Om to uger begynder Folkemødet på Bornholm. Et forkætret arrangement, som mange enten elsker eller hader – alt efter om de selv skal med.

Men selv om de fortællinger, der når hjem til fastlandet, ofte handler om lukkede cocktailparties, bådfester og gratis fadøl, er Folkemødet en begivenhed, som mange kommunikationsfolk tager dybt seriøst.

Journalisten har spurgt tre af dem, hvordan de griber Folkemødet an som arbejdsopgave.

Et af de formål, der går igen, er at udvikle netværket – lære folk at kende, som man fremover kan bruge i sit arbejde.

”Det handler om at få drukket en masse kaffe med de rette mennesker. Det gør jeg helt strategisk. Jeg har en ambition om at netværke inden for nogle særlige områder og med folk, der har de samme dagsordener,” fortæller Lise Møller Aarup, der er chefkonsulent og presseansvarlig i Socialpædagogernes Landsforbund (SL).

Nye venner

Det sker typisk i forbindelse med debatter, hvor SL er medarrangør, eller hvor en af deres politikere deltager i panelet. Her cirkler Lise Møller Aarup rundt og lytter til, hvad der bliver sagt, og etablerer kontakter.

”Det kan være, en siger noget, hvor man efterfølgende snakker sammen: Interessant synspunkt, du havde der … måske kan vi lave et fælles debatindlæg? Så kan man allerede der begynde at snakke om, hvad man er enige om,” fortæller hun.

En anden måde, Folkemødet indirekte virker som løftestang for større netværk, er i den proces, hvor man som organisation udvikler og arrangerer debatter sammen med andre partnere. Lise Møller Aarup nævner som eksempel, at SL på det kommende folkemøde har et arrangement om arbejdsmiljø sammen med FOA, Fængselsforbundet og Kriminalforsorgen.

Bedre kaffe i uformelle rammer

”Det er nogle partnere, vi ikke traditionelt står sammen med. Men vi lærer hinanden at kende i forberedelsesfasen, og så finder vi de faglige snitflader, som vi kan samarbejde om fremover.”

I København findes der jo mange gode kaffebarer. Gør det nogen forskel, at kaffen drikkes på Folkemødet?

”Ja, det gør det. Jeg synes, det gør en forskel, at man møder hinanden derovre lidt uformelt med en øl og flade sko. Jeg synes, jeg efterfølgende har haft mange gode aftaler, der har gjort en forskel. Men det er selvfølgelig svært at måle på,” siger Lise Møller Aarup.

Hun fortæller også, at hun allerede i slutningen af denne uge vil sende nogle sms’er ud til journalister, der arbejder med socialstof, og ”lige høre”, om de kommer til Bornholm.

Gin og croquis

Gitte Dreier Jacobsen er kommunikationschef i Muskelsvindfonden. Hun og nogle kolleger var på Folkemødet sidste år for at sondere, om det er stedet, foreningen kan skabe bedre synlighed om sine mærkesager. Det satser de på i år, først og fremmest som medarrangør af to debatter samt to ’events’ i den mere kulørte ende. Blandt de sidstnævnte er arrangementet ’Gin og croquis’, hvor modellerne er henholdsvis en kraftig person, en ældre person og en person med handicap.

”Vi har et tema, der passer ind i vores strategi: Hvilke barrierer i samfundet oplever vi i forhold til folk med handicap i samfundet? Og her er kropsidealer og forestillingen om det perfekte liv et af dem,” forklarer Gitte Dreier Jacobsen.

Temaer skal være folkelige

Som mindre organisation, der ikke vil brænde mange midler af på eget telt eller scene, er kunsten at få nogle gode idéer, som man kan få andre partnere med på. ’Gin og croquis’ bliver afholdt i Politikens cirkustelt.

”Vi har haft succes med at lave arrangementer med andre partnere. Det handler især om at finde et godt tema, der taler ud over ens egen sag, og så må det også gerne være lidt folkeligt,” siger hun.

Og så skal Gitte Dreier Jacobsen også ud med kaffekoppen.

”I år vil vi forsøge at være lidt mere systematiske i forhold til, hvem vi taler med, hvilke debatter vi spreder os ud til, og om vi eventuelt skal forberede nogle ting, vi vil sige under debatterne. Og så skal vi have drukket kaffe med nogle forskellige. Jeg har lidt aftaler på forhånd, og jeg er også blevet kontaktet af nogle. Men jeg tror også, det er vigtigt ikke at booke sin kalender fuldt ud, så man ikke har tid til at cirkulere,” siger hun.

Vil markere sig som kilde

Solveig Røigaard-Petersen, pressechef i Lægemiddelstyrelsen, tager også til Bornholm med nogle særlige temaer, hvor hendes arbejdsplads skal frem og præge debatten.

”Vi er der, fordi der er nogle sager, hvor Lægemiddelstyrelsen gerne vil høres og være en vigtig stemme. Der er nogle af de store debatter, vi har gjort meget for at komme ind i: Fremtidens medicin og personlig medicin. Vi vil gerne være dem, der fortæller, hvad fremtidens medicin er,” siger hun.

Et emne, hun personligt har været meget involveret i, er sundhedsjournalistikken og brugen af cases kontra evidensbaseret videnskab. Tidligere i forbindelse med HPV-vaccinen, nu er det medicinsk cannabis, der er på dagsordenen.

”Der er flere debatter om medicinsk cannabis, blandt andet en, hvor vores direktør Thomas Senderovitz skal møde Søren Rasted (Aqua-musiker og vært i en række Radio24syv-programmer om medicinsk cannabis, red.),” fortæller hun.

Hårdt og sjovt

Når Thomas Senderovitz er på scenen, placerer Solveig Røigaard-Petersen sig diskret blandt publikum.

”Min opgave er primært at tweete og tage billeder og danne mig indtryk af debatten. Det kan være meget godt, at der sidder en kollega blandt publikum, så der kommer et ekstra par øjne, så vi efterfølgende kan diskutere, hvordan det gik.”

Hun nævner også, at Lægemiddelstyrelsen i år skal bruge anledningen til at udvide SoMe-dækningen med Snapchat, live-streaming og små videoer fra stedet.

Og endelig … kaffen.

”Sundhed er, tror jeg, det største emne derovre. Alle store sundhedsfaglige organisationer er der, og der diskuteres meget sundhedskommunikation. Så vil man diskutere nogle idéer, er det stedet, man kan gøre det. Eksempelvis kunne jeg godt tænke mig at snakke med Ulrik Haagerup fra Constructive Institute om, hvorvidt der er noget, vi som kilder kan gøre for at højne niveauet af pressens dækning af sundhedsstoffet,” siger hun.

Journalisten spurgte alle medvirkende i denne artikel, om det er hårdt arbejde at gå til Folkemøde.

Svaret var så godt som enslydende: Ja, men det er sjovt.