Sidste år skulle alle uddannelsesinstitutioner have en whistleblowerordning på plads for ansatte. Nu vil KaJ, Journalistforbundets forening for studerende på DMJX i Aarhus, have en lignende ordning indført for studerende.
Det skriver Illustreret Bunker.
Ordningen er en del af KaJ’s forslag om ændringer til skolens kodeks for god adfærd – specifikt til kodeksets handlingsplan for krænkelsessager. KaJ foreslår også at indføre bisiddere, og at krænkede skal have mulighed for at erklære inhabilitet til dem, der behandler sagen.
Bestyrelsesformand for DMJX Lea Korsgaard vil over for Illustreret Bunker ikke udtale sig om forslag, der endnu ikke er vedtaget, men hun glæder sig over, at de studerende går op i det.
På Syddansk Universitet er whistleblowerordningen åben for både ansatte og studerende. Ifølge HR-konsulent Trine Lundgaard vil DMJX trække på erfaringerne fra SDU, når de over det kommende år beslutter, om ordningen skal udvides til de studerende.