Jyllands-Posten overtager Din Avis i Randers, der hidtil har været ejet i fællesskab af Radio ABC og Avis-Tryk i Hornslet, som er ejet af JP/Politikens Hus.
Det skriver JP/Politikens Hus i en pressemeddelelse.
”Din Avis passer perfekt ind i Jyllands-Postens Lokalaviser. Med dyb respekt for den position, som Din Avis har opnået i Randers, glæder vi os til, at den nu bliver en del af Østjyllands førende udgiver af lokalaviser,” siger Rasmus Blegvad, adm. direktør for Jyllands-Postens Lokalaviser.
Jyllands-Posten overtager alle medarbejdere på lokalavisen, og redaktionen beholder sin placering på Brotoften i Randers.
Randers er også dækket ind under JP Lokal, som er fire nye lokalmedier, Jyllands-Posten søsatte i går, og selskabet udgiver i forvejen 11 lokalaviser i Østjylland.