search

Kære dagbog

Tre nye kandidater udfordrede de etablerede politikere i hovedbestyrelsen på delegeretmødet. Journalisten bad dem skrive dagbog fra de to døgn.


Foto: Mogens Laier

DAG 1

Kl. 8.23
Mette Schmidt Rasmussen: Jeg er spændt på at se, hvor ombejlede vi studerende bliver … Der er allerede nu vist interesse fra flere steder; medarbejdergrupper, HB-medlemmer, men gad vide, hvordan det bliver i praksis?

Kl. 9.00
Henrik Friis Vilmar: Sommerfugle i maven, da jeg gik ind gennem indgangen. Det har jeg altid ved delegeretmøder. Her er så mange skarpe hjerner og mennesker, jeg har stor respekt for.
Denne gang er det særligt udtalt. Jeg ved, at jeg skal op på den talerstol, som jeg har frygtet ved samtlige delegeretmøder, jeg har deltaget i. Dejligt at blive hilst af så mange mennesker, jeg kender. Mange klap på skulderen med et »godt du stiller op«.

Kl. 11.00
Henrik Friis Vilmar: Nu har jeg indtegnet mig på talerlisten, så nu er der ingen vej tilbage. Er skide nervøs, men også afklaret. Jeg ved, at jeg har noget på hjerte. Så det skal nok gå.

Kl. 14.00
Maria Becher Trier: Ikke så superfedt at komme for sent og midt i debatten om formandens beretning. Men sådan er det, når praktikanten skal ansættes samme dag som delegeretmøde. Sommerfugle i maven og udprint af ændringsforslag. Jeg er klar – tænker blot på, hvor det er, jeg skal markere mig på talerstolen – har flere ideer. Men skal lige finde timingen. Føler efter og lytter.

Kl. 15.30
Mette Schmidt Rasmussen: Okay. Hvorfor har ingen fortalt mig det her? Stillerlisten skal åbenbart – hvis den skal op at hænge i aften – afleveres inden klokken 16! Jeg har kun syv indtil videre – dog en del aftaler rundt omkring. Puh, der skal løbes nu. Opdatering kommer senere.

Kl. 16.00
Henrik Friis Vilmar: Har været på talerstolen, og det gjorde ikke engang ondt. Fik sagt det meste af det, jeg ville sige. Glemte et par pointer, men tror, jeg fik budskabet ud. Nu er der valgcafe om et par timer. Glæder mig faktisk til at slås lidt. Sommerfuglene i maven har det glimrende.

Maria Becher Trier: Så gik jeg på talerstolen uden at forberede mig. Men blev nødt til at kvittere for, at det var muligt at få stablet en praktikantvejlederuddannelse på benene. Lige nu har jeg hverken forbedret eller forværret mine chancer. Men jeg lurepasser lidt. Glæder mig til valgcafe i aften.

Mette Schmidt Rasmussen: Stillerlisten kom på plads. Vi fik dem, vi ville ha’. Sikken stress. Egentlig er det et mærkeligt koncept. Det er rent formalia, og jeg tror ærligt talt ikke, at de delegerede orienterer sig efter listerne.

Kl. 19.00
Mette Schmidt Rasmussen: Valgcafeen er overstået. Det var en mærkelig omgang. Vi kandidater var spredt over otte borde, og så kunne de delegerede ellers gå rundt. Men hvem gider høre usammenhængende bidder rundt omkring? Hvorfor ikke samle os alle, så vi kunne få en god debat i gang?

DAG 2

Kl. 2.30
Mette Schmidt Rasmussen: Tak til værelse 177 for god fest. Jeg skulle være gået i seng noget tidligere. Godnat.

Kl. 7.45
Maria Becher Trier: Wow – lang aften i går. Valgcafeen var ok. Måske var jeg en anelse påståelig. Oplevede overvældende opmuntring i løbet af aftenen. Mange ukendte ansigter ønskede held og lykke. En tjener havde taget mit badge på. Han kom diskret hen og sagde: »De siger, du har gode chancer.« Og det er også min fornemmelse.
Her til morgen læser jeg højt af dagbogen i sengen. Min veninde og kollega Pernille nikker og siger: »Husk, hvem du er, og hvorfor du vil være med. Din rebelskhed. Du skal ikke blive som de andre.«

Kl. 9.08
Mette Schmidt Rasmussen: Så er det i dag, det går løs. Jeg er virkelig spændt på valget, og jeg glæder mig til, at der kommer nogle sager, som har større relevans for os studerende. Det bliver blandt andet spændende at høre diskussionen om bijobreglen. Forhåbentlig bliver der også plads til, at jeg selv kan komme på talerstolen i dag og få sagt et par ord.

Kl. 9.30
Henrik Friis Vilmar: Mat i koderne. Har snakket ’politik’ hele natten. Den slags bliver man tørstig af. Godt jeg tog den med ro på det område. Men meget søvn blev det ikke til. Nå, valgcafeen i aftes var lidt tam. Vi stod lidt afsides, og der var ikke mange tilhørere. Men jeg fik talt varmt for de ting, jeg brænder for.

