En journalistpraktikant på Politiken sendte i oktober et indlæg på avisens interne efterkritik rettet mod Tøger Seidenfaden. Chefen afviste 14 minutter efter. Og så kom der for alvor gang i debatten: Hvorfor siger ledelsen, at avisen er god og læserne glade – når læserne flygter, og oplaget falder …
EFTERKRITIK. Mandag den 8. oktober klokken 14.46 afsender en journalistpraktikant et debatindlæg på Dagbladet Politikens interne efterkritik. Overskriften lyder: »Hvad laver den leder på forsiden?!«
I indlægget retter praktikanten en hård kritik af, at Politikens ledere nu altid står på forsiden:
»Det er mig ubegribeligt, hvorfor Politikens forblommede holdninger til alt muligt skal præsenteres på den mest fornemme plads. Er det virkelig det, læserne efterspørger?« spørger praktikanten.
Det er et angreb på Tøger Seidenfadens højt profilerede relancering af avisen – Projekt Ny Avis – hvor holdninger og analyse i papirudgaven ofte fremstår mere markant end avisens nyhedsdækning. Den linje, synes praktikanten, er en fejl:
»Også lørdag ødelagde lederskribenten dagens første oplevelse af avisen,« argumenterer han videre – og konkluderer:
»Det er fint, at Politiken har holdninger, men kunne man ikke – i debatten om omorganisering – overveje at isolere dem til 2. sektion. Så kunne A-forsiden være reserveret til vores bedste journalistik.«
INDLÆGGET KOMMER I EN TURBULENT TID på Politiken. Først lancerede ledelsen en organisa-tionsændring, der skulle sikre flere nyheder. Den åd medarbejderne uden at kny. Så kom ledelsen ugen efter med en spareplan, hvor der skulle findes 14 millioner redaktionelle kroner. Forløbet udløste en samlet mistillidserklæring fra medarbejderne. Politiken er kort sagt under hårdt pres, da praktikanten vækker efterkritikken.
Chefredaktør Tøger Seidenfaden svarer sin medarbejder 14 minutter senere. Han afviser blankt kritikken ved blandt andet at henvise til, at analysefirmaet Webpol har dokumenteret, at læserne er meget tilfredse med Projekt Ny Avis.
»Placeringen af lederen på forsiden er et af de elementer i vores omlægning sidste år, som læserne er allermest glade for,« fastslår Tøger Seidenfaden.
Sagen kunne være landet som en forbigående tvist mellem en frembrusende praktikant og en chefredaktør, der giver svar på tiltale. Men det modsatte sker. Nu er låget røget af.
PRAKTIKANTEN BLIVER HURTIGT UDNÆVNT til dagens helt. En førende journalist fra kulturredaktionen – lad os kalde ham kulturreporteren – der har tidligere efterlyst saft og kraft i efterkritikken, foreslår, at der indstiftes et nyt trofæ på redaktionen opkaldt efter praktikanten.
»Hvis åben debat er sundt, har han i hvert fald lige styrket vores helbred en smule,« skriver journalisten – og appellerer midt i en fyringstid: »Den mand skal fredes i næste ø-råd.«
Kulturreporteren er respekteret blandt mange af avisens 150 redaktionelle medarbejdere. Han skal i den kommende uges debat fastholde en rød tråd i kritikken af ledelsens strategi. Andre journalister støtter hans indlæg og borer videre i forlængelse af dem. Jo, praktikanten er kommet i fint selskab. Rigtigt fint. Det er Cavling-nominerede journalister, der nu kritiserer avisens udvikling. Det er journalister, der også er forfattere. Og det er fra alle redaktioner – Christiansborg, Indenrigs, Kultur, Netredaktionen …
Samlet tegner der sig et mere og mere klart budskab: Politiken har ikke givet det rigtige svar på konkurrencen fra gratismedierne. Og analysefirmaet Webpols undersøgelser med mange tilfredse læsere matcher ikke journalisternes egne vurderinger af avisen. Nu skal tingene sættes på plads: »Lad debatten blomstre – også selvom vi risikerer at få hovedet kappet af,« lyder det.
FRA INDLANDSREDAKTIONEN BERETTER en journalist, at en kollega på et medarbejdermøde har tilkendegivet, at han ikke gider læse Politiken mere – selvom han arbejder for avisen.
