search

Kaffe, avis, computer og gåtur burde forbydes

Når historien er fattig på billeder, tyer vi til enkle og stereotype løsninger.

Når historien er fattig på billeder, tyer vi til enkle og stereotype løsninger.

I udgangspunktet er tv og journalistik et godt par. De to supplerer hinanden, og fra tid til anden forstærker de endda hinanden. Men som i et hvert parforhold, skal der være en slange i paradis, og i dette parforhold hedder slangen "historierne, der er fattige på billeder".

Vi kender alle sammen billederne fra DR, TV 2 og TV 2's regioner osv.: Kilde drikker kaffe, kilde arbejder på sin computer, kilde læser avis, kilde går forbi kameraet – og den seneste variant: Kilde snakker med journalist. Ingen af dem er pæne eller indbydende, og oftest har billederne intet med historien at gøre.

Jeg tror, at det kun er få procent af de danske tv-journalister og tv-fotografer, der kan se fidusen i billederne. Men vi laver dem – det gør jeg også selv som videojournalist – fordi vi oplever, at det bliver vi nødt til for at kunne få det hele til at hænge sammen i redigeringen.

I går besøgte jeg en kilde. Efter interviewet sagde jeg, at jeg gerne ville have nogle billeder af ham. Som forsker ved et universitet vidste han straks, hvilke billeder jeg talte om, og han sagde: »Ja, bare det ikke bliver af mine fingre ved tastaturet. De billeder hader min kone.«

Hun har selvfølgelig ret. Billederne af en hånd over tastaturet er forfærdelige, og vi burde gøre noget ved det. Nu. Vi skal ikke spilde kildernes, seernes og vores egen tid med ligegyldige billeder, der ikke er andet end simpelt fyld. Lad os tænke kreativt, lad os få relevante billeder på historierne – også de politiske.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen