KaJ: Urealistisk praktik-udspil fra Blicher Bjerregård

Mogens Blicher Bjerregård mener, tiden er inde til at skære DMJX-praktikken ned til 12 måneder. Skaf først nogle penge til en forbedret uddannelse på selve studiet, siger skeptiske studerende.

Mogens Blicher Bjerregård mener, tiden er inde til at skære DMJX-praktikken ned til 12 måneder. Skaf først nogle penge til en forbedret uddannelse på selve studiet, siger skeptiske studerende.

Giv journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) et halvt års længere skolegang og mere forskningsbaseret undervisning, og skær til gengæld praktiktiden fra 18 til 12 måneder.

Sådan foreslår DJ-formand Mogens Blicher Bjerregård i et blogindlæg på Journalisten.dk. Det skal ifølge Bjerregård ske, fordi journalister i dag skal hamle op med stadig mere professionelle og veluddannede kilder, og samtidig mere komplicerede problemstillinger.

Forslaget modtages dog lunkent i Kredsen af Journaliststuderende på DJMX (KaJ). Her frygter man, at uddannelsen bliver devalueret.

»Hvis det overhovedet skal give mening, så skal forbedringen af uddannelsen komme først. Men Journalisthøjskolen har lige skåret ned på undervisningstimerne, fordi man fattes penge, og sådan er situationen jo på stort set alle uddannelsesinstitutioner. Så det er et lidt mærkeligt tidspunkt, han kommer med det forslag. Det virker simpelthen ikke realistisk,« siger Nikolaj Søndergaard, næstformand i KaJ, til Journalisten.dk.

Han er dog ikke uenig med Bjerregård i, at DMJX-uddannelsen vil have godt af et akademisk løft, især på de første moduler.

»Jeg synes det er spændende, at han går ind i det med større krav og mere forskningsbaseret undervisning. Det kunne man sagtens kigge på. Fagene på de indledende semestre, som for eksempel mediejura og samfundsfag, kunne sagtens være på et højere niveau,« siger Nikolaj Søndergaard.

Men dette må altså ske, før man kan begynde at diskutere kortere praktiktid. Ellers vil DMJX simpelthen komme til at stå alt for svagt i forhold til de to øvrige uddannelser på SDU og RUC.

Ideen om kortere praktiktid er dog som udgangspunkt ikke noget, der tiltaler de studerende i KaJ, der mener, at de ekstra 6 måneder har stor uddannelsesmæssig værdi.

»Det giver mulighed for at dele praktiktiden op mellem flere medier, eller for at man kan komme mere rundt på forskellige redaktioner eller programmer. Så hvis ellers praktikstederne lever op til deres forpligtelser, er der bestemt ikke tale om, at det bare bliver 6 måneder med rutinearbejde,« siger Nikolaj Søndergaard.

0 Kommentarer