Journalisten sætter fokus på kommunikationsfronterne og hører forskellige store organisationer og virksomheders bud på efterårets kommunikationsstrategier.
Red Barnet tager i løbet af efteråret på folkeskoleturne med en kortfilm, der skal bryde tabuet om vold i hjemmet.
Det er nemlig svært at tale om vold i familien, selv om en undersøgelse i foråret viste, at så meget som hver femte elev i ottende klasse har oplevet det. Det forklarer Janne Tynell, der er informations- og pressechef i Red Barnet Danmark.
»Der er nogle åbenlyse kommunikative udfordringer i at skulle deale med det her tema. På den ene side tror jeg, at de fleste synes, at vold er et ekstremt vigtigt tema, men det er også et frastødende tema, som man godt kan have lyst til ikke lige at beskæftige sig med,« siger hun.
Det er ikke kun omgivelserne, men i høj grad også ofrene selv, der har svært ved at få gang i snakken.
»Langt de fleste børn skammer sig og er bange for, hvad der sker, hvis de løfter sløret for, at der er noget, der ikke er, som det skal være. De vil gerne have den gode fortælling om den familie, som de elsker og helst vil være tryg i, så det er en udfordring at få dem til at lukke op,« siger Janne Tynell.
Der kan filmen noget, som andre formater har svært ved.
»Det, en film kan, er at skabe noget identifikation og en tredje fortælling, så det ikke handler om dem selv eller deres sidekammerat, men er en fortælling, de kan forholde sig til,« siger hun.
Instruktøren og skuespillerne er med på turneen og med til snakken efter filmvisningen, og på den måde giver filmen en bedre ramme for dialogen end de tilgange, som Red Barnet har satset på førhen.
»Tidligere har vi mere produceret hæfter og så videre. De har fordelen af, at de kan bruges til enhver tid, og de bliver liggende ude på skolerne, men det virker bedre, når der kommer nogen udefra, som børnene kan tale med,« siger Janne Tynell.
Den svære samtale bliver nemlig også tit bremset af, at folkeskolelærerne ikke føler sig ordentligt rustet til at tage snakken.
»Vi har oplevet en enorm efterspørgsel fra skolerne for, at vi kommer ud med folk, der har erfaring med emnet,« siger Janne Tynell.
Derfor er det instruktøren og skuespillerne, der tager på skoleturne med videoen, og det giver samtidig den fordel, at lærerne kan lytte med på sidelinjen.
»Det er en oplagt mulighed for, at lærerne kan slå de store lyttebøffer ud og lytte til, hvad børnene siger – også mellem linjerne. Det er de færreste børn, der vil række hånden op og sige, at de bliver slået derhjemme, men måske reagerer de på en måde, så de voksne kan blive opmærksom på dem og spørge ind til nogle ting,« siger Janne Tynell.
Skoleturneen er en del af en større Red Barnet kampagne, der i efteråret skal sætte fokus på vold mod børn verden over.
Filmen er lavet i samarbejde med MICA Productions Aps og kan ses her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.