TROVÆRDIGHED. Så vidt jeg ved, er bogen "Kongekabale" begået af min gamle kollega, journalisten Niels Krause-Kjær, og ikke forfatteren Hanne-Vibeke Holst som oplyst af livsstilseksperten Christine Feldthaus i Journalisten 6/10.
Det er selvfølgelig en ærlig sag, hvis man ikke er velforberedt på alle fronter, når man bliver kontaktet af Journalisten og udfrittet om begrebet 'troværdighed'.
Mere problematisk er det efter min ringe mening, når man som livsstilseksperten Christine Feldthaus skråsikkert og nedladende straks benytter lejligheden til at kaste et skær af uvederhæftighed over journalisters arbejdsindsats generelt ved samtidig at betegne henvendelser fra seriøst arbejdende kolleger som en skræmmende oplevelse, fordi mange virker uforberedte, når de ringer op.
Hvor på listen over forskellige erhvervs større eller mindre troværdighed finder man 'livsstilseksperter'?
– Niels Højland, journalist
SVAR. Nu mener jeg generelt, at livet er for kort til at fortabe sig i petitesser, men lad mig endelig give dig den indrømmelse, at jeg i farten udtalte ordet 'kongekabale' i stedet for 'kongemordet' – og sjovt nok opdagede Journalisten det ikke … Ingen er ufejlbarlig.
I øvrigt vil jeg lige oplyse, at det primært er medier/journalister, der insisterer på at benævne mig 'livsstilsekspert'! Selv kalder jeg mig 'kommentator'! Det gør sandsynligvis ikke min troværdighed større! Pyt med det. Men nu er der så to fejlcitater mindre i verden. Og så kan vi komme videre med noget vigtigere.
– Christine Feldthaus, kommentator
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.