Jyllands-Postens kommercielle direktør, Thomas Asmund-Hjorth, forlader sin rolle i mediehuset med udgangen af oktober.
Det oplyser Jyllands-Posten i en pressemeddelelse.
Thomas Asmund-Hjorth har været kommerciel direktør for Jyllands-Postens medieportefølje siden 1. november 2019. Derudover har han været bestyrelsesformand i datterselskaberne Jyllands-Postens Lokalaviser A/S og Din Avis Randers A/S.
Man arbejder nu på at finde en afløser, som ifølge pressemeddelelsen kan præsenteres inden længe:
”Thomas har tidligt orienteret mig om sine overvejelser. Derfor er vi ganske langt i udpegningen af hans afløser,” lyder det fra Jacob Nybroe, ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten.