PRAKTIK. Jeg synes, I for et øjeblik skal pakke dømmehammeren og den mugne forargelse over praktikanters manglende udkantslængsel væk. Meld jer selv ind i kampen i stedet for fnysende at opfinde en helt særlig storbyfascination hos jeres kommende kolleger. De er hverken arrogante eller uimodtagelige for provinspressens muligheder, men de har helt sikkert brug for at vide mere om, hvad de går glip af.
Praktiksøgning er kort fortalt en liste af over 150 mulige steder, en uges åbent hus primært i København og en hysterisk konkurrence, der ganske uklædeligt ikke kun foregår blandt de studerende, men i høj grad også hos praktikstederne selv.
Jeg har haft fornøjelsen af at se, hvordan det alligevel for mange ender godt, da jeg som praktikanthjælper har været turen forbi Århus flere gange. Mange står efter endt matchdag med et ansættelsesbevis, de er begejstrede for, men ikke havde regnet med, fordi de "egentlig ikke kendte så meget til stedet".
Ideelt burde de 150+ praktiksteder have samme vilkår for at rekruttere. Desværre er konkurrencen mellem storbyavis og fag- eller lokalblad i Jylland bare hamrende skæv. Praktikanterne kan med det omfang ikke sætte sig ind i hver redaktions tilbud og arbejdsgang.
Det er surt, og jeg mener helt oprigtigt, det er møguretfærdigt over for de glimrende steder, der er uden for Københavns bygrænse. Men jeg forstår ikke, hvorfor man lægger armene over kors og i gensidig øv-bøv har besluttet sig for, at praktikanter er nogle håbløse, navlegramsende størrelser.
Om kort tid står et nyt hold praktikanter klar til at søge deres drømmestilling. Iblandt dem vil der sikkert være en håndfuld, hvor kendisfaktoren er alfa og omega. For de fleste gælder det om at finde et sted, der har noget godt at tilbyde. Her rækker en halv A4-sides præsentation på nettet ikke, når de skal overskue de mange stillinger.
Så fortæl dem meget mere om, hvorfor det selvfølgelig er hos jer, de skal søge. Men gør det respektfuldt og uden anklager om arrogante unger, der ikke fatter en brik af, hvad "rigtig journalistik" er.
– Mille Kjær Dreyer-Kramshøj,
freelancer og specialestuderende i journalistik på RUC
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.