200 stillinger skal spares væk hos den norske mediegigant Schibsted, blandt andet på VG, Aftenposten og Aftonbladet i Sverige.
Det er hårde tider blandt skandinaviske nyhedsmedier. Efter nyheden om kommende store besparelser blandt svenske medier kommer den norske mediekoncern Schibsted fredag morgen med en pressemeddelelse om besparelser på mellem 190 og 210 millioner norske kroner.
Det vil betyde nedskæringer på mellem 160 og 200 stillinger, som vil ske i årene 2012-2014, hedder det.
Besparelserne fordeles nogenlunde jævnt mellem koncernens svenske og norske aktiviteter, men med en overvægt i Sverige, hvor det især er avisen Aftonbladet, der skal holde for. Her skal spares 100 millioner svenske kroner, og det betyder, at mellem 65 og 85 stillinger forsvinder, de fleste i redaktionerne, med fuld effekt i 2013.
»Det er trist, når dygtige medarbejder må forlade os, men det er vores opgave og ansvar at sikre jobs og Aftonbladets ledende position i fremtiden,« siger Aftonbladets chefredaktør, Jan Helin, i en pressemeddelelse.
I Norge vil besparelserne gå ud over 100 til 120 arbejdspladser på VG og i Media Norge, som udgiver en række dagblade, magasiner og net-medier. For at fremme den frivillige fratræden vil de norske medarbejdere dog blive tilbudt en såkaldt "gavepension", der indebærer, at de kan gå på fuld pension, fra de er fyldt 62 år.
Knut Nygaard, formand for journalisterne på Aftenposten, hilser pensionsordningen velkommen, men frygter konsekvenserne af den lavere bemanding.
»På den ene side er det fint for dem, der selv ønsker at gå, men på den negative side bliver der dårligere bemanding. Den del er selvfølgelig trist. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der kan se, at dette vil gå ud over kvaliteten. Det bekymrer mig,« siger Nygaard ifølge Journalisten.no.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.