På landets gymnasier er kommunikationsmedarbejderne så småt ved at blive en almindelig del af medarbejderstaben. Og på Midtsjællands Gymnasium (MSG) blev det Kim Mesterton, der fik lov at indvie den nye stillingskategori. En stilling, han nærmest – med egne ord – selv skulle opfinde.

»Jeg er selv ret fascineret af undervisning og læring, så jeg kunne godt tænke mig at lave noget inden for den sektor. Jeg luftede det over for Midtsjællands Gymnasium, og det skete heldigvis lige på et tidspunkt, hvor de selv gik og overvejede at få sådan en som mig,« fortæller Kim Mesterton.

[[nid:34501]]

Han har tidligere blandt andet været journalist på Ritzau og informationsmedarbejder i Danmarks Statistik. Nu var tanken, at han ville prøve at kombinere de to kompetencer.

»Jeg ville gerne lave en journalistisk variant af en informationsmedarbejder – noget med at skabe en form for nyhedsbaseret kommunikation. Og det faldt godt i tråd med det, de havde forestillet sig.«

Kamp om eleverne

Siden gymnasier med kommunalreformen i 2005 blev gjort til selvejende institutioner, har konkurrencen om elevernes gunst været stigende, ikke bare mellem gymnasier, men også i forhold til andre ungdomsuddannelser. Og her er skolernes offentlige profil en vigtig faktor.

»Sidste år var der en HTX, der lancerede en linje i game-design. Det kostede en hel klasse her på MSG. Så der er benhård konkurrence. Og så har ledelsens vurdering været, at det er nødvendigt for skolen at være til stede i offentligheden, ikke bare af og til, men kontinuerligt,« fortæller Mesterton.

Hans rolle er nærmest som en nyhedsjournalist, der skal producere historier om alt, hvad der foregår på skolen, i et kontinuerligt flow. Først og fremmest til skolens egen hjemmeside og de sociale medier, men også til lokalmedierne.

Kommunikation styrker egen-opfattelse

Men Kim Mestertons historier er ikke kun tænkt til at skulle fortælle om og promovere skolen udadtil. En anden dagsorden, som ledelsen havde, var, at man gerne ville styrke egen-opfattelsen på skolen. Selv om MSG er et provinsgymnasium, skulle det være en skole og en arbejdsplads, man var stolt af.

Og endelig er der et tredje aspekt omkring historierne, nemlig information og vidensdeling mellem underviserne.

»Der ligger en strategi og et program omkring, hvilke områder vi gerne vil have fokus på. Eksempelvis matematik, som er alle gymnasiers ømme punkt, fordi eleverne ikke lærer det ordentligt i folkeskolen. Så kører vi nogle forsøg omkring matematikundervisningen, og det skriver jeg om, så vi dels kan fortælle det udadtil, men også så andre lærere på skolen kan læse om det og blive inspirerede, en intern erfaringsbank,« siger Kim Mesterton.

Historier tages med kyshånd

I den forbindelse er det også blevet til et par historier om matematiknørden Mads, der kom i top ti i Georg Mohr-Konkurrencen – en åben matematik-konkurrence for gymnasieelever. En nyhed, der for øvrigt også kunne læses på det lokale nyhedssite faxenyt.dk.

»Når jeg tænker, at noget kan have bredere interesse, går jeg videre ud i medierne med historien. Der har jeg en stor fordel som journalist, fordi jeg ved, hvordan mine kolleger tænker. Og så har jeg opbygget et vist tillidsforhold til de lokale medier. De ved, at når de får noget af mig, så er det skrevet præcist, som hvis jeg havde siddet på deres redaktion,« siger Mesterton, hvis artikler da som regel også bliver modtaget »med kyshånd« af de lokale medier.

Gensidig tilvænning

Meget af hans arbejde fungerer ved, at han tager ud og observerer undervisningen, og det skulle lærerne vænne sig til.

»Det tog tid at skabe tillid til, hvad det var for en starut, der var kommet ind. Der er 100 akademikere og ingen journalister, så hvad skulle jeg nu? Lærerne er jo mest vant til at være alene med deres klasse, og mange har måske en vis blufærdighed omkring deres undervisning. Men jeg fik overbevist dem om, at jeg ikke var der for at spionere. Jeg kommer jo for at skrive den gode historie – med et twist.«

Selvstyrende

Et er at vænne lærerne og hele skolen til Mesterton-fluen, der summer rundt og sætter sig på væggene. Det næste skridt er at vænne dem til selv at sætte historierne i gang.

»Jeg i gang med en proces med at få lærerne til at reklamere for sig selv. At få mobilen op af lommen og tage nogle billeder, når de laver noget sjovt med eleverne. Det er et langt sejt træk. Ikke fordi de ikke vil, men det er en bevidsthedsomstilling,« siger Kim Mesterton.

Når det gælder kommunikationsfaglig sparring, er der ikke det store at hente på arbejdspladsen.

»Jeg trækker jo meget på min gamle journalistviden, men nogle gange kan man godt savne noget fagligt input fra folk, der laver noget i samme boldgade. Men jeg ved ikke helt, hvordan man griber det an. Det mest oplagte ville jo være at snakke med kolleger på andre uddannelsessteder, men de er jo samtidig konkurrenter,« siger han.

Savner flokken

En ting, han savner især fra sin tid som journalist på Ritzau, er følelsen af at trække i flok.

»Når Ritzau-maskinen virkelig kører, er det en meget speciel oplevelse. Når noget virkelig ryger i fokus, er det måske 10-20 medarbejdere, alle journalister, der arbejder kollektivt på samme sag. Sådan føles det ikke her,« siger Mesterton.

Til gengæld er gymnasielærere generelt nogle ret interessante og inspirerende kolleger.

»Det er et skægt sted at være. Alle har jo gået seks år på universitetet og er eksperter i et eller andet. Så der er masser at snakke om. Og så synes jeg også, jeg lærer noget om det, der jo faktisk er mediernes akilleshæl: De unge. Den udfordring, det er at forstå dem, og hvordan man kan ramme dem. Den erfaring kan man jo bruge alle steder.«