Hvordan har det været at arbejde på Jyllands-Posten under Muhammed-sagen? Journalisten har bedt Thomas G. Svaneborg fra JPs erhvervsredaktion i København skrive dagbog fra de dage, da demonstrationerne greb om sig, og avisen modtog bombetrusler.

Mandag den 30. januar

Redaktionsmødet handler om alt andet end næste dags avis og bekræfter den gamle påstand om, at avisen skriver sig selv, uanset hvad der sker. Gang på gang bliver vi smidt af nettet, og vores egen hjemmeside bliver udsat for hackerangreb konstant. Det irriterer mig, at jeg hele tiden finder på helt nye overspringshandlinger. Kulturredaktør Flemming Rose har kontor lidt længere nede ad gangen, og det meste af dagen rakker journalister og kamerahold frem og tilbage forbi mit kontor.

Hjemme i Vanløse læser jeg på nettet, at avisen pludselig undskylder. Jeg bliver rasende og forsøger at se logikken i, hvorfor vi skal undskylde noget, som vi i fire måneder har nægtet at undskylde. Hele avisens troværdighed står på spil. Hvor er den rygrad, som vi journalister altid trygt læner os op ad, når vi udfordrer magthaverne?

Min kone, Bitte, bemærker klogt, at ingen bliver mindre af at give en undskyldning. Den tygger jeg lidt på, og senere på aftenen stiller jeg mig tilfreds med Flemming Roses forklaring på tv om, at ordet 'undskyld' blot skal erstatte avisens talrige beklagelser over at have krænket muslimerne. Avisens rådgivere mener, at 'undskyld' i den arabiske verden har større betydning end 'beklager'.

Tirsdag den 31. januar

Atter et redaktionsmøde i Muhammeds tegn, og i dag strømmer endnu flere danske og udenlandske journalister forbi kontoret for at komme i audiens hos Flemming. Forbavsende mange kolleger og politikere bruger nu ordet 'eskalere' om sagen. Min yndlingsaversion er folk, der ikke ved, hvad de selv siger, så jeg slår ordet op i fremmedordbogen, men bliver skuffet, for aldrig har brugen af ordet været mere velvalgt. 'Eskalere' bruges om 'intensivering og udvidelse af krigsanstrengelser', og nu brænder de også Anders Fogh af i Gaza By.

Overalt på gangene opstår der hele tiden små grupper af kolleger, der skal fortælle seneste nyt fra deres søgninger på nettet. Henter man kaffe i automaten, går der mindst ti minutter med at vende store og små spørgsmål a la 'er du parat til at dø for vores tegninger?'

Klokken 16 er der afskedsreception for praktikanterne. Ved femtiden har jeg frakken på og er på vej hjem, da jeg får en stor gin og tonic i hånden. Før jeg har nået bunden, kommer Dorte Ipsen Boddum ud fra sit kontor og siger, at bladhuset i Viby er blevet evakueret efter en bombetrussel. Jeg småløber ind til min skærm og ser mailen, der er sendt til alle, men kun gælder folkene i Viby.

Det er tilsyneladende kun mig, der tænker, at bombetruslen også må gælde i København, for omkring flasken med gin er stemningen ganske vist nervøs, men der er ingen tegn på panik. Jeg siger farvel og skynder mig ud. På vej ned i metroen ringer jeg hjem og fortæller om truslen til familien. Vi har tre drenge, og de to af dem skal til fodbold og svømning i aften, så lige nu hele handler det mest om logistik.

Men da fodboldtræneren siger, at han på tekst-tv har set, at Kongens Nytorv også er evakueret, stivner jeg. Jeg ringer til et par kolleger, der allerede er tilbage ved tasterne, som om intet er hændt. Nogle har fået logi på Politiken, hvor de sidder og skriver side om side med konkurrenterne.

Ved aftensmaden snakker vi om, at jeg kan arbejde hjemmefra et par dage. Min telefon er alligevel næsten altid viderestillet til mobilen, og min egen netforbindelse er mere stabil end avisens i disse dage. Men det holder ikke, jeg er nødt til at komme af sted.

Onsdag den 1. februar

Nogen burde skrive en bog om ledelse af journalister, for det må være den letteste sag i verden. Måbende kan vi læse i Berlingeren, at ansvarshavende chefredaktør Carsten Juste har fortrudt, at han trykkede på knappen, mens Flemming Rose siger det modsatte til Ekstra Bladet.

