Jyske Bank: Vi kalder en spade for en spade

Da DR i dokumentaren ”I skattely” rejste kritik mod Jyske Banks rådgivning, sendte banken samtidig meget kontante tweets af sted. »Vi er blevet uretfærdigt behandlet,« forklarer direktør for bankens kommunikation Frank Pedersen. »De kan få held med at flytte diskussionen over på den journalistiske metode,« siger kommunikationsrådgiver Sune Bang

Da den meget omtalte DR-dokumentar om Jyske Bank ”I skattely” i sidste uge rullede hen over tv-skærmen, sad Frank Pedersen, direktør for kommunikation ved Jyske Bank, sammen med en kollega klar ved tasterne på Jyske Banks Twitter-profil. Overraskende for mange begyndte der at komme bastante udmeldinger fra banken på profilen, hvor der blandt andet blev skrevet:

”Vi siger helst kun undskyld, hvis vi har gjort noget forkert – ikke fordi sensationspresse eller folkedomstolen kræver det.”

Jyske Bank er stærk kritisk over for, at DR har filmet med skjult kamera i 11 timer, men kun har vist få minutter, hvor en af bankens rådgivere i Schweiz angiveligt giver rådgivning, der betyder, at en kunde ikke skal betale skat af en millionfortjeneste.

Banken har opfordret DR til at lægge alle optagelserne frem, hvilket DR har afvist.

Frank Pedersen, hvorfor gik I på Twitter?

»Vi tænkte, at der er mange meningsdannere og politikere derinde på Twitter. Vi kan så forstå, at en del Twitter-brugere mener, at vores ageren derinde var uvelkommen. Vi var to, der styrede det, og vi blev kaldt for Birger og Lars. Dele af Twitter-folket består åbenbart af en snæver, intellektuel elite, og det virker, som om folk var fornærmede over, at der kom nogle bonderøve ind og blandede sig.«

Frank Pedersen tror dog, at bankens ageren på Twitter har virket, men han ved endnu ikke helt, hvilken effekt det har haft.

»Men jeg er overrasket over, at folk blev så fornærmede over vores tilstedeværelse. Men der er jo også mange, der har læst det, som ikke har svaret negativt tilbage, så jeg tror, det har haft en ganske pæn effekt. Jeg tror, det er kommet pænt ud til meningsdannere. Jens Otto Kjær Hansen (rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, red.) har jo også været ude og kritisere, at DR ikke bare lægger råbåndene frem.«

I er meget kontante i jeres måde at tweete på. Hvorfor gør I det sådan?

»Det er en værdi, vi har i Jyske Bank. Vi kalder en spade for en spade. Vi er ikke så gode til at pakke tingene ind. Min opfattelse er, at folk blev overraskede over, at vi var der og tillod os at blande os.«

Hvad var strategien bag?

»Jyske Banks krisekommunikationsstrategi er, at der ikke er nogen strategi. Vi har ingen gustne overlæg.«

Gustne overlæg. Hvad skal det sige?

»Det er, at du hiver en bog ned af hylden, og så står der som punkt 1, at du skal lægge dig ned og sige undskyld og fyre en medarbejder, når du bliver hængt ud i medierne. Sådan lukker man sager hurtigere ned. Det kan godt være, at man får en gevinst ved det på den korte bane, men på den lange bane er man bedst tjent med at lytte til sit indre jeg. Vi er blevet uretfærdigt behandlet, så det vil vi ikke finde os i. Vi prøver på at være ærlige, og vi nægter at lægge os ned,« siger han.

Højt spil

Sune Bang, kommunikationsrådgiver i kommunikationsbureauet København, siger, at det er mere og mere brugt, at firmaer går aggressivt til værks, når journalister prøver at fremstille dem som skurke.

»Men Jyske Bank bryder noget med den klassiske dialogform på deres Twitter-profil. Der er nærmest værtshussprog i nogle af deres tweets. De svarer kort og direkte, og det er lidt atypisk for sådan en virksomhed,« siger han.

Kan de vinde noget ved det?

»De spiller højt spil, men de kan vinde på det, hvis de har ret i deres sag, og der ikke er noget at komme efter, når man ser alle 11 timers optagelse, som DR lige nu ikke vil lægge frit frem. De slår hårdt mod hårdt og siger, at der ikke er nogen fejl fra deres side. De kan få held med at flytte diskussionen over på, at det er den journalistiske metode, den er gal med – og ikke firmaets rådgivning. Der har tidligere været en del sager, hvor der er blevet brugt tvivlsomme journalistiske metoder, og der er opstået et troværdighedsproblem for journalister. Det kan Jyske Bank drage fordel af,« siger han.

1 Kommentar

Jens Tovborg
13. NOVEMBER 2013
Det er fint, at Jyske Bank
Det er fint, at Jyske Bank fastholder deres position. De kan blive dømt for ikke at yde den optimale rådgivning set med kundens øjne.
Det er også fint, at DR tager bankens kritik i stiv arm. Historiens væsentligste pointe er ikke at gøre banken til skurk, men at vise der er noget galt med skattesystemet. Det duer ikke, når man nidkært jagter skatteindtægter med den ene hånd og tillader vide rammer for spekulation i skat med den anden. En del af forklaring er, at skattelovgivningen er national, men at virksomhederne opererer i en global økonomi med regler, vi i Danmark har forpligtet os til at overholde.
Banken kunne med fordel udtrykke forståelse for den følelsesladede forargelse, der følger i kølvandet på udsendelsen, og dermed skyde problematikken over på politikkerne. Det ville afbøde en del af forargelsen. Men det ønsker banken nok alligevel ikke, fordi de ret beset tjener godt på at rådgive deres kunder.