Flere kvinder i ledelsen giver en bedre bundlinje. Kvindenetværket K2 svarer igen på beskyldninger om, at de tænker i køn i stedet for kvalifikationer.
»Jeg synes, at det er komisk og fuldstændig ude af trit med tiden. Det ligner et forsøg på at gå baglæns.«
Det siger Nina Frank, medstifter af kvindenetværket K2, til det oprør mod kønsopdeling og kvoter, som to journalister har navngivet K1.
Hun afviser kritikken og mener ikke, at K2 fokuserer på køn frem for kvalifikationer, men at projektet handler om mangfoldighed.
»Jeg tror ikke på, at kvinder per definition er bedre end mænd. Men jeg tror, at når vi får en branche, hvor hele toppen er mænd, så er det ikke mangfoldighed. Det er et demokratisk problem, for der er stor risiko for, at man laver et ensidigt produkt, hvis man kan sidde og blive enige om, hvordan virkeligheden er,« siger hun til Journalisten.dk.
Tidligere på dagen har medstifter af K1, Jakob Marschner, efterlyst dokumentation for den såkaldte Rip-Rap-Rup-effekt – at mænd i ledelsen betyder, at de vælger andre mænd.
Nina Frank henviser til den seneste undersøgelse, som K2 lavede sammen med Dansk Journalistforbund. Den viser, at de fleste mediechefer er mænd.
»I den seneste undersøgelse kan man se, hvor mange mænd, der bliver ansat. De mennesker bliver jo ansat af mænd,« siger hun.
Men kan det ikke være fordi, de er bedst kvalificerede?
»Det er jo bare meget mærkeligt. Der er nærmest uddannet lige mange mænd og kvinder, men pludselig er mændene mest kvalificerede. Det er meget svært at lave dokumentation for det, så skulle man lave en stor anonym undersøgelse. Det svarer til, når Gallup ringer og spørger, hvad du læser først i avisen: "Lederen, og så udlandsstoffet", siger du, selvom alle ved, at du læser bagsiden og tv-siderne først,« siger hun.
Den anden medstifter af K1 er Ole Birk Olesen, redaktør på den borgerlige netavis 180grader.dk. Han mener ikke, at mændene sidder på magten, fordi de vælger hinanden, men fordi de satser mere på karriere end kvinderne.
»Det er i høj grad et resultat af kvindernes valg, at de mere end mændene prioriterer familierne og børnene. Det kan man ikke sige noget ondt om. Det kan man til gengæld om kvinder, der kræver, at de gennemsnitligt skal gøre lige så meget karriere som mænd, selvom de ikke gennemsnitligt prioriterer karrieren lige så højt,« siger han.
I kræver også dokumentation for, at det er en fordel at have kvinder i ledelsen. Men Handelshøjskolen i Århus har lavet en stor undersøgelse, der påviser, at kønslig diversitet giver en bedre bundlinje…
»Det er muligt, at det er rigtigt. Men hvis det forholder sig sådan, så har vi i hvert fald ikke brug for kvoter. Så vil dem med meget diversitet udkonkurrere de virksomheder, der fastholder, at der kun skal være enten mænd eller kvinder i ledelsen,« siger han.
Læs også artiklen: Oprør mod kvoter og kvindenetværk
31 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hej Jakob
Blot et lille bog-tip - prøv at læse Gretelise Holms Hvorfor er feminister så snerpede? Det er sådan en slags ligestilling for dummies. Bogen og al anden ønskelig akademisk dokumentation dukker også op, hvis du laver en simpel søgning på ordet 'ligestilling'. Gør det endelig. Det ville være rart med en kvalificeret debat.
Jeg synes, det er ærgeligt, at I spilder jeres tid på at stifte en organisation, som per definition bare er 'imod' i stedet for at ville noget.
Venlig hilsen Vicki
Undskyld - men er der nogen, der gider fortælle mig, hvorfor kvinderne kræver andel i chefstillingerne i medierne - lige nu - i den største journalistiske tørke i fagets nyere historie?
Det er jo næsten som at se sufragetterne kræve andel i officersstillingerne på Titanic - efter at folk er begyndt at gå i bådene.
Er det for at sikre en bedre kønsmæssig andel af det ansvar for nedskæringer, sparerunder, sænkning af kvalitetsniveau og amputering af publicistisk ambition, der vist nogenlunde beskriver dagsordenen på strategimøderne i medierne for tiden? For at sikre lige store karrieremuligheder når "Faglig deroute-ansvarlig" bliver noget man lister på på sit CV?
Er Lisbeth Knudsen nogens journalistiske Jeanne d'Arc i øjeblikket?
Journalister af begge køn, der føler en drift for at komme til fadet under de præmisser, dansk presse ledes under i øjeblikket, burde måske føle efter i hjertet i stedet for i skridtet for at finde ud af, hvor de står i debatten.
Jeg tilbyder desuden debattørerne dette forligsudspil:
"Parterne er forligt om, at ingen af de to køn synes at have særstilling i mediernes ledelse, da det kan konstateres, at de aktuelle ledere i faget - uanset køn - udviser lige stor mangel på journalitiske nosser"
Michael: Det spørgsmål skal du stille til K2, ikke til mig. Bevisbyrden hviler på K2, der ikke har løftet den endnu, men altid har nøjedes med at konstatere, at verden bare hænger sådan sammen.
@ Jakob Marschner
Nu er jeg ikke med i kvinde-foreningen, men lige et opklarende spørgsmål: Er det overhovedet muligt at komme med sådanne eksempler? Jeg har ikke fantasi til at se en sådan argumentation, uden det bliver det totale nonsense..
Maria Dalby skriver:
"Men jeg er bare drøn træt af at høre, at kvoter betyder, at dårligere kvalificerede kvinder vil få lederposter"
- - - - -
Det har ingen sagt. Vi har sagt, at det i nogle tilfælde KAN blive følgen. Og vi har påpeget det principielt utilfredssstillende, fagligt stærkt betænkelige og for en arbejdsgiver indskrænkende i, at man med et kvotesystem SKULLE besætte bestemte lederjob med en kvinde, simpelt hen for at opfylde kvoten.
- - - - -
Maria Dalby skriver:
"Hele pointen er netop, at de gode, veluddannede kvinder findes derude, og at de gerne vil være ledere. Men at de bliver overset - fordi man ikke er vant til at se på kvinder som ledere".
- - - - -
Ja, det synspunkt er jo hele K2's eksistensberettigelse. Tilbage står bare, at K2 ikke har dokumenteret bare et eneste tilfælde, hvor en klart bedre kvalificeret kvindelig ansøger blev fravalgt til fordel for en mand. Kom nu, K2: Hvilke job, hvilke kvinder og hvilke mænd taler vi om? Og giv os mere end blot 1, 3 eller 5 eksempler. Vi skal nærmere have 10 i betragtning af, at I har præsenteret fænomenet som nærmest hørende til dagens (u)orden. For det er da klart, at den slags ikke er i orden. Dog ikke kun fordi det i eksemplerne gik ud over kvinder -- men fordi ALLE job bør besættes med den bedst kvalificerede, uanset køn.
Flere