UKRITISK. Er vi ved at være helt derude, hvor vi har skabt en ny dokumentargenre, hvor det håndholdte kamera er blevet erstattet af kamera med ført hånd, og hvor dokumentaristen er blevet reduceret til en marionetdukke i det politiske eller kongelige teater?

Forhåbentlig ikke, for der vises stadig danske dokumentarer af høj kvalitet. Men inden for den seneste tid har vi været vidne til en dokumentar og en dokumentarserie, hvor hovedpersonen har haft bekymrende godt fat i den lange ende.
For nylig viste TV2: "Søren Gade – de sidste 48 timer". Ifølge filminstruktøren ringede forsvarsministeren for at tilbyde ham muligheden for at lave den egent-lige slutning på en allerede eksisterende film, der også handlede om Søren Gade – nemlig "Krigsministeren".

Det var der for så vidt ikke noget underligt i, hvis det da ikke havde været for det lille aber dabei, at "Krigsministeren" allerede havde været vist på TV2 – to måneder tidligere. Men selvfølgelig var det da en god historie, og den ville have været glimrende som et lidt længere reportageindslag i nyhederne eller Dags Dato.

I stedet fik vi endnu en film om Søren Gade, og forsvarsministeren reddede sit eftermæle ved at få os alle sammen til at glemme de grumme sager, der mere eller mindre var årsagen til, at han smed håndklædet i ringen.

"Kongehuset indefra" på DR1 er en lækker og velproduceret dokumentar-serie om en ualmindelig families almindelige liv. Men den kæler for de kongelige og er blottet for kritiske kommentarer.
Det er muligt, det er prisen, journalisten har måttet betale for den eksklusive adgang til kongehuset, men er det den pris, vi som journalister/dokumentarister skal betale for 'eksklusivitet' og høje seertal?

Der er ikke noget i vejen med at lade hovedpersonen 'godkende' en dokumentar, når man får uhindret adgang til de royale gemakker eller politiske beslutninger, hvor der kan blive sagt ting, som er af fortrolig karakter. Men der er stor forskel på det og så at lade hovedpersonen trække i trådene både på forhånd og i løbet af selve processen, som man klart får indtryk af efter at have set filmen om Søren Gade og "Kongehuset indefra".

– Anne Lea Landsted, underviser i journalistik på Syddansk Universitet