Sammenholdt med, at nogen åbenbart vil slå os ihjel, kunne de tvetydige citater og forvirringen omkring undskyldningen godt have ansporet til et fagligt møde eller to, men vi er anarkister og fungerer udmærket med en uenig ledelse. Vi ved alligevel altid bedre, og vi bliver enige om, at sagen kan give vores journalistik mere kant. Det Fri Aktuelt havde sloganet, at man ikke kan være venner med alle. Måske skulle vi skærpe tonen og slå fast, at en avis ikke kan være venner med nogen. Alt andet skaber åbenbart falsk tryghed ude i den store verden.

På nettet kan vi læse, at France Soir, Die Welt og islandske DV også har trykt tegningerne. Flere kolleger fortæller, at de får en klump i halsen. Efter at vi i fire måneder har stået alene på banen, kommer opbakningen på det helt rigtige tidspunkt, og nu filmer Fox News også ind gennem glasruden.

Jeg forsøger at oversætte Profetnyt i Politikens ATS for en engelsktalende journalist – muligvis fra New York Times – for at illustrere, at det ikke kun er min avis, der laver satire om Muhammed. Han forstår ikke oversættelsen, og mit forsøg på at dreje kanonen i retning mod Rådhuspladsen mislykkes.

Når jeg præsenterer mig i telefonen, sker det tit, at kilderne siger, at de ikke skal have nogen avis, men i dag siger en kilde, at han ikke vil købe nogle tegninger. Jeg skraldgriner, og lettere opstemt forlader jeg avisen før 'bombetid', som den jourhavende bemærker klokken 17. Et par timer senere står kollegerne atter ude i kulden på Kongens Nytorv efter en ny bombetrussel, men næste morgen kommer der igen en avis.

Torsdag den 2. februar

Aldrig tidligere er så mange troppet op til et fællesmøde i bladhuset i København. Chefredaktør Henrik Thomsen er kontant og slår fast, at 'de' ikke skal forhindre os i at udgive avisen. Der er nødplaner for, hvor vi kan arbejde, hvis evakueringen bliver langvarig, og han gennemgår den fortrolige sikkerhedsplan, der allerede er sendt ud på mail.

Selv om truslerne er ubehagelige, mener Thomsen, at det er urealistisk, at bomber slipper ind. Avisen tilbyder psykologhjælp til alle, og ledelsen fastholder desuden at gennemføre lørdagens firmafest i Århus, hvor 600 kolleger har meldt sig til at være en del af det enestående bombemål. Det virker, som om vi rykker sammen i disse dage. Uanset hvor uenige vi hidtil har været om tegningernes berettigelse, er vi nu enige om, at reaktionerne er ude af proportioner og urimelige. Det er stadig vreden frem for angsten, der påvirker vores humør.

Fredag den 3. februar

Krydser Kongens Nytorv i solskin og fortsætter videre gennem Laksestræde over mod Christiansborg sammen med min kampfælle Niels Sandøe. Alt er stille, og ved indgangen til parlamentet mærker vi intet til den højspændte situation, nu hvor selv Al Qaeda vistnok også truer Danmark. Sikkerhedsrutinerne er minimale, så vi skal bare sætte pressekortet på jakken og kan uhindret smutte ind på de lange gange og lave vores arbejde.

Tilbage på avisen strømmer kollegerne ned fra et møde med Carsten Juste. Vi når kun lige at hilse på ham, før han er væk igen. Heller ikke den ventende journalist fra Wall Street Journal får held med et interview.

Jeg følger nyhedsstrømmen om reaktionerne på fredagsbønnen og kan ikke vurdere, hvorvidt situationen fortsat eskalerer eller er stabiliseret.

Lørdag den 4. februar

Det er bidende koldt, men city er spækket med mennesker på indkøb. På Kongens Nytorv er skøjtebanen fyldt, og hverken ude eller indenfor på Cafe Quote ved siden af bladhuset er der ledige borde. De fleste kolleger er på vej i bus til Århus, og jeg er helt alene med en sikkerhedsvagt, da jeg kommer ind fra den ekstraordinære generalforsamling i Lærerstandens Brandforsikring.

