Efter en succesrig start udvider Jyskebank.tv med flere udsendelser og nu også finansnyheder på engelsk. Via Journalisten.dk har stationen jagtet nye journalister og værter.
Det går godt for Jyskebank.tv.
Selv om stationen ved premieren i oktober blev beskyldt for underlødig journalistik og blandt andet i Dagbladet Børsen blev betegnet som »Reklame forklædt som nyheder« af Forbrugerrådets direktør, Rasmus Kjeldahl, så har det ikke kunnet forhindre stationen i at få tag i seerne.
Allerede i den første uge blev der klikket over 400.000 gange på de tilgængelige web-tv-indslag, og nu gør man klar til en ny udvidelse.
Via jobtjenesten på Journalisten.dk har Jyskebank.tv netop jagtet flere nye værter, og snart går man i luften med endnu flere nyhedsudsendelser.
Samtidig har man planer om at udvide dækningen med finansnyheder på engelsk mårettet bankens internationale kunder:
"Vi har produceret mere, end vi regnede med, at vi ville, og vi vil sikre, at vores journalister har den fornødne tid til at producere indslag – det er baggrunden. Samtidig er vi i gang med at kigge på en udvidelse af sendetiden. Vi sender live i dag fra 8-16.30, men vi kunne godt forestille os, at den tid bliver udvidet bl.a. med henblik på vores udenlandske kunder," siger funktionsleder Lasse Høgfeldt fra Jyskebank.tv til Mediawatch.
Mens medarbejderne bag tv-stationen havde regnet med i snit at producere 10 live-udsendelser dagligt, så har det reelle tal på de store dage været næsten det dobbelte.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.