Som det efterhånden er blevet kutyme, når en ny undersøgelse viser, hvor skævt det står til med repræsentationen i danske medier, står cheferne gerne i kø til interview, hvor de med overraskede miner fortæller, at det godt nok kommer bag på dem, at det står så grelt til, som det gør.

Således også i den forgangne måned, hvor Akademikerbladet udkom med deres årlige opgørelse over de mest citerede forskere i medierne. Undersøgelsen viser, at der i 2022 kun var tre kvinder på listen, der består af 50 forskere. Ingen af forskerne på listen har minoritetsbaggrund.

Undersøgelsen affødte blandt andet artiklen ”Liste over danske mediers kilder vækker opsigt og bekymring” i Politiken den 8. februar. Heri interviewes Politikens chefredaktør, Christian Jensen, og chefredaktør i DR Nyheder Thomas Falbe. Både Jensen og Falbe giver udtryk for, at det kommer bag på dem, at tallene er så skæve, som de er, og begge tilkendegiver med tydelighed, at det naturligvis ikke er godt nok.

Formålet med dette indlæg er ikke at pege fingre ad Christian Jensen og Thomas Falbe, for jeg er af den overbevisning, at de faktisk oplever, at de gør noget ved problemet med den manglende repræsentation.

Og det er det, der er kernen af problemet: At oplevelsen af at gøre noget kommer til at stå i vejen for reel handling. For gode intentioner og kildeoptælling alene gør ikke forandringen.

Det ved jeg, for jeg har i mere end et år arbejdet med repræsentation og mangfoldighed i DR, hvor jeg som projektleder har understøttet mangfoldighedsprojekter i hele huset – blandt andet projekter, som har haft til formål at forbedre repræsentationen blandt kilder.

Her har jeg været i kontakt med redaktioner, der troligt har optalt deres kilder løbende, men som intet – eller i hvert fald næsten intet – har gjort for at ændre i måden, de rekrutterer deres kilder på.

Det sker ikke af ond vilje. Mange journalister og redaktører vil faktisk rigtig gerne gøre noget for at forbedre repræsentationen. Men de mangler værktøjer, som kan gøres til en del af deres daglige rutiner. Og her er et ofte overset, men essentielt, værktøj ledelsens engagement.

Mange af de redaktioner, jeg har været i kontakt med, efterspørger konkrete målsætninger fra deres ledelse. De savner opbakning i, at det måske vil tage dem et par timer længere at lave en given historie, fordi man vil have fat i en ny kilde. Og de har brug for det tilbagevendende fokus på problemstillingen, som ledelsen kan være med til at skabe, når der alligevel sendes nyhedsbreve, alle-mails mv. ud.

Så kære mediechef. Hvis der skal gøres noget ved den skæve repræsentation i medierne, så er det tid til, at du stiller dig i frontlinjen. Det er dig, der kan gøre noget ved den skæve repræsentation.

–

Karen Lerbech er journalist og projektleder samt ekstern lektor ved Center for Journalistik.