Så er dommen faldet. Kvindenetværket K2 udpeger i år Politikens Tøger Seidenfaden som den absolut dårligste til at fremme kvinder i toppen af den danske medieverden. Kenneth Plummer er årets vinder.
Det kan godt være, at Berlingske Nyhedsmagasin nu på fredag udpeger Tøger Seidenfaden som Danmarks mest magtfulde medieperson. Det berettiger ham dog ikke til at få nogen form for bifald. I hvert fald ikke fra netværket K2, som hvert år stiller skarpt på kvinder i toppen af de danske medieledelser.
Årets K2-næse går således til Tøger Seidenfaden. Og den får han for at have gjort absolut mindst for at fremme kvinder i ledelsen.
Eller som det hedder i begrundelsen:
Politiken scorer K2-næsen. Det er gået tilbage for den – i egen selvforståelse – progressive oppositionsavis Dagbladet Politiken. Sidste år nominerede medlemmerne af K2 Politiken for deres forsigtige, men dog håbefulde forsøg på at få flere kvinder ind i ledelsen. Men den øverste ledelse består fortsat kun af Tøger Seidenfaden og Stig Ørskov og så et nyt led: Nyhedschef Anders Krab Johansen. Ud af de øvrige 15 medlemmer af redaktionsledelsen – led tre – formår Seidenfaden at holde to kvinder til fadet, nemlig Anita Bay Bundegård og Anette Claudi. Og vi reflekterer lige et sekund over, hvad disse kvinder er ansvarlige for: Kultur/opinion/kritik, Lørdagsliv, Vi Rejser, I Byen samt Tjek. Med andre ord alt sammen noget med weekend, fritid, afslapning, me-ninger etc. Mens alt, der har med udland, politik, økonomi, videnskab og dybdeborende journalistik at gøre, er ledet af mænd. Det er et tydeligt eksempel på, hvordan en avis ledes skråsikkert maskulint.
Årets vinder – for sådan en er der også – er Kenneth Plummer, som K2 mener har gjort en masse for netop at få kvinder ind i toppen. Eller som K2 udtrykker det, så har Plummer direkte arbejdet 'målrettet for at få flere kvindelige ledere'. Og han er endda lykkedes med projektet.
K2 udtaler:
DR med generaldirektør Kenneth Plummer i spidsen har i dag over 30 procent kvindelige ledere i de tre øverste ledelseslag – hvilket er unikt i de 42 nyhedsmedier, som K2 undersøgte tidligere på året. For eksempel er næsten halvdelen af DR's chefredaktører kvinder (47 procent mod 17 procent hos de øvrige medier). Ydermere har DR et mål om at nå op på 50 procent kvinder i ledelsen. Et mål, der er mere ambitiøst end K2s. K2 nedlægger sig selv, når målet på 40 procent er nået.
Men selv om det er gået frem i DR, så mener Nina Frank fra K2s styregruppe dog ikke, at der er grund til at feste i dag:
"Der er alt for få kvinder i ledelsen af de danske nyhedsmedier," siger hun og tilføjer, at ensrettede ledelser fører til dårligere produkter.
"Og det er både et formidlingsmæssigt og demokratisk problem for mindst halvdelen af landets seere, lyttere og læsere."
K2 håber, at deres årlige markering kan udvide perspektivet på de konservative medier og føre til en mere positiv udvikling.
2