Jyllands-Posten forlader Kgs. Nytorv

Morgenavisen Jyllands-Posten flytter ud af de dyre lokaler på Kongens Nytorv og sammen med koncernens andre aviser Politiken og Ekstra Bladet på Rådhuspladsen.

Morgenavisen Jyllands-Posten flytter ud af de dyre lokaler på Kongens Nytorv og sammen med koncernens andre aviser Politiken og Ekstra Bladet på Rådhuspladsen.

Det er i dag blevet meddelt kort tid efter offentliggørelsen af årsregnskabet for 2008, skriver Epn.dk.

Der er blevet plads på Rådhuspladsen, efter at 24timer er rykket ind hos MetroXpress. Jyllands-Posten får plads på anden sal med Politiken nedenunder og Ekstra Bladet ovenover. Ifølge JP/Politikens Hus' adm. direktør Lars Munch er Ekstra Bladet og Politiken de bedste eksempler på, at konkurrerende aviser mestrer at bo under samme tag.

"Det bliver en gevinst for alle at være en del af et stort mediehus, der huser landets tre stærkeste aviser, foruden forlagsaktiviteter, boglade, fotobureau, de fleste fællesfunktioner og meget andet," skriver han i meddelelsen til medarbejderne.

Jyllands-Posten flyttede i sin tid til Kongens Nytorv som et led i den store aviskrig, men har gennem længere tid lukket og flyttet funktioner fra det københavnske domicil, ligesom afmatningen på annoncemarkedet har gjort behovet for besparelser større. Lars Munch lægger dog også vægt på, at man nu får samlet alle aktiviteterne i København, der også tæller virksomhedens forlag.

"Vi får samlet alt publicistisk virksomhed i et kreativt journalistisk miljø," siger Lars Munch til Business.dk og oplyser samtidig, at de årlige besparelser på at flytte de i alt 90 medarbejdere fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen er under 10 millioner kroner.

0 Kommentarer