Indtjeningen halter, og Jysk Fynske Medier skal derfor spare 90-100 mio. kr. Det fremgår af en intern meddelelse, skriver Mediawatch.dk.
Sparerunden vil allerede nu betyde, at Per Westergård stopper som chefredaktør på Fyens Stiftstidende samt koordinerende chefredaktør per 1. maj. Han indtræder i stedet i Den Fynske Bladfonds bestyrelse og kan ende i Jysk Fynske Mediers bestyrelse, skriver fyens.dk.
Fyens.dk skriver også, at Per Westergård havde tænkt sig at gå på pension om et halvt års tid, men nu fremskynder stoppet som følge af ændringerne i mediehuset.
Mylenberg ny chefredaktør på flere aviser
Troels Mylenberg, som i dag er ansv. chefredaktør på Fyns Amts Avis, overtager også det øverste ansvar for Fyens Stiftstidende. På Fyens Stiftstidende vil han med chefredaktør Poul Kjærgaard udgøre den redaktionelle ledelse, imens han på Fyns Amts Avis som hidtil leder avisen med chefredaktør Carsten Olsen, skriver fyens.dk.
Mylenberg bliver ifølge mediawatch.dk samtidig ansv. chefredaktør på Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis, og Peter Orry bliver ditto på Viborg Stifts Folkeblad, Dagbladet Holstebro-Struer, Dagbladet Ringkøbing-Skjern og Folkebladet Lemvig.
Ansættelsesstop
Jysk Fynske Medier indfører ifølge mediawatch.dk ansættelsesstop. Alle afdelinger skal byde ind med, hvordan de kan spare betydeligt over de næste 14 måneder. Omkostningerne skal ned med syv procent.
"Alle muligheder skal vurderes – bemanding, lønniveauer, dobbeltdækning af ugeaviser, maksimal rationalitet fra nye, fælles IT-systemer," skriver ledelsen i meddelelsen ifølge mediawatch.dk.
Journalisten forsøger at indhente kommentarer.
Da Jysk Fynske Medier opstod som en fusion mellem Fynske Medier, Syddanske Medier og Jyske Medier, talte Journalisten med både Troels Mylenberg og Per Westergård. Dengang fastslog begge, at der ville være synergier og dermed besparelser ved fusionen, men at det ikke var planen at spare på journalistikken.
Opdateret klokken 16.40: Flere oplysninger fra fyens.dk tilføjet.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ja de spare jeg blev fyret efter 12 år , som skåndejober og de passer ikke en skid på deres svagest andsatte føj siger jeg bare .