»Artiklerne er forudsigelige, for kedelige og for kloge,« skriver journalisten og tilføjer:
»Jeg må indrømme, at jeg i perioder har det på samme måde.«
Klokken 18.41 den 10. oktober på debattens 2. døgn sætter kulturreporteren sit andet stød ind. Han mener, at ledelsen laver et skønmaleri:
»Det har været lidt af en kontrast at opleve, hvordan vurderingen af avisens indhold og form lød, når det var chefredaktøren, der fortalte, hvor vellykket en omlægning vi har gennemført, og hvor tilfredse læserne synes at være,« skriver han. Og det får en erfaren journalist fra avisens nye søndags-magasin ind i debatten. For han har præcis samme indtryk.
»Jeg hører masser af kolleger og chefer lufte kritiske holdninger til avisen,« skriver journalisten.
»Hvorfor ikke rejse en debat om vores alle sammens avis?« spørger han – og svarer selv lidt desillusioneret:
»Fordi det ikke længere føles som vores alle sammens avis.«
Sådan lyder tonen. På trods af fyringsrunde og omlægning en levende og energisk debat. Men også en debat med mange triste bekendelser.
Da debattens andet døgn går på hæld, kommer nok en reporter fra indlandsredaktionen med i det kritiske kor. Hun kan ikke finde hoved og hale i ledelsens tanker og manøvrer. Især bekymrer det hende, at avisen ved en tidligere omlægning har afskaffet de faste stofområder:
»Vi hopper fra tue til tue hver dag, fordi der ikke er retning på avisen,« skriver hun – og:
»Hvor vil vi egentlig hen med dette blad, og er chefredaktionen overhovedet interesseret i at høre vores mening?« spørger hun.
Og så skifter døgnet.
DAG TRE STARTER STILLE. Klokken skal passere 14.00, før en respekteret nyhedsjæger retter en stribe spørgsmål direkte mod ledelsen. Nyhedsjægeren er kritisk overfor, at ledelsen i omlægningen ikke ser på kvaliteten af nyhederne.
»Flere og flere vil skrive hurtigere og hurtigere om noget, som de ved mindre og mindre om …«
Han mener ikke, ledelsens strategi er rigtig.
»Vi følger efter gratisaviserne og den laveste standard i stedet for at sætte kvaliteten – den bedste journalistik – som vores standard. Og så tilsætter vi ved siden af en række kloge analyser og kommentarer og abstrakte artikler, som mangler både blod, hjerte og nerve.«
Nu koger gryden. Ledelsen forsøger at imødekomme kritikken og fremhæve det positive i, at debatten kører. Men parterne finder i de følgende dage ikke fælles fodslag. Og det er nu prominente navne med mindst lige så stor Politiken-anciennitet som ledelsen, der nærer kritikken. Praktikanten har trukket følehornene.
Klokken 15.15 på tredjedagen går chefredaktør Tøger Seidenfaden igen ind i debatten. Han appellerer i et langt og grundigt svar blandt andet til den fælles ånd og pointerer, at de andre aviser har mistet oplag i længere tid end Politiken. Der er nærmest tale om en igangværende harmoni-proces:
»Set over en lidt længere tidsperiode bringer det os blot tættere på morgenavisernes gennemsnitlige fald – vi har næsten 'indhentet' de andre – ikke mere,« beroliger han og introducerer derpå igen resultaterne fra Webpol:
»Læsernes tilfredshed HAR aldrig været større,« fremhæver han – og udbygger denne gang sin talargumentation ved at understrege, at der er tale om: »… et repræsentativt udsnit af Politiken-universet.«
Midt i det engagerede mylder af kritik lyder der også flere meget positive tilkendegivelser over for ledelsen. Flere fremhæver, at lederne er velplacerede på forsiden. Og netredaktionen, der ridder på en succesbølge og får tilført seks ekstra journalister, er fuld af lovord og tro på fremtiden.
»Selv synes jeg, omlægningen virker som et godt bud på en foreløbig løsningsmodel – et skridt i den rigtige retning,« lyder det fra en mandlig net-reporter.
Og hans kvindelige kollega på netredaktionen maner fordommene om overfladisk netjournalistik effektivt i jorden.
»På dage, hvor man skriver en række historier, som er væsentlige for dagens dagsorden, hvor vi kommer først og videre med historierne og ikke mindst gør det bedre end vores konkurrenter, er det virkelig tilfredsstillende og motiverende.«
På fjerdedagen melder kulturreporteren sig igen. Han er oprigtigt forvirret: »Vil nogen ven
ligst fortælle mig, hvad jeg skal mene?« lyder hans overskrift.
»Ligger der et særligt chefredaktionelt spin i Tøgers fortolkning af oplagsudviklingen og undersøgelsen af læsertilfredshed?« spørger kulturreporteren udfordrende.
Det er introduktionen af et nyt lag i debatten. Nu angribes troværdigheden af ledelsens argumentation – og Tøger Seidenfaden kommer også hurtigt til tasterne med en opblødning:
»Mine – delvis statistiske – oplysninger havde kun til formål at undgå, at vi gør os selv dårligere eller mere kriseramte, end vi er,« skriver han blandt andet.
Men det beroliger ikke kritikerne. Tværtimod.
En halv time efter Tøger Seidenfadens indlæg melder den kvindelige indenrigsreporter sig igen i efterkritikken. Hun forsøger at forklare kulturkollegaen, hvorfor folk i så lang tid har været uengagerede i diskussionen af avisen.
»Tavsheden skyldes en ret klar fornemmelse af, at vores forslag, kritik og gode idéer alligevel ignoreres, eftersom beslutningerne er taget, når vi får omlægningerne præsenteret,« skriver hun lige ud – og konkluderer:
»Den situation afføder passivitet, mukken og afmagt. Naturligvis.«
SÅ KOMMER CHRISTIANSBORG-REDAKTIONEN ind i debatten og gentager kulturreporterens spørgsmål:
»Er det chefredaktionelt spin, når du og andre ledere igen og igen siger, at vi trods alt ikke falder mere oplagsmæssigt end vores konkurrenter?«
Christiansborg-journalisten fremlægger derpå tal, der viser, at Politikens dyk i oplag er større end Berlingskes.
Tøger Seidenfaden parerer ved at påvise, at både Jyllands-Posten og Berlingske Tidende har mistet flere læsere end Politiken det seneste år.
»Vi har det bestemt ikke værre end de to andre,« skriver han.
Men kulturreporteren er stadig ikke tilfreds. Han vil vide, hvor mange læsere der helt præcist er omfattet af de analyser fra Webpol, som Tøger Seidenfaden bruger i efterkritikken.
Nu nærmer vi os datoen for fyringerne på avisen. Folk får andet at tænke på. Debatten ebber ud. Men parterne når at aftale en fremtidig drøftelse af avisens udvikling på en konference. Den finder sted til februar. /
3 skud til Tøger Seidenfaden
Dine medarbejdere oplever, at I som ledelse kun inddrager dem på skrømt i forandringsprocesserne. Hvad er din kommentar?
»Forandringsprocessen ligger i direkte forlængelse af den store forandring, vi forberedte igennem hele 2006 – Projekt Ny Avis. Dengang havde vi nedsat en stribe arbejdsgrupper, der arbejdede i mange måneder. Denne gang er det gået hurtigere, og der har ikke været den samme inddragelse – simpelthen fordi vi arbejder videre med de samme grundidéer og perfektionerer dem lidt.«
Hvorfor er undersøgelser fra Webpol, der er en del af Politikens Hus, grundlag nok til at bekræfte dig i, at avisen udvikler sig i den rigtige retning?
»Det hovedresultat, jeg lægger vægt på, er en fordobling af de tilfredse læsere fra cirka 20 procentpoint til cirka 40 procentpoint i de to undersøgelser efter 1. oktober 2006. Dertil kommer utallige andre succes-argumenter: Design-priser ude og hjemme, Berlingskes efterligning af vores net-papir-samspil, Jyllands-Postens lidt mere gumpetunge ditto og ikke mindst vores stærkt stigende trafiktal på nettet.«
Hvordan kan du føle dig sikker på, at Webpols tilfredshedstal er rigtige, når I har mistet 13.000 i hverdagsoplag på et år og 68.000 søndagslæsere i samme periode?
»Du har naturligvis ret i, at stor læsertilfredshed ikke er nogen garanti for at læser- og oplagstal ikke falder. Det gør de jo som bekendt.«
»Betalingsaviserne har mistet ubehageligt meget oplag på det seneste – og jeg behøver vel ikke minde om den indlysende forklaring i de hjemmedistribuerede gratisaviser og de afledte distributionsproblemer.«
»Derudover er betalingsaviserne oppe imod en mere generel 'gratisrevolution', hvad nyhedstilgængelighed angår. Det er netop den, som Politikens nye koncept – herunder det offensive samspil mellem net og papir – er svaret på.«
Om Webpol
Medarbejdere på Politiken stiller åbenlyst spørgsmål ved troværdigheden af Tøger Seidenfadens brug af undersøgelserne fra Webpol. De er i tvivl om, hvorvidt undersøgelserne er repræsentative.
- Webpol er et selvstændigt analysefirma under JP/Politikens Hus, der blandt andet laver online tilfredshedsundersøgelser.
- Webpol har en base med 23.000 danskere. En undersøgelse for Dagbladet Politiken henvender sig typisk til 500 eller 1.000 mennesker, der kontaktes via Internettet.
- Deltagerne samler point, som kan veksles til gaver. Gennemgående svarer 70 procent.
- Hvis Webpol har spurgt 1.000 mennesker, og 70 procent svarer, skal der 351 mennesker til at udgøre hovedparten af deltagerne i tilfredshedsundersøgelsen.
- Deltagerne i undersøgelsen er ikke repræsentative for Politikens aktuelle læsergruppe. De er derimod tilstræbt repræsentative for gruppen af regelmæssige læsere af Politiken.
- Det kan svække repræsentativiteten, især blandt læsere over 60 år, at det forudsætter Internet at modtage og svare på spørgsmålene.
- Tendensen det seneste år er, at flere og flere regelmæssige læsere ytrer tilfredshed med Politiken. Samtidigt falder avisens oplag.
Kilder: Blandt andre Webpols hjemmeside og Poul Melbye, Analysechef, Politiken.
17 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Tak
Kære Jakob Elkjær
Tak for dit svar.
Om man hacker sig ind eller skaffer sig prints fra en intern debat ser loven nok forskelligt på. Men i vores diskussion synes jeg ikke, at det gør nogen væsentlig forskel. Man skaffer sig adgang til nøjagtig den samme viden med nøjagtig den samme adkomst (eller mangel på samme). Juridisk er regnestykket måske et andet. Men presseetisk må det være det samme.
Jeg er helt med på, at vores beslutning om at bringe portrættet af Kenneth Plummer med adskillige anonyme kilder kan diskuteres. Det er virkelig et valg under ansvar. Men der er i mine øjne to væsentlige forskelle på den beslutning og din beslutning om at trykke en artikel om debatten på Politiken bygget på indlæg i vores interne debat:
1. Hvor kompetent generaldirektøren for Danmarks Radio er - eller vurderes at være i mediekredse - gør en forskel. Og offentligheden har en vis ret til at få det at vide. Det samme kan man kun i mindre grad sige om det forhold, at folk på Politiken har forskellige meninger om deres nye avis.
2. Det var svært, måske umuligt at tegne et præcist billede af generaldirektørens omdømme i fagkredse med navngivne citater. Omvendt havde det været uhyre let for jer at beskrive nøjagtig den samme uenighed på Politiken uden at citere vores interne efterkritik.
Om Plummerportrættet i øvrigt:
Når jeg brugte anonyme kilder i mit portræt af DRs generaldirektør Kenneth Plummer, var det selvfølgelig efter grundige overvejelser og havde en simpel grund: Vi kunne ikke med brug af, hvad navngivne kilder ville fortælle os om ham, tegne et portræt, der bare tilnærmelsesvis lignede det portræt, som de samme og andre kilder var parate til at tegne anonymt. Det var efter vores vurdering utvivlsomt det til dato mest vellignende offentligt billede af, hvordan et stort antal centrale aktører i hans professionelle verden ser ham. Og hertil tør jeg godt tilføje - et grundigere researchet billede, end nogen af de portrætter, også mange venlige, omend sløjt underbyggede, jeg havde læst som forberedelse.
Hvad vi sagde til læserne var: Vi beklager, at vi må forlade de vante stier for at fortælle en historie så skarpt, som det er vores indtryk, at den skal fortælles for at være dækkende. Her har I til gengæld en historie, som mange centralt placerede aktører ii tv-verden åbenbart er enige om, og som I ikke har hørt andetsteds endnu. Jeg afventer stadig, at et andet medie tegner et lignende billede - blot med navngivne kilder.
Kan du argumentere for din beslutning om at citere fra vores interne efterkritik på samme måde? I så fald vil jeg gerne høre, hvorfor du fandt historiens indhold så væsentligt, at det krævede ekstraordinære researchmetoder (med mindre du vil sige, at du synes, at citater fra et internt debatforum er almindelige researchmetoder). Og hvordan du kom til den slutning, at jeres muligheder for at at bibringe læserne samme indsigt med mindre drastiske researchmetoder var små?
Med mindre selvfølgelig, at valget af virkemiddel skyldes underholdningsværdien.
Med venlig hilsen - Nils Thorsen.
Kære Nils Thorsen
Undskyld mit forsinkede svar og tak for de pæne ord om bladet generelt.
I den konkrete sag hænger argumentationen for din kritik fint sammen, men kun i kraft af to forkerte påstande. Du antyder kraftigt, at vi bruger ekstraordinære researchmetoder som hacking, hvilket er forkert. Og du skriver, at vi helt er holdt op med at lave normal research, ringe rundt og citere folk etc., når vi skriver om Politiken. Det er også forkert.
De peruvianske spillemænd nede på Rådhuspladsen er ikke udsendte spioner fra Journalisten forklædt i folkedragter. Vi hænger ikke mikrofoner op på Tøger Seidenfadens kontor. Vi sidder ikke og lytter med på telefonsamtaler som i krimierne på tv. Vi har ikke et hold af hackere siddende for at trænge ind i mailkorrespondance eller interne debatfora. Jeg tror, at folk med nærmere kendskab til Øjvind Hesselager eller mine tekniske kompetencer nok ville smile blot ved tanken.
Du sætter lighedstegn mellem adgang til debatten og hackning eller aflytning. Men der er helt afgørende forskel på at aflytte nogen og at modtage lækket korrespondance og bruge det.
Jeg er fuldstændig enig med dig, når du skriver: 'Aflytning - telefonisk, fysisk eller elektronisk - er en journalistisk metode, der ligger ud over det sædvanlige alment anerkendte journalistiske værktøjssæt. Og som de færreste finder legitim - ud over når helt særlige grunde taler for. Afsløring af magtmisbrug begået af folk, der forvalter andre menneskers penge og skæbne på et politisk mandat eksempelvis.'
Og jeg kan berolige dig med, at så spændende er det ikke at være på Journalistens redaktion.
Vi har ikke i min tid her brugt nogle af de nævnte metoder, og jeg har umiddelbart svært ved at forestille mig en mediesag, der ville være vigtig nok til, at vi gjorde det.
Også her på redaktionen bruger vi de gode, gammeldags, men ofte kedelige arbejdsmetoder, som du så rammende beskriver som: 'Telefonopkald, fakta-finding, spørgsmål og svar.'
Ligesom på Politiken ringer vi rundt og taler med folk til og uden for citat, og selvfølgelig spørger vi også, om folk har papirer, mails eller lignende, der kan dokumentere det forløb, vi er i færd med at researche. Her helt konkret debatten på den interne efterkritik. Ofte sidder vi så meget ved computer og telefon, at vi som på mange andre redaktioner taler om, at vi burde bevæge os lidt mere ud i virkeligheden.
Men selv når man bruger ikke ekstraordinære og helt lovlige researchmetoder, så skal man selvfølgelig tænke sig om. Her på Journalisten håber jeg ikke, at vi lader os friste til at bruge 'muldvarpe-metoder' som at citere fra mails, referere fra interne debatfora eller at bruge anonyme kilder, med mindre historien er væsentlig og underholdende/interessant nok til at vi forsøger at fortælle inside-historien.
Det har vi gjort i en lang række sager om alle mulige medier fra Jyllands-Posten over Ritzau og DR til Det Berlingske Officin.
For nylig lavede du selv en historie om DRs generaldirektør Kenneth Plummer, der indeholdt nogle meget barske angreb på hans evner som leder.
De mest harske angreb kom fra anonyme kilder, uden at Plummer fik mulighed for at svare for sig. Det skriver jeg ikke for at sige 'øv-bøv-du-gør-det-selv', men fordi der ligger en interessant faglig diskussion i, hvad der er god journalistisk dokumentation. Du kalder vores metode for underlødig. Det mener jeg ikke, at den er. Tværtimod.
Jeg skal ikke fordømme brugen af anonyme kilder, når man beskriver medievirksomheder, for det benytter vi os som sagt selv af for at komme under overfladen, når det er nødvendigt. Jeg tager historien om Plummer som udtryk for, at du nogle gange selv synes, det er i orden at bruge andre researchmetoder end spørgsmål og svar til citat.
Skal jeg imidlertid selv vælge mellem et anonymt citat og et citat fra en intern debat, så vil jeg til enhver tid vælge det sidste, fordi det efter min mening har langt større troværdighed.
Hvorfor? Fordi det er relativt gratis at svine nogen til uden for citat. Man behøver ikke stå til regnskab. Her finder jeg, at de interne debatter, mails etc. er en mere fair og tungere dokumentation, fordi de netop er sagt og skrevet i sammenhænge, hvor afsenderen ikke har kunnet gemme sig for modtageren.
Hvis du selv havde gravet et spadestik dybere i DR, er jeg sikker på, at du også havde kunnet finde den type dokumentation, idet DR - som mange danske medier skulle jeg hilse at sige - også er præget af en åben debatkultur. Det havde gjort din artikel endnu stærkere.
Det, vi nok alle kan lære af sagen, er, at brug af anonyme kilder, interne papirer etc. virker meget stærkt på dem, det går ud over og derfor skal doceres med omhu.
Med hensyn til mine personlige holdninger, så er mit ideal at lave journalistiske og ikke holdningsmæssige prioriteringer. Jeg håber virkelig, at det lykkes, men falder ganske sikkert i vandet af og til. Du har fuldstændig ret i, at jeg er lodret uenig i Politikens redaktionelle linje og har givet højlydt udtryk for det.
Derfor er jeg meget opmærksom på, at vi kun skal beskæftige os med Politiken og bruge muldvarpe-agtige metoder, når det er vigtigt. Vi har aldrig forsøgt at skaffe nøgenbilleder af Tøger ved hans svenske skovsø, selvom det kunne være sjovt. Men vi har brugt interne skriftlige og mundtlige kilder, når der har været vigtige historier.
For eksempel i forbindelse med den række af fejl, som Politiken lavede under Muhammed-krisen, og i forbindelse med det radikale og spændende Projekt Ny Avis. Et projekt, som har trukket besøgende fra hele verden for at se det danske eksperiment med en klog viewspaper. Her har Politikens ledelse foretaget et modigt (men forkert) journalistisk valg.
Det har selvfølgelig vores bevågenhed, når en krise giver sig udtryk i redaktionelle omlægninger og fyringer og medarbejderes mistillidserklæring mod den redaktionelle linje. I den forbindelse har vi dækket sagen med masser af citater fra chefredaktør, tillidsmand og direktør. Men vi har som dig ikke kunnet få sammenhæng imellem de officielle udtalelser om, at læserne var glade og så det meget håndgribelige oplagsfald. Derfor har vi efter bedste evne gravet et spadestik dybere, da vi hørte, at der lå en interessant diskussion på jeres efterkritik.
Efter min mening er der ikke forskel på offentlige og private medievirksomheder som henholdsvis DR og Politiken. Begge er vigtige institutioner i kraft af deres dagsordensættende funktion i samfundet. Derfor må I på Politiken tåle at blive gransket i lighed med andre magthavere som politikere, forretningsfolk, Kenneth Plummer etc.
Kærlig hilsen
Jakob Elkjær
Kære Jacob Elkjær
Jeg er, som du ved, den journalist, der omtales som ''kulturreporteren' i jeres artikel om den interne efterkritik på Politiken. Jeg hører til dem, der mener, at Politiken rummer for mange meninger og for lidt journalistik for tiden. Et synspunkt jeg ofte har givet udtryk for på vores interne møder og på vores interne efterkritik - et forum, der måske mere end noget andet demonstrerer, på hvilken måde arbejdspladsen og mediet Politiken stadig befinder sig i en klasse for sig selv her i landet. Jeg kender ikke traditionen for intern kritik på Jyllands-Posten, Berlingske Tidende, TV2 eller Journalisten, men på det jeg hører refereret fra kolleger med ansættelse nogle af disse steder, lyder det ikke til, at jeg ville bruge tid på at smugkigge i nogen af debatterne. Jeg mangler også stadig at se den artikel i Journalisten, hvor man plukker sultent fra et af de nævnte mediers interne debatter.
Det har i årenes løb også betaget mig, når jeg har set, hvordan kolleger i faget har reageret på selv at blive udsat for den behandling, vi giver kilder hver eneste dag i de medier, vi arbejder på. Når journalister selv bliver interviewet, citeret eller omtalt. Og jeg går - som du - stærkt ind for, at vi udsætter os for det. Det har i den forbindelse glædet mig at se, hvordan Journalisten i din tid som redaktør er blevet mere kritisk og har fået mere bid.
Så meget desto mere skuffende synes jeg, at det er, når du søger at afværge kritik af jeres egne arbejdsmetoder med ovenstående antydning. Nemlig, at vi, der finder Journalistens metoder i denne sag underlødige, bare er nærtagende journalister, der ikke tåler egen most. Så har du ikke lyttet efter. HVerken indlæggene her på stedet, eller da jeg ringede til dig, før I gik i trykken, og forklarede, hvorfor jeg synes, at jeres refereren fra vores efterkritik er udtryk for doven journalistik og brug af et ekstraordinært journalistisk værktøj til en temmelig ordinær historie. For effekternes skyld.
Som flittig deltager i Politikens interne efterkritik, der uden at jeg har ønsket det nu kan se mine replikker gengivet i mit fagblad, føler jeg mit aflyttet. Jeg er ligeglad med, hvordan I er kommet i besiddelse af de konkrete indlæg. Om nogen har sendt jer prints eller mails, eller om I selv har været inde og botanisere på siden. I har haft adgang til debatten og plukket det, I mente at kunne bruge. Hvis dette var en arbejdsmetode, der rent etisk kunne bruges på linje med almindelige journalistiske værktøjer som telefonopkald, rapportlæsning og begavede spørgsmål, ville landets ministerier, bestyrelseslokaler, omklædningsrum mv. være fyldt med mikrofoner - og en betydelig del af redaktionerne bemandet med hackere. Hvorfor er det mon ikke sådan?
Fordi aflytning - telefonisk, fysisk eller elektronisk - er en journalistisk metode, der ligger udover det sædvanlige alment anerkendte journalistiske værktøjssæt. Og som de færreste finder legitim - udover når helt særlige grunde taler for. Afsløring af magtmisbrug begået af folk, der forvalter andre menneskers penge og skæbne på et politisk mandat eksempelvis. Man kan sikkert finde en række andre tænkte situationer, men til dem hører i mine øjne ikke - omlægninger på et stort, privat medie. Her kunne offentligheden sagtens nøjes med den historie, I ville have fået ud af at ringe til en række medarbejdere og redaktører på avisen og spørge dem, hvad de ville lade sig citere for i Journalisten.
Jeg tror slet ikke, at jeres fremgangsmåde skyldes, at I har vurderet, at i 'afsløringen' af den interne uenighed på Politiken om avisens linje var en så væsentlig historie, at afdækningen af den krævede ekstraordinære metoder. Men snarere, at I for snart længe siden opdagede, at Politikens interne efterkritik var et fund for en journalist (skal vi gætte på, at det var, da du blev redaktør - og vel huskede den levende efterkritik fra din tid på Politiken). Da I så, at her foregår en endog meget livlig debat. Begået af folk, der kan formulere sig. Og som tør det. Med andre ord: Et sted, hvor man kan plukke dramatiske virkemidler til sine artikler med samme autenticitet og styrke, som hvis man sad med til alle medarbejdermøder i en virksomhed, hørte alt, hvad der blev sagt, og kunne citere, som det passede en.
Herefter har I - tror jeg - haft svært ved at vende tilbage til de gode, gammeldags, men ofte også kedeligere arbejdsmetoder som: Telefonopkald, fakta-rinding, spørgsmål og svar. Det føltes så underlig tomt, ikke? Så I kunne ikke modstå at vende tilbage til vores efterkritik. Flere gange. Så kunne I give jeres læsere en oplevelse af at være med på en lytter. Hertil et dramatisk forløb at bygge artiklen op over. Samt et reportagepræg med forløb og direkte citater fra replikker.Altså: Fortællemæssige gevinster. Ikke indholdsmæssige. Og efter min mening langt fra begrundelse nok til at tage et redskab som aflytning i brug.
I øvrigt mener jeg, at metoden på et par punkter giver jeres læsere et falsk indtryk af historiens kerne. Nemlig hvor stor uenigheden om avisens linje er på Politiken. Fordi vi på Politiken har tradition for at sige tingene meget kontant til hinanden i interne diskussioner, hvilket der ikke gøres opmærksom på i artiklen, hvorfor man måske på eksempelvis Kristeligt Dagblad vil tænke, at hvis tingene blev sagt så hårdt hos dem, ville de være udtryk for afgrundsdyb uenighed. Og næste skridt i debatten være slåskamp.
Personligt ville jeg have udtrykt mig anderledes, hvis jeg var blevet ringet op af Journalisten. Mindre skarpt end på den interne efterkritik. I den forstand giver mine citater i Journalisten altså et let fordrejet billede af virkeligheden.
I skal selvfølgelig ikke afholde jer fra at bruge en journalistisk metoder, I iøvrigt finder berettiget, alene fordi I er bange for, at vores interne efterkritik vil tage skade af det. At det kan få os til at diskutere mere forsigtigt fremover. Men I skal heller ikke have lov til at gemme jer bag udsagn som, at 'det tror I ikke vil ske'. For personligt er jeg ikke i tvivl om, at jeg vil udtrykke mig mere varsomt i fremtiden, og at jeg vil vurdere mine ord - ikke alene ud fra, at mine kolleger skal læse dem, men at Journalistens læsere måske også læser med.
For mig er det centrale, at I for at få en farverig, let fortælbar og dramatisk historie om en avis, hvis linje jeres redaktør er uenig i, har brugt ekstraordinære metoder for at researche en historie, der på udmærket vis kunne være researchet med telefon og kuglepen.
Dermed ser Journalisten ud til at nærme sig det, som jeg og andre har kritiseret Politiien for. Nemlig en situation, hvor redaktørens holdninger synes at skinne igennem i bladets journalistik.
Et kollegialt råd: Lad være.
Gavner ikke oplaget.
Kærlig hilsen - Nils.
1. Der er ikke hold i beskyldningerne om, at vi hacker os ind på Politikens interne efterkritik. Selvfølgelig gør vi ikke det. Vi researcher på god gammeldags facon, og nogle gange giver kilder os adgang til fortroligt materiale, ligesom de åbenbart nogle gange fortæller Politikens journalister om private samtaler til private sammenkomster til en i øvrigt fremragende artikel om Khader & Co.
2. Er historien om den interne diskussion om Politikens kurs væsentlig? Ja, det er den, fordi Politiken har givet det mest radikale svar på udfordringen fra web og gratisaviser. Derfor er det interessant at følge udviklingen og uenigheden om kursen i kølvandet på oplagsfaldet. På samme måde, som vi interesserer os for Nordjyske i forbindelse med flermedialitet, fordi Nordjyske på det område har givet det mest radikale svar på fremtidens udfordringer.
3. Dækker vi udelukkende Politiken ved hjælp af Politikens interne efterkritik? Nej, det er simpelthen noget vrøvl. Af de tre magasinartikler og 14 webartikler, vi har bragt om Politikens projekt Ny Avis, spareplan og omstruktureringer, er ikke en eneste skrevet udelukkende på den interne efterkritik. Vi bruger samlet set et bredt spænd af kilder til oplysninger i disse historier fra navngivne interne og eksterne kilder over anonyme kilder, en medarbejderudtalelse, mails til alle, officielle tal om oplag etc., interne skriftlige oplæg og endelig også den interne efterkritik.
4. I mine øjne er det fundamentalt set en journalistisk god historie, at det er en praktikant, der kaster den første sten, hvorefter kritikkerne myldrer frem. Det var præcis historien om den debat, vi gik efter og ønskede at skrive. Det var ikke historien om, hvad diverse Politiken reportere måtte mene til eksternt brug.
5. Det er korrekt, at Journalisten tidligere i enkelte tilfælde har refereret til Politikens interne efterkritik. Det har tilsyneladende ikke ødelagt debatlysten i den 75.000 tegn lange, interne diskussion. Om der er et klima for intern debat, handler om ledelse og medarbejderkultur. At lægge det ansvar på Journalisten er vist at give os mere, end vi fortjener.
6. Hvis jeg skal være selvkritisk, så er vi måske gået for langt på et punkt. Vi har taget det udstrakte hensyn at anonymisere for ikke at skade unødigt. Jeg spørger mig selv, om det er rimeligt over for ledelse og læsere, at man ikke får navn på og kan vurdere udtalelserne i lyset af præcis, hvem der siger det?
7. Vi har gjort os ekstremt umage for at referere debatten fair og med alle holdninger repræsenteret - også de positive, men selvfølgelig er det et koncentrat og dermed en tolkning. Derfor bør man eksemplificere påstande om, at der er fejl eller misforståelser i artiklen i stedet for blot at lade det stå som netop en påstand.
Mvh
Jakob Elkjær, redaktør
Hej Mads,
Jeg har ingen ide om, hvad du mener med, at vi ikke vil stå frem. Min pointe var netop, at det vil vi gerne. Når vi altså bliver spurgt. Vi blev ikke spurgt, og det var så min anden pointe: Jeg fastholder, at der er tale om doven journalistisk, når Journalisten systematisk dækker vores arbejdsplads ved hjælp af løsrevne citater fra vores interne efterkritik, der formodentlig er den danske dagbladsverdens frieste debatforum.
Mit eget citat om at ledelsen ikke lytter til os er i sig selv korrekt, men det er taget ud af en sammenhæng, hvor min primære pointe var, at det efter min mening er noget pjat at uddele frihedspriser til en praktikant, der i et indlæg erklærer sig imod, at den ledende artikel står på forsiden. Det er ikke et nyt, og heller ikke et specielt modigt synspunkt, for den placering - og mange andre ting - er da allerede blevet diskuteret indgående på efterkritikken. Nogle er imod, andre - som jeg selv - er for den placering.
Den såkaldte 'kulturreporter' påpegede, at praktikanten med sit indlæg startede en debat, og jeg forsøgte at forklare, at når debatten havde været stillestående et stykke tid, så var det altså ikke fordi folk er bange for at ytre sig om avisen, men fordi ledelsen tilsyneladende ikke lytter, og at det derfor føles omsonst at bruge krudt på at råbe den op. Kun det sidste kom med i Journalistens artikel, der alligevel valgte vinklen med praktikanten som ytringsfrihedens fremmeste ridder på Politiken. Med al respekt for praktikanten, så er den vinkel helt ude i hampen.
mvh Anne M. Sørensen, journalist, Politiken
Flere