search

Kald det kærlighed …

Her er beretningen om, hvorfor Dansk Journalistforbund engang i en forhåbentlig fjern fremtid bliver ejer af en taglejlighed i Københavns centrum.

Testamentet ligger på sofabordet, delvist dækket af seks fjernbetjeninger og side om side med en bog om, hvordan man bedst behandler tømmermænd, heriblandt den effektive femdages afgiftningskur.

"Fantastisk bog," siger journalist Torben Grønholt-Pedersen, der har afprøvet flere af opskrifterne på sin egen 61 år gamle krop. Hans eget favoritråd mod tømmermænd er at stille glasset med Aspirin sammen med et glas med vand et sikkert sted – så man dels ikke falder over det i nattemørket, mens man famler efter lyskontakten, dels husker at sluge pillerne, inden man stryger til køjs. "Tag tre aspiriner – ikke færre!".

JOURNALISTEN er ikke mødt op for at høre om den tidligere redaktørs – på Politikens forlag – erfaringer udi kunsten at håndtere beruselsens bagside. Det er testamentet, der er anledningen – selv om Grønholt-Pedersen konstant finder på nye og mere interessante emner at debattere med sine to gæster. Ikke mindst den kvindelige fotografs fotogene fremtoning vender han igen og igen tilbage til.

"Sikke nogle søde smilerynker du har – hvorfor tog du egentlig ham journalisten med!?".

Trods megen livskraft har Torben Grønholt-Pedersen besluttet sig til, hvem der skal begunstiges, når han forlader denne jord:

Alt, han ejer, skal gå til Dansk Journalistforbund. Lejlighed og rub og stub og uden forbehold – det gælder også medejerskabet af ‘Paludan Bøger – International boghandel og antikvariat'.

"Det er ikke noget tosset aktiv – boghandlen kører nu med overskud," siger Grønholt-Pedersen.

"Det kommer også DJ til gode."

Det er en beslutning, han nok har taget i løftet stemning i venskabeligt lag – men som Grønholt-Pedersen aldeles sober fastholder og argumenterer ivrigt for.

"En god ven sagde engang: "Jeg gider kun være sammen med journalister – eller andre kunstnere!". Der blev jeg sgu så rørt og glad. Sådan har jeg det også. Det er derfor, jeg gør det," siger Torben Grønholt-Pedersen.

Mellem to cafeer
Torben Grønholt-Pedersen nedtrappede sin karriere i 1991 på grund af sygdom, men han er stadig aktiv journalist. Han skriver ugentligt klummen "Brev fra København" til Aftenpostens lokalaviser – Fjordabladene – der udkommer over hele Norge.

"Jeg kan skrive om hvad som helst, lige hvad der passer mig," fortæller han. Desuden er han redaktør af den stærkt lokalt orienterede avis ‘Strædet', der dog for tiden holder udgivelsespause af ukendt varighed, ligesom han er medstifter af foreningen med det kryptiske navn ‘Natredaktøren'.

"Jeg gider ikke snakke om alt det, læs det i 'Den røde'" affejer Grønholt-Pedersen.

Han har levet et liv i og gennem journalistikken. Han slynger om sig med navne, der klinger bekendt – som han spiste frokost med forleden.

"Alle mine venner er sgu journalister. Og jeg har altid haft det fint med dem nede på Gammel Strand, når vi var til møder eller på kursus," fastslår Grønholt-Pedersen som en yderligere forklaring på, hvorfor Dansk Journalistforbund af alle skal have hans 124 kvadratmeter med indhold. Familien har Grønholt-Pedersen omvendt ikke store tanker om.

"De er både grådige og griske. Da min farmor døde, plyndrede de hendes hus. Selv ville jeg kun have en stegepande, den har hun stegt så mange gode koteletter på. Nej, journalisterne skal have det hele," siger Torben Grønholt-Pedersen, der tog beslutningen ganske spontant.

"Ser du. Vi havde lige været inde på Cafe Snaren. En udmærket frokost – mig og så en kammerat, også journalist. Selvfølgelig. Så sagde han: "Jeg gi'r da en whiskysjus på Togas Vinstue", og jeg sagde "Fint!". Og på vej til Togas besluttede jeg mig. DJ skal sgu have min lejlighed."

"Så jeg gik ned til Gammel Strand. Op ad trappen – de trin er sgu så stejle – og sagde til den søde dame i receptionen, at jeg ville testamentere min lejlighed til Dansk Journalistforbund. Så kom Blicher forbi …".

– Altså formanden?

"Ja, formanden. Han endte med at komme 15 minutter for sent til sit møde. Han skulle da også have historien."

"Kald det bare faglig kærlighed. Det er dét, det er."

"I skal da lige se huset," siger Grønholt-Pedersen og skubber blidt til labradoren Trunte – "opkaldt efter Klaus Paghs datter".

 

Et fjernsyn som en mur
Lejligheden oppe under taget i Fiolstræde på Københavns strøg er et alsidigt galleri tæt besat med kunst. Købt for en slik – mangedoblet i værdi siden.

Den del af lejligheden, der ikke signalerer finkultur, står der ungkarl på. Der er lavt til loftet, støv på billedrammerne, og ikke meget lys slipper ind ad de små vinduer. Midt i stuen står som et monument et to meter bredt og én meter højt ‘Thomson' farvefjernsyn. Det er koblet til seks parabolantenner på taget og er udstyret med et avanceret højttalersystem.

"Der skulle to flygelflyttemænd til at få det op ad trapperne," småpraler Grønholt-Pedersen.

"Sælgeren har bedt til, at det ikke går i stykker under garantien, for han får det aldrig ned ad trapperne igen!".

Bag stuen har Grønholt-Pedersen sit soveværelse. Over sengen hænger et enormt solarium. Langs væggen har han stablet en broget samling videofilm.

Mod baggården ligger lejlighedens ‘karlekammer', der gennem årene har gået under navnet ‘Hotel Grønholt'. Her har gode kolleger overnattet gennem tiderne. Ikke mindst i 70'erne, hvor man forstår, at Grønholt levede livet ganske intenst.

"De skulle jo alle sammen bo smart i villaer ude i Fredensborg og den slags. Og så kunne de ikke altid nå det sidste S-tog. Så sov de her på Hotel Grønholt," forklarer Torben Grønholt-Pedersen.

"Det skete, at en af konerne ringede og skulle tale med for eksempel Mads: "Han sover jo hos dig!". Det havde jeg så ikke fået at vide, måske fordi Mads rendte rundt og lavede spræl ude i byen. Så fik vi en aftale om, at de altid skulle orientere mig, hvis de sov her – især når de ikke gjorde det!".

Inden DJ-medlemmerne begynder at kigge i kalenderen for at tjekke ind i taglejligheden i Fiolstræde, skal JOURNALISTEN understrege, at Grønholt-Pedersen kun har lavet testamente. Han har ikke bestilt kisten.

"Og jeg har altså ikke tænkt mig at dø foreløbig," lover han – og bliver afbrudt af telefonen, der kimer. Grønholt-Pedersen slår højttaleren til. Der er en kvinde i røret.

"Torben, ved du hvad," siger hun.

"Nej, min kære – hvad?!"

"Jeg drømte om dig i nat …"

"Ved du hvad, det lyder dejligt. Men jeg er ved at blive interviewet. Ring tilbage senere!".

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen