Klokken 09.13 kunne man i dag læse på JV.dk, at SF forlader regeringen. Den nyhed stod JydskeVestkysten alene med i en halv time, før andre medier samlede den op. Det er ellers ikke hver dag, JydskeVestkysten er først med Christiansborg-nyheder. Avisen har ingen medarbejdere på Borgen.
»Grunden til, at vi havde den, er, at en af mine kolleger har en meget velinformeret kilde,« siger redaktionsleder på nyhedsredaktionen Claes Holtzmann til Journalisten.
En lang række kolleger har også rost JydskeVestkysten på Twitter for at være først med historien.
»Det er jo fedt. Det er sjovt at være med, der hvor det sker. Det skal man synes, hvis man har et nyhedsgen,« siger han.
Nyheden var kun fire linjer lang i den første version.
»Vi skulle have den af sted så hurtigt som muligt. Der er så flere, der har gjort lidt grin med, at vi skriver, at det er en ”sædvanligvis velinformeret kilde”. Meningen var at skrive, at det er en altid pålidelig kilde. Det ville ellers være friskt nok at melde sådan noget ud, hvis man ikke var sikker på, at det var rigtigt. Og det var vi,« siger han.
»Man kan selvfølgelig et kort øjeblik tænke, om historien nu også holder hele vejen, men den lille flig af usikkerhed røg, da andre medier bekræftede historien,« siger han.
Det journalistiske indhold på JV.dk koster penge at læse, og JydskeVestkysten er stoppet med at sende historier rundt via deres nyhedsbureau.
Men her var historien så ekstraordinær, at JV.dk valgte at forære den væk gratis.
»Vi tager betaling på JV.dk, så i stedet prøver vi at lokke folk ind på vores eget site. Men i det her tilfælde var det en breaking-historie, og de er gratis på JV.dk,« siger Claes Holtzmann og fortsætter:
»Vi sendte den ud på Twitter, og det tror jeg var med til at sprede budskabet hurtigt. Der skulle ikke mange retweets til, før de fleste danske journalister havde set den. Man kan argumentere for, at det ikke betyder det helt store, om man er først på noget eller ej, men når vi er først på den her, viser det, at vi kan et eller andet, selv om vi er langt fra begivenhederne,« siger Claes Holtzmann.
21 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Christian: Det var sørme godt, at du sikrede den dokumentation. Meget vigtigt.
Jeppe Sørensen - Lettere flabet at du skulle angive at jeg er en konspirationsnørd. Jeg tog et screencap af siden hvor der blev angivet: "Siden blev ikke fundet - 404"
Længere er den sådan set ikke. Hvem ved måske du kan læse mere om sagen i bladet...
Øjvind, beklager...
Jeg kan ikke se du har svaret på hvordan Fagbladet kan publicerer en artikel der hylder JV for breake en nyhed førend den er bekræftet mens NEWS, der gør nøjgtigt omvendt kritiseres for at bringe en nyhed der ikke er bekræftet. Jeg tænker det er en gang embedsmandsgylle du lirer af men det synspunkt er jeg så åbenbart alene med - Hvilket jeg finder særdeles besynderligt.
Men ok - Om et par dage måske fem har du 2500 anslag i indbakken og så tar vi den derfra
Cherio C :-)
Thomas: Linket virker ganske rigtigt nu kl. 17.27. I dag kl. 15.38 virkede det så ikke. Men hvad er det du mener der står for "min regning"?
Berlingskes nyhedsbureau angiver at NEWS bringer forholdet til torvs hvilket jeg sakser fra nyhedsmeddelsen så hvad mener du jeg trækker fra eller lægger til?
Kære Christian
Jeg synes jo jeg har svaret. Og jeg ynder at indrømme fejl, det giver så glade læsere. Men jeg har svært ved at se vores fejl i dette forløb.
Du er meget velkommen til at sende mig et forslag til en kommentar i Journalisten, hvis det har din interesse. Fagkritik og debat er jo vejen frem!
I bedste mening og største respekt!
Flere