Kl. 11.10
Henrik Friis Vilmar: Det er spændende det her. Folk har sat deres krydser, så nu er det bare at vente. Uanset udfaldet er jeg vildt glad for den store opbakning og støtte, jeg har fået under hele mødet.

Kl. 11.00
Maria Becher Trier: Så kom valget, og jeg har ikke nået at markere mig på talerstolen. Lidt æv. Men nu er det nu. Forvirring ved bordet – hvem skal vi stemme på? Hvor mange? En kommer hen og siger: »Jeg har stemt på dig.« Jeg overbeviser de andre om, at de skal stemme på de studerendes kandidat, Mette Schmidt Rasmussen. Hun er engageret og har stor gennemslagskraft. Vi har aftalt at hjælpe hinanden … de studerende er mange stemmer.

Kl. 12.11
Henrik Friis Vilmar: Det er altså et af de bedste delegeretmøder, jeg har deltaget i, dette her. Væsentlige og afgørende diskussioner, der udfordrer hovedbestyrelsen. Det er godt. Og delegeretmødet har denne gang markant indflydelse på forbundets politik.

Kl. 12.45
Henrik Friis Vilmar: Har lige fået uofficiel besked om, at jeg er valgt til HB. Det er jeg meget beæret over.
Glæder mig til arbejdet og håber, at jeg kan bidrage med noget væsentligt. Jeg brænder i stort omfang for store dele af det faglige arbejde.

Kl. 12.55
Henrik Friis Vilmar: Så kom valgresultatet. Hold da kæft: Jeg fik virkelig et stærkt mandat med mig. Det forpligter. Håber, jeg kan leve op til det. Det tror jeg på, jeg kan. Jeg vil gøre mit bedste. Det bliver spændende det her.

Kl. 13.08
Mette Schmidt Rasmussen: Det er for vildt! 197 stemmer! Hvad sker der?! Ja, jo, jeg havde regnet med, at jeg kom med i HB, men 197 stemmer!? Der skal sikkert også være nogle, som er utilfredse med, at en ny, studerende kandidat som mig får flest stemmer … hmm, det bliver en spændende toårig periode, jeg går i møde. Jeg er sgu glad for, at Maria Becher Trier også er kommet med. Så kan vi være nye sammen.

Kl. 14.05
Maria Becher Trier: Jeg kom ind med tredjestørst stemmeantal. Mette fik flest stemmer. Kampagner virker. Får taget billede og tager imod lykønskninger.  Får sms fra min praktikant: ”Øv, jeg mister min vejleder.” Sådan er det, for jeg har lovet min chef, at jeg ikke både kan være praktikantvejleder og HB-medlem. Smser til min mand og min mor. Og styrter tilbage til salen for at være med.

Kl. 15.00
Mette Schmidt Rasmussen: Fusionsmandatet diskuteres for fulde gardiner, og samtidig skriver Rasmus Mark Pedersen (nyhedsredaktør, Radio24syv, red.) på Twitter: ”Dagens debat om fusion kan opsummeres: Vi voksne kan også være bange. Og holde mange, lange, bange taler.”
Jeg kan kun give ham ret. Det er jo ikke et mandat til at slå DJ sammen med KS i morgen. Det er et mandat til at undersøge mulighederne, og det er vi da nødt til. Det er ikke kommunikatørerne, der er vores ’fjender’. Det er og bliver arbejdsgiverne, som vi skal kæmpe imod.

Kl. 15.05
Maria Becher Trier: Fusion – ja eller nej. I mit hoved er det klart noget, vi skal gå videre med.
Men der skal åbenhed til. Jeg vil i HB kæmpe for, at projektet ikke bliver topstyret. Et vigtigt arbejde fremover bliver at sikre, at beslutningerne modnes. Derfor bliver det de næste to år nødvendigt at sikre, at medlemmerne får medejerskab til et nyt fusioneret forbund.
Det arbejde bliver spændende.

DAGEN EFTER

Mette Schmidt Rasmussen: Overordnet set så gik alt, som det skulle. Jeg og resten af de studerende fik gennemført det, som vi havde ønsket og kæmpet for i lang tid. Men jeg er stadig lidt ærgerlig over, at jeg ikke tog teten og kom noget mere op på talerstolen. Jeg var der kun en gang. Men øvelse gør mester, og det tager tid at blive en god politiker …
Den 22. maj løber det første rigtige HB-møde af stablen. Jeg kan ikke sige det for tit: Jeg glæder mig sindssygt meget til at komme i gang!


Maria Becher Trier, journalist, Folkeskolen. Blev valgt til HB med 177 stemmer – Foto: Mogens Laier


Henrik Friis Vilmar, journalist, DR Syd. Blev valgt til HB med 169 stemmer – Foto: Mogens Laier


Mette Schmidt Rasmussen, studerende, DMJX. Blev valgt til HB med 197 stemmer – Foto: Mogens Laier

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen