JFM

Jysk Fynske Medier har fået nyt navn – men hvorfor skrive det på to forskellige måder?

JFM har brugt ”nogle dages tænkepause” på at finde ud af, om de skal følge deres egen sprogpolitik eller holde fast i deres splinternye logo

Jysk Fynske Medier meddelte tidligere på ugen, at mediehuset efter en ”lang brandingproces” har besluttet at skifte navn, så det sender et signal om at udgøre et landsdækkende mediefællesskab.

Jysk Fynske Medier udgiver nemlig ikke kun medier i Jylland og på Fyn, men også på Sjælland. For eksempel ejer JFM også Helsingør Dagblad og en række københavnske ugeaviser.

”Jysk Fynske Medier er ikke længere fuldt dækkende for, hvem vi er,” lød det i en mail til medarbejderne.

Derfor skifter Jysk Fynske Medier navn til JFM.

Det nye logo med sloganet ”Det, der binder os sammen” ser sådan her ud. Og her er det nye firmanavn ”jfm” skrevet med små bogstaver.

 

Men efter ”nogle dages tænkepause” har Jysk Fynske Medier besluttet at droppe de små bogstaver og skrive navnet med store bogstaver – JFM – på redaktionel plads.

Brugen af små bogstaver strider nemlig mod koncernens egen sprogpolitik, forklarer ansvarshavende chefredaktør Peter Orry.

”Det er vores marketingfolk og grafiske folk, der har udformet logoet med de små bogstaver. Men vi har en sprogpolitik i huset, der siger, at forkortelser på tre eller færre bogstaver, skal skrives med versaler,” siger Peter Orry.

Det gælder for eksempel, når JydskeVestkysten, Århus Stiftstidende eller en af de andre aviser i JFM skriver ”DSB” eller ”EU”.

Peter Orry forklarer, at det indgik i overvejelserne, at JFM ikke ønskede at spolere de kreative kollegers visuelle koncept.

”Men vi kan heller ikke behandle os selv anderledes, end vi behandler andre. Så vi har løst det med, at vi på tværs af alle afdelinger skriver JFM med stort, mens navnet i logoet er med små bogstaver,” forklarer Peter Orry.

1 Kommentar

Kurt Kolbjørn Johansen
12. JANUAR 2023
Hvad med hvert andet bogstav STORT/småt?
Åh, hvad skal så være først; JfM eller jFm?
Hvor kommer der flest udgivelser, er det i Jylland eller på Fyn? Men S eller s (Sjælland) er jo slet ikke med, så det barometer kan slet ikke bruges!
Men man kan jo også bare tage S/s'et med, så er der fire bogstaver og man må skrive alle bogstaverne STORE. Hvor skal S'et så stå? SJFM eller JSFM eller JFSM?
Men så skal der jo også laves et nyt logo! Skal det med stort eller småt eller er det kun øerne, som skal med småt? Det er sgu' ikke nemt i den her branche ...