Deadline er fremrykket flere timer, så jeg har travlt og kan ikke nå at skrive ret meget. Jeg ringer alligevel til kollegerne i bussen for at fortælle, at vi har fået Ekstra Bladets Victor-pris. Først da jeg afleverer, hører jeg om demonstrationerne og branden på ambassaden i Damaskus.

Klokken 18 ringer Niels Sandøe fra Århus og fortæller, at festen er aflyst. Alle københavnerne er på vej hjem, akkurat som vores korrespondent i Amman, Thomas Heine.

Mandag den 6. februar

CNNs internationale seniorkorrespondent Matthew Chance med et ego på størrelse med pyramiderne er fløjet ind fra Wien med en kameramand fra Moskva. Han hænger jakken på den ledige stol og indtager kontoret med den største selvfølge. Han spørger til de økonomiske konsekvenser af balladen og vurderer selv, at det nok ikke kan betyde det store, fordi vores eksport af bacon til de muslimske lande må være begrænset!

Han beder om telefonnumre på de 12 tegnere og spørger, hvor byens bedste restaurant ligger. Jeg spørger, hvorfor CNN ikke tør bringe tegningerne, og han slår opgivende ud med armene, mens han forbereder spørgsmål til statsministeren og tjekker sine to mobiltelefoner.

Fire mand dør under demonstrationer ved den danske ambassade i Kabul, en dreng bliver trampet ihjel i Pakistan, og om aftenen går det ud over den danske ambassade i Teheran. Bush og Blair gør/tør det ikke selv, men sender i stedet talsmænd på tv for at erklære deres støtte til Danmark, og fokus bliver igen flyttet længere væk fra avisen.

Tirsdag den 7. februar

Øjenåbner eller øjeåbner, valget er frit. Et virkelig grimt ord, der tvinger ansigtet ud i en pudsig mundgymnastik, men det er det, som kollegerne, familien og vennerne bruger mest, når de skal kommentere situationen.

De fleste er holdt op med at forske i avisens motiver og slår blot fast, at det skete har været en øjenåbner for dem i forhold til, hvordan imamerne tænker, hvor vigtig ytringsfriheden er, hvor lidt vi ved om islam og modernitetens kompleksitet generelt. De fleste siger, at avisen skal stå fast, men flere andre er stadig stærkt forargede over, at tegningerne blev bragt.

Efter mere end en uges belejring af danske og udenlandske journalister vil avisen nu være mere selektiv, når man lukker kollegerne ind. Der er et arbejde, der skal passes, men heldigvis når vi at opleve en habitklædt norsk tv-journalist synge og spille guitar for Flemming Rose under optagelserne til et satireprogram, så dagen også bliver en øjenåbner for os, der troede, at norsk humor udelukkende var synonym med Marve Fleksnes.

Onsdag den 8. februar

Kom ikke og sig, at avisen er kedelig. Nu kræver Uffe Ellemann-Jensen Carsten Juste fyret på vores egen forside. Gad vide, om det kan ses på vores løssalg?

Flere kolleger har forbudt deres børn at fortælle klassekammeraterne om, hvor forældrene arbejder – af frygt for at børnene skal blive lynchet. Børnenes reaktioner rummer i det hele taget stof til en hel bog. Nogle er ligeglade, nogle kan ikke holde ud at snakke om det, nogle forsvarer i blind loyalitet deres forældres arbejdsplads, mens enkelte teenagepiger vender på en tallerken og fordømmer os.

Der er ved at komme struktur over arbejdsrutinerne igen, og der er ikke noget, vi hellere vil, end at sætte en helt anden dagsorden i morgen.

Væsentlighedskriteriet må stå sin prøve, og måske viser det sig, at den dagsorden, vi hidtil har troet var væsentlig, kun eksisterede i vores egen verden.

*
Læs også de øvrige artikler om Muhammed-sagen i denne udgave af Journalisten: »Fra løs idé til krise«, »Juste: Der var selvcensur. Rose: Der var ikke selvcensur«, »Orkanens øje«, »Slaget om ytringsfriheden«, »Europa om Muhammed-tegningerne«, »Gris på bålet«, »Nej til europæiske retningslinjer for pressen« og »Tvivl og vrede«.