Kære nye praktikanter.

På DMJX får vi lov til at øve os og lave fejl. Men nogle gange kan det føles, som om vi skriver til en mur. Vi får at vide, at vores produkter skal kunne udgives, men kun enkelte af dine medstuderende og undervisere læser dine produkter. Medmindre det lykkes dig at sælge et projekt.

Både projektet i problemudredende journalistik (PUJ) og førsteårsprøven er endda låst inde bag et kodeord. Kun nogle gange ønsker en kilde at læse dine historier, og endnu færre kilder vender tilbage på henvendelser fra en journaliststuderende.

Men når man kommer ud og har et medie i ryggen, kan man slette ordet ’studerende’. Siden jeg startede, er alle mine artikler blevet udgivet til en gruppe af læsere, der ikke bare læser artikler og lukker vinduet. De danner sig meninger, kommenterer og benytter sig af artiklerne.

Alt, hvad I kommer til at producere i praktikken, har sit eget liv, efter at I har trykket ’udgiv’, indslaget er blevet vist, eller magasinet er udkommet.

Det vildeste, der skete for mine artikler på DMJX, var, at jeg fik at vide, at lixtallet var for højt, fordi min makker og jeg skrev ordet ’fjernvarmeledninger’ i en historie om fjernvarmeledninger.

På Journalisten er mine artikler blevet citeret i en række medier fra Lokalavisen.dk til Politiken, og de har fået mange reaktioner. Fra sårede kilder, der ikke kunne genkende sig selv, som jeg havde beskrevet dem. Fra læsere med tips til opfølgere. Fra ph.d.-studerende, der har brugt mine artikler som grundlag til forelæsninger.

Kilder er rigtige mennesker

Den del, vi ikke bliver forberedt på i løbet af semestrene på skolen, er, hvordan vores historier påvirker vores kilder. Heller ikke, selv om de prøver lidt.

For eksempel med opgaven ’Når livet gør ondt’ på første semester, hvor vi skulle interviewe mennesker, som har været gennem smertefulde oplevelser. Efter interviewet og den færdige artikel skulle en medstuderende ringe til kilden og høre, hvordan vi havde været i interviewsituationen, og hvad de syntes om den måde, de er blevet skrevet på.

Men det måler sig ikke med virkeligheden.

Jeres kilder er ikke kun kilder. De er rigtige mennesker – uanset deres position. Og rigtige mennesker føler, reagerer og skælder ud.

Allerede efter kort tids praktik fik jeg kilderesponsen at mærke på egen krop og sjæl. Jeg pitchede en idé, som jeg efterfølgende selv skrev og udgav på journalisten.dk. En af de medvirkende kilder blev sur over, at vi interesserede os for historien, så efter udgivelsen landede en e-mail med voksenskældud fra kilden i min indbakke. Men jeg fik også en anden mail efter historien. En læser sendte mig et tip, som kunne lede til en opfølgende artikel.

Selvom kilden var sur og ked af det, havde historien en effekt for en læser.

Habilitet og troværdighed

I skal være klar over, at I ikke er de eneste, der kan researche eller google et navn. I skal være parate til, at jeres kilder undersøger, hvem I er. Især de kilder, I forholder jer kritisk til.

Den pointe var også på skoleskemaet i første semesters sociale medier-opgave. Vi skulle gennemtænke og lægge en strategi for, hvad vi ville med vores sociale medier. Om de var private eller professionelle, og hvem der kan se hvad.

For når kilder søger på dit navn, kommer din troværdighed til at stå på prøve.

Min egen første, store historie, som jeg selv fulgte helt til dørs, kom med en række kilder, der havde lagt sjælen i deres projekt. Jeg sendte en mail til en kilde med en interviewforespørgsel for at forelægge kritik.

Kildens chef ringede til min redaktør efter en lang research-tur gennem mine, min kærestes og mine venners sociale medier. Chefen rejste et spørgsmål om min habilitet til at gennemføre interviews med både hans medarbejder og mine andre kilder.

Vi havde taget habilitetsdiskussionen på redaktionen, inden jeg gik i gang med historien. Spørgsmålene, om hvorvidt jeg kendte nogle af de potentielle kilder, og hvorvidt det overlappede med mine interessefelter, havde vi stillet.

Jeg kendte ingen af mine kilder personligt. Min egen, personlige holdning om produktet spillede heller ikke ind i kritikken, der skulle forelægges. Den kom fra kilder, der medvirkede i produktet.

Deres baggrundstjek af mig og opkaldene til min redaktør havde ikke som sådan en effekt på mit interview. Jeg har ikke lagt noget op på mine sociale medier, som man ikke må se. Men min kæreste blev sur over det. For det føltes som en overskridelse af hans privatsfære.

Det virkede til, at jeg og mit netværk blev undersøgt kun for at finde en måde, hvorpå jeg kunne erklæres inhabil i forhold til den specifikke artikel.

Men det rejser et generelt spørgsmål om habilitet. Kan man som fodboldfan dække fodbold? Kan man som musiker være musikjournalist? Kan journalister dække journalistik?

Journalistkilder, sårede kilder og erfaringskilder

På DMJX er der tre kategorier af kilder. Erfaringskilder, partskilder og ekspertkilder. På fagbladet Journalisten beskæftiger jeg mig især med partskilder. Journalister, der står bag artikler, eller redaktører, der er ansvarlige for indholdet af deres medier.

