KAMPVALG OM FORMANDS-POSTEN

  Der har nu meldt sig to nye kandidater til posten som formand for Journalistforbundet. Det er dog ikke særlig sandsynligt, at de kan høste stemmer nok til at slå Mogens Blicher Bjerregård, som meldte sit kandidatur i december. »Deres chance er som en snemands i helvede,« som et HB-medlem udtrykker det.

 
Der har nu meldt sig to nye kandidater til posten som formand for Journalistforbundet. Det er dog ikke særlig sandsynligt, at de kan høste stemmer nok til at slå Mogens Blicher Bjerregård, som meldte sit kandidatur i december. »Deres chance er som en snemands i helvede,« som et HB-medlem udtrykker det.

Fem uger før DJs delegeretmøde blev fredsvalget til forbundsformand aflyst. På Kreds 1's generalforsamling den 8. marts meldte der sig overraskende to kandidater. Blandt de toneangivende tillidsfolk i DJ betragtes de to som outsidere.
De nye kandidater er den 58-årige Inge-Margrethe Madsen og den 68-årige Ole Dich.
Inge-Margrethe Madsen, som i fem år har været aktiv i arbejdsløshedsarbejdet i Kreds 1, har i en måned seriøst overvejet sin opstilling. Ole Dich sprang spontant ud i sit kandidatur på generalforsamling, fordi han blev provokeret af Mogens Blicher Bjerregårds indlæg på generalforsamling.
»Jeg er ikke imponeret af den kommende forsanger, der ikke sagde noget – ikke en kæft, da han var på talerstolen. Han sagde noget ligegyldigt, pænt om kredsene. Jeg er altid villig til at stille op mod den absolutte intethed,« sagde Ole Dich fra talerstolen.
Mogens Blicher Bjerregård meldte sig som formandskandidat i december. Han er faglig sekretær i Journalistforbundet og var før det formand for Journalistgruppen i DR.
»Det er fint med et kampvalg,« konstaterer Mogens Blicher Bjerregård.
»Jeg har lært noget af den situation på Kreds 1's generalforsamling, og kritikken har jeg taget til mig. Jeg greb det forkert an, jeg havde en overdrevet respekt for, at det var kredsens generalforsamling og ikke min, og det gjorde mig for passiv,« siger Mogens Blicher Bjerregård.

Går Haugaard i den
»De har ingen chance for at få fejet Mogens Blicher Bjerregård af banen. Det er friske folk og godt, at vi får et kampvalg. Og det er en flot indsats, Inge-Margrethe Madsen gør for hele tiden at få de arbejdsløse på dagsordenen. Men nu må vi samles om den eneste regulære kandidat, vi har, nemlig Mogens Blicher Bjerregård,« siger Lars-Bo Larsen, tillidsmand på Politiken, og tilføjer:
»Men jeg håber også, at Bjerregård hørte efter den kritik, han fik på Kreds 1's generalforsamling – nu må han se at få knappet blusen op og ført nogle klare holdninger frem. Jeg er ikke i tvivl om hans kompetence, men jeg savner nogle klare meldinger, – det skal jo ikke være som at bide i skumgummi. Jeg synes, det var fint, han fik den opsang.«
»Der er nogle, der mener, Mogens Blicher Bjerregård er kedelig. Men nu skal man passe på, der ikke går ren
Jakob Haugaard i den. Det er som om, at sjov og spræl pludselig er blevet det vigtigste, uden man kigger på, hvilken faglig indsats, man har præsteret,« siger tillidsmanden for Berlingske og Weekendavisen, Jens Langergaard, som giver sin stemme til Bjerregård.
Heller ikke de to nye kandidaters kredsformand vil give dem sin stemme:
»Det er min vurdering, at de to nye kandidater ikke kan fortsætte linien i Dansk Journalistforbund lige så godt som Mogens Blicher Bjerregård. De har ikke den erfaring, der skal til for at drive et så kompliceret foretagende som Journalistforbundet,« siger Rene Simmel, som ligesom Lars-Bo Larsen har stillet for Bjerregård. Kandidater skal have mindst 15 og maks 20 DJ-medlemmer som stillere.

