Jysk Fynske Medier lukker redaktion – tillidsrepræsentant ærgrer sig

Det er overraskende, at Jysk Fynske Medier lukker sin tematillæg-redaktion som led i stor sparerunde, siger tillidsrepræsentant. »Vi havde en oplevelse af, at det var en af de ting, der kørte rigtig godt.« På mandag orienteres medarbejderne om, hvor meget der skal spares

Jysk Fynske Medier lukker sin tematillæg-redaktion. Det kommer samlet til at berøre 20 medarbejdere, skriver Mediawatch.dk.

Redaktionen nedlægges som led i den store sparerunde, som Jysk Fynske Medier er i gang med. Mediehuset skal spare omkring 90 mio. kr. – svarende til syv procent af det samlede budget.

Tematillæg-redaktionen har fungeret selvstændigt med bl.a. eget annoncesalg. Nogle medarbejdere er afskediget, men de redaktionelle medarbejderes situation er uafklaret. De kan blive flyttet, eller de kan blive afskediget.

»Det er ærgerligt. Det har været et godt produkt, og det har givet mulighed for at lave nogle spændende tillæg til læserne,« siger tillidsrepræsentant i JydskeVestkysten, Else Højgaard.

Orienteres mandag

Det er først på mandag den 5. september, at medarbejderne i huset bliver orienteret om, hvor meget der skal spares på det redaktionelle område. Tillidsfolkene siger til Journalisten, at der ikke vil blive meldt et antal stillinger ud, men et samlet beløb.

»Jeg har fået at vide af ledelsen, at der meldes et beløb ud til medarbejderne,« siger tillidsrepræsentant i Fynske Medier Lene Sarup.

At tematillæg-afdelingen nedlægges, kommer bag på tillidsrepræsentant ved Jyske Vestkysten Else Højgaard.

»Selvfølgelig er vi overraskede. Vi havde ikke tænkt på, at tematillæg var en selvstændig enhed, der hørte direkte under den redaktionelle ledelse, for journalisterne er jo vores kolleger i medarbejderforeningen. Men vi er nok mest overraskede over, at tematillæg-redaktionen bliver lukket. Vi havde en oplevelse af, at det var en af de ting, der kørte rigtig godt,« siger hun.

Et langt forløb

De redaktionelle besparelser vil være kulminationen på en sparerunde i Jysk Fynske Medier, som blev meldt ud allerede i april. Siden har der været ansættelsesstop og løbende tilpasninger af andre afdelinger.

Else Højgaard fortæller, at forløbet har været langt og svært at overskue for medarbejderne.

»Vi kan godt mærke, at vi er kommet ind i en meget stor koncern. Det har gjort kommunikationen sværere og forløbet mere uoverskueligt. Det har også været en lang proces med forskellige udmeldinger.«

Men hun tilføjer, at det gode ved et langt forløb har været, at ansættelsesstoppet har været med til at sænke antallet af nødvendige afskedigelser.

Naivt at tro, det ikke skader kvaliteten

Lene Sarup fra Fynske Medier er glad for det lange forløb.

»Jeg er tilhænger af lange forløb. Jeg ved godt, at det er svært for dem, der har ondt i maven. Det kan jeg sagtens sætte mig ind i, og det er lang tid at have ondt i maven. Men det lange forløb har allerede givet os 31 stillinger i forhold til fratrædelser, og med lidt held kan det give os flere. Der er jo ledige job ude i verden, og måske er der nogen, der søger dem. Jeg synes, det er den rigtige måde at gøre det på,« siger hun.

Else Højgaard mener, det er svært at tro, at så stor en sparerunde kan gennemføres, uden at det skader kvaliteten i journalistikken.

»Jeg synes, det ville være naivt at tro. Jeg er overbevist om, at der er nogle synergieffekter – der er noget indland, udland og sport, som man godt kan lave til alle aviserne på en gang. Men jeg frygter – afhængigt af hvordan afskedigelserne sker – at kvaliteten falder. Det er klart, når man er færre til at skrive og præsentere produktet, så føles det som et kvalitetsfald. Hver gang der er færre til at lave det samme, skal vi løbe stærkere alle sammen,« siger hun.

1 Kommentar

Bente Magnus
26. AUGUST 2017
Citat ca: Det gode ved et
Citat ca: Det gode ved et langt forløb har været at ansættelsesstoppet har været med til at mindske antallet af nødvendige afskedigelser....Dette er et udsagn, der er en politiker værdig!..men næppe en tillidsrepræsentant!