøfbladet

DJØF
Ansøgningsfrist: 26.10

Skrivende redaktionsleder til FORSKERforum

Dansk Magisterforening
Ansøgningsfrist: 31.10

To studerende søges til Dansk Journalistforbund – DJ Rettighedsmidler

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 29.10

Adjunkt til TV- og Medietilrettelæggelse på DMJX

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 29.10

Nye undervisere og udviklere til Center for Journalistik på SDU

SDU - Syddansk Universitet
Ansøgningsfrist: 31.10