Snemand i helvede
Og ingen af de fem hovedbestyrelsesmedlemmer, JOURNALISTEN har talt med, overvejer at flytte deres stemme over på Inge-Margrethe Madsen og Ole Dich.
»Deres chance er som en snemands i helvede. Jeg tror, de delegerede kan se hvem af de tre, der er den seriøse kandidat« siger HB-medlem Kate Bluhme.
»I det nuværende kandidatfelt er der overhovedet ingen tvivl om, at jeg stemmer på Mogens,« siger Kate Bluhme.
»Det er udmærket med kampvalg,« konstaterer den nuværende formand, Lars Poulsen:
»De er ikke bare nye kandidater, men også outsidere. Så må de næste fem uger vise, om de har nogle chancer,« siger Lars Poulsen, som har skrevet sig på Bjerregårds stillerliste.
»Der er kun en realistisk formandskandidat, og jeg kan stærkt anbefale Mogens Blicher Bjerregård,« siger DJs næstformand, Christian Kierkegaard.
»Jeg forstår godt deres bevæggrunde for at stille op – jeg ville også have foretrukket et kampvalg til den post. Mogens Blicher Bjerregård har aldrig været ude at prøve sine argumenter af. Men uden at kende noget videre til de to nye kandidater, så er Mogens klart den kandidat, jeg vil foretrække,« siger HB-medlem Anders Lund
»Det er fint med kampvalg, men jeg kender ikke de nye kandidater, jeg støtter fuldt ud Mogens,« siger HB-medlem Jens Utoft.

Støtte fra B.T.
Én af Ole Dichs stillere er tillidsrepræsentanten på B.T., Jytte Kjærgaard:
»Jeg kunne også fint have stillet for Inge-Margrethe Madsen. Jeg kender ham egentlig ikke, og hans dåbsattest er måske også aldersmæssigt lige i overkanten. Men jo flere, der stiller op, jo bedre. Der skal være noget at vælge imellem, for at man kan skyde sig ind på, hvem man helst vil have. Så det er ikke sikkert, jeg stemmer på ham.«
»Jeg ved ikke, hvem jeg stemmer på. Problemet med Mogens Blicher Bjerregård er, at han på væsentlige punkter har udtalt sig direkte i modstrid med vores holdninger på B.T. Han går ikke ind for den åbenhed i retssager, som vi gør – og så støtter han forslaget om at optage de 600 fotografer fra Grafisk Forbund,« siger Jytte Kjærgaard.
Blandt Inge-Margrethe Madsens 18 stillere er Morten Friis Jørgensen fra FreelanceGruppens bestyrelse. Han har ligesom Jytte Kjærgaard primært stillet for at sikre, der blev flere kandidater:
»Jeg har stor sympati for Inge-Margrethe, som har gjort en stor indsats for de arbejdsløse. Hun har i modsætning til Mogens benene plantet i journalistikken, hvor han i sammenligning med hende er en »apparatjik«. Det ville være træls med en kåring af Mogens, hvor han blev båret ind i formandsstolen på et sølvfad. Nu kan han ikke længere bare træde vande. Og vi får dermed den ide-debat, vi trænger til,« siger Morten Friis Jørgensen, som ikke afklaret på, hvor han sætter sit kryds.
Det er også manglen på debat, der fik Carl Otto Brix, til at stille for én af de nye kandidater, Ole Dich:
»Jeg er ikke imod Bjerregård, men jeg er stærkt imod »fredsvalg«. Jeg ønsker flere, der bejler til posten. Og så var Mogens Blicher Bjerregårds optræden på Kreds 1's generalforsamling en katastrofe. Han er garanteret en dygtig funktionær, men han mangler den karisma, som en folkevalgt skal have. Han fyrede en række almindeligheder af fra talerstolen,« siger Carl Otto Brix, som i mange år har siddet i Kreds 1's bestyrelse.

0 Kommentarer