På andet semester lærer vi, at vi skal gå hårdere til partskilder, for de kender vores tricks, og de har selv en agenda. Her på Journalisten interviewer jeg overordnet set mennesker med de samme evner, som jeg er i gang med at tilegne mig.

Vi lærer, at alle interviews skal være kritiske. Men for kilder, der skal forelægges kritik eller forholde sig til egne fejl, kan både interviewspørgsmål og artikler ramme en nerve.

Og skarpe spørgsmål gør ondt. Også på medievante kilder. Jeg har haft en redaktør i røret, som næsten grædefærdigt svarede på spørgsmål om redaktionelle fejl.

En kilde ringede mig en dag op midt i vores frokost. Han var ked af en artikelserie, som han deltog i, fordi han ikke fremstod, som han havde håbet. Han mente selv, at kritikken var urimelig. Derfor var han ked af artikelserien, ligesom enhver journaliststuderende ville være ked af negativ feedback på et stort projekt.

Forskellen mellem kildekontakt og kildekontrakt

Jeg tog en tur til Jylland for at skrive en reportage, der aldrig blev til noget, fordi arrangementet blev aflyst. I stedet tog jeg ud og snakkede med almindelige mennesker. Med mig havde jeg en fotograf, som oprindeligt var hyret til at dække et andet arrangement, men nu ligesom mig havde sadlet om.

I vores forholdsvis hastige omsadling glemte vi en af de vigtigste ting i forholdet mellem en journalist og en kilde: En forståelig kildekontrakt. For selv om vi præsenterede os som journalister og fortalte om Journalisten, var kontrakten ikke god nok.

Nogle af kilderne fortrød deres medvirken, især på billeder. En fortrød, inden jeg begyndte at skrive historien, men var med på nogle fællesbilleder uden mulighed for at blive skåret ud. Den kilde kunne nemt udelades fra teksten.

En anden kilde fortrød efter at have set sit billede på hjemmesiden, og muligvis også efter nogle kommentarer på vores opslag med historien på vores Facebook-side. Efter at magasinet var udkommet.

Jeg var blevet for vant til, at når jeg ringer til en journalist og siger ’Du taler med Sandra Kaarsgaard fra fagbladet Journalisten’, er det indforstået, at det er en interviewsituation. For journalister ved godt, hvad mit medie er, og de ved godt, at når de udtaler sig, så er det til citat, medmindre andet er aftalt. Men det gør almindelige mennesker ikke.

Og det skal I huske. Det skal jeg huske.

Kampen om at være hurtigst

Når I skriver nyheder, eksisterer der altid en slags tidspres. Nyhederne skal ud, mens de stadig er nye og relevante. Og det mytiske kapløb om at være hurtigst er noget, vi snakker om på skolen. Men at komme ud og se det ske, at være en del af løberne og at skrive artikler, der opdateres løbende, er noget helt andet.

Jeg har set kolleger løbe gennem lokalet for at skrive en historie.

Jeg er blevet bedt om at skrive en historie på nærmest ingen tid, og bare fylde artiklen ud med ’lommeuld’ og baggrundsinformation.

Desværre er det ikke altid, man ved, at man har konkurrence. Når man sidder på et fagblad, er det nemt at tænke, at det kun er os, der ser de historier, der ligger under vores fagområde. Men en del af vores historier er alment relevante og interessante, så selvfølgelig ser I og alle vores kolleger i branchen dem også.

Jeg har set medier udgive historier, der mindede 98 procent om min, og derfor været tvunget til at finde en ny vinkel eller tilføje andre eller flere oplysninger til min artikel. Og jeg har været nødt til at lægge historier ned, fordi de kom for sent eller kunne læses andre steder.

Vær ikke bange for at løbe stærkt, men heller ikke for at lægge en død historie i graven. Der kommer altid en historie mere, for der sker altid noget et sted i verden.

Dine produkter har sit eget liv

Hvor vi på skolen havde password-protectede PUJ-projekter og uindekserede Mediajungle-sider, har I på jeres respektive medier et rigtigt publikum, rigtige læsere.

Og de læser rent faktisk, hvad du producerer.

Mens kilder og potentielle kilder reagerer på dit produkt og hopper videre til andre punkter på dagsordenen, bruger en god del af læserne artiklerne i længere tid.

Folkeskolelærere har brugt min artikel om udenrigskorrespondenters fixere til at skabe tryghed blandt deres elever, som var bange for journalisternes sikkerhed i krigsområder.

Til folkeskolens afgangsprøver blev en af mine dokumentar-artikler brugt til oplæsning og til at analysere mediernes virkelighed.

På en konference blev min artikel vist som eksempel på, hvordan manipulerede billeder og nyheder kan se ud.

For når jeg er kommet forbi det angstprovokerende trin at trykke ’udgiv’ i vores system, er artiklerne ikke længere mine. Jeg har skrevet dem, men de tilhører de læsere, som føler sig ramt af dem, de læsere, som sætter dagsordener og de læsere, som har brug for belæg til sine påstande.

Og det er fedt. Jeg skriver ikke længere til en mur, men til rigtige mennesker, der konsumerer og benytter den journalistik, jeg sender ud i verden.

Det samme gør I.