Jysk Fynske Medier melder snart stor fyringsrunde ud

Mandag den 5. september sætter ledelsen i Jysk Fynske Medier tal på, hvor mange stillinger der skal nedlægges i koncernen. I foråret blev der varslet besparelser for op imod 100 millioner kr.

Danmarks næststørste mediehus, Jysk Fynske Medier, varslede i april en stor sparerunde, hvor der skal findes 90-100 millioner kr. svarende til syv procent af budgettet.

Og nu bliver der snart sat tal på, hvor og hvor mange stillinger ledelsen vil nedlægge. Mandag den 5. september vil ledelsen melde konkret ud, bekræfter JydskeVestkystens chefredaktør, Peter Orry, over for Mediawatch.

Jysk Fynske Medier udgiver blandt andet 13 dagblade og 64 ugeaviser, der udkommer med 142.000 avissider om året. Som alle andre bladhuse er koncernen hårdt presset af vigende oplag og et brat fald i annoncemarkedet.

Redigeringsfase i søgelyset

I april løftede Peter Orry lidt af sløret for, hvor koncernen vil forsøge at finde besparelser på det redaktionelle område.

»Vi skal blandt andet kigge på de processer, der sker, efter at indholdet er leveret. Hvordan redigerer vi? Og hvordan publicerer vi? Redigering og sideombrud er nok det, vi vil fokusere mest på,« sagde Peter Orry dengang til Journalisten.

I forbindelse med udmeldingen af den store sparerunde i april gik Per Westergaard samtidig af som koordinerende chefredaktør i Jysk Fynske Medier.

Rollen som ansvarshavende chefredaktør på hovedparten af koncernens mange aviser blev i stedet delt mellem Peter Orry og Troels Mylenberg.

Troels Mylenberg er i dag ansvarshavende chefredaktør på Fyns Amts Avis, Fyens Stiftstidende, Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis.

Mens Peter Orry er ansvarshavende chefredaktør for JydskeVestkysten, Viborg Stifts Folkeblad, Dagbladet Holstebro-Struer, Dagbladet Ringkøbing-Skjern og Folkebladet Lemvig.

0 Kommentarer