Ansvarshavende chefredaktør Mikael Kamber kalder forhandlingsforløbet i forbindelse med den seneste fyringsrunde på JydskeVestkysten for forbilledligt. Tillidsrepræsentant Steffen Lilmoës er enig. Han holder dog stadig ved, at avisen er ved at grave sin egen grav.
Fem fyrede, fire frivillige fratrådte og tre nedlagte stillinger. Sådan ser resultatet ud efter JydskeVestkystens sparerunde.
»Jeg mener, det er en farlig udvikling. Hvis de betalte dagblade skal klare sig fremover, skal vi slå på kvalitet og ikke på den billigste fællesnævner. Vi skal blive meget bedre,« siger JydskeVestkystens tillidsrepræsentant Steffen Lilmoës til Journalisten.dk.
Den 13. januar proklamerede han, at JydskeVestkysten graver sin egen grav ved at fyre så mange redaktionelle medarbejdere. Dengang stod 15 journalist-stillinger til at blive nedlagt. Siden er det antal faldet til 12.
»Jeg mener egentlig stadig det samme,« siger Steffen Lilmoës.
Kritikken preller af på ansvarshavende chefredaktør Mikael Kamber, som mener, JydskeVestkysten stadig har en »kæmpe slagstyrke«.
Steffen Lilmoës medgiver dog, at stemningen over forhandlingsbordet har været god. En holdning, som ansvarshavende chefredaktør Mikael Kamber tilslutter sig.
»Jeg synes, vores forhandlinger har været forbilledlige,« siger Mikael Kamber.
De fem fyrede redaktionelle medarbejdere fordeler sig således: to fra Kolding-redaktionen, en fra erhvervsredaktionen i Esbjerg, en fra Esbjerg-redaktionen og en fra redaktionen i Tønder. Der bliver også sparet på blandt andet julegaver, fester, vikarer, distributionen, tryk og indkøb af stof udefra. Ledelsen bliver ikke berørt af besparelserne.
»Vi har udtrykt forundring over, at der ikke blev fyret ledere i den her runde. Der er uheldigt,« siger Steffen Lilmoës. Mikael Kamber forstår ikke kritikken.
»Det er et spil for galleriet. Tillidsrepræsentanten og medarbejdergruppen ved udmærket godt, at der er forskel på at afskedige kontraktansatte og overenskomstansatte. Vi kan skifte ledere ud løbende, hvilket vi også har gjort. Det er en total misforståelse, som kun kan opstå, hvis man ikke har læst, hvad der står i overenskomsten,« siger Mikael Kamber.
Foruden de ialt 12 redaktionelle stillinger, der er blevet nedlagt, er en medarbejder i online-afdelingen og to sælgere blevet fyret. Samtidig vil to vakante stillinger blive nedlagt.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.