Jyske Bank og TV3 uenige om tv-program

Jyske Bank TV har produceret '2 boliger - 1 pris', som sendes på TV3. Men Jyske Bank kalder programmet reklame, mens TV3 kalder det redaktionelt indhold. 

Jyske Bank TV har produceret '2 boliger – 1 pris', som sendes på TV3. Men Jyske Bank kalder programmet reklame, mens TV3 kalder det redaktionelt indhold. 

Som Journalisten.dk kunne fortælle i torsdags, så er det Jyske Bank TV, der har produceret og betalt for tv-programmet '2 boliger – 1 pris', der sendes på TV3.

Men nu viser det sig, at Jyske Bank og TV3 er uenige om, hvorvidt programmet skal betragtes som reklame eller redaktionelt indhold. Det skriver Finanswatch.dk.

For Jyske Bank er det ifølge Finanswatch vigtigt, at programmet kan betragtes som annonce/markedsføring, fordi banken ellers kan komme på kant med lovgivning, der forhindrer banker at drive andet end finansvirksomhed.

»Vi har ikke tjekket med Finanstilsynet, om vi kan gøre det her. Vi betragter det som en kommunikations- og marketingsaffære: Vi laver en annonce – må vi det? Ja, det må vi godt,« siger kommunikations- og marketingsdirektør Frank Pedersen fra Jyske Bank til Finanswatch.dk.

Hos TV3 står man til gengæld fast på, at programmet er redaktionelt indhold på linje med andre programmer på kanalen.

»Vi opfatter det i den grad som et redaktionelt produkt. Det er et produktionsselskab, der hedder Jyske Bank-TV, der producerer programmet, og det er ikke anderledes, end hvis det var Metronome eller Nordisk Film. Der er en TV3-redaktør på, der sikrer kvaliteten,« siger pressechef Søren Hedman fra TV3.

0 